Spørgsmål og svar - Klubskifteregler i børnefodbold

Dette er IKKE en gældende FAQ for de nuværende klubskifteregler. Denne FAQ vedrører udelukkende forslaget om nye klubskifteregler, som DBU i øjeblikket arbejder på.

Definitioner

Klubskifte+

Overførsel af spillerens spillercertifikat fra en klub til en anden. Her arbejdes med to kategorier:

  • Push - Eksternt påvirket klubskifte (potentielt problematiske klubskifter) er dér, hvor eksterne faktorer påvirker beslutningen om et klubskifte. Det kan være dårlige forhold eller trivsel i nuværende klub, utilstrækkelige trænings- eller kamptilbud i nuværende klub eller rekrutteringsforsøg fra andre klubber. Altså, hvor spilleren skubbes i retning af et nyt miljø.
  • Pull - Individuelt motiveret klubskifte (per definition uproblematiske klubskifter) er dér, hvor ønsket om miljøskifte udelukkende kommer fra spilleren selv eller dennes forældre, uden at være foranlediget af eksisterende klubs utilstrækkeligheder eller en målrettet rekrutteringsindsats. Det er udelukkende spillerens egen lyst til at skifte miljø, som er drivkraften i klubskiftet - spilleren trækkes mod et klubskifte. Det er per definition uproblematisk.
Rekruttering+

Alle former for tiltag, der har til hensigt at muliggøre et fremtidigt klubskifte for en eller flere spillere. Det kan være tilbud om ekstratræning, træningsforløb, prøvetræning, deltagelse i kampe/stævner mv., som tilbydes særligt udvalgte spillere. Desuden menes enhver form for henvendelse/kontakt direkte eller indirekte til spillere og/eller disses forældre med henblik på det samme (se definition nedenfor).

Inspirationstræninger+

Åbne træninger, som er frit tilgængeligt for alle interesserede (f.eks. hele årgange i en samarbejdsklub) eller tilgængeligt for køb på hjemmeside. 

Scouting+

Observation af spilleren i træning og kamp. Det kan både være internt i klubben og eksternt i andre klubber. Scouting i sig selv er en passiv handling, der kun har til formål at se spilleren, og ikke at tale med hverken spilleren, træneren, klubben eller forældrene. 

Henvendelse/kontakt+

Enhver form for kommunikation, som har til formål at muliggøre et potentielt kommende klubskifte. Det være sig fra klub til spiller/forælder eller den anden vej.

Generelt om klubskifteregler

Hvad var årsagen til, at man ville ændre i klubskiftereglerne i børnefodbolden?+

Da man vedtog børnestrategien, vedtog man også, at man ville justere klubskiftereglerne med udgangspunkt i DBU’s Børnesyn.

Om året er der ca. 7.500 klubskifter i dansk børnefodbold, og heriblandt opleves tiltagende problemer med for tidlig rekruttering af for mange børnespillere. Med de nye regler kan man få et indblik i, hvor mange af klubskifterne, som rent faktisk er uhensigtsmæssige for børnene.

Hvad vil man opnå med de nye klubskifteregler i børnefodbolden?+

De nye klubskifteregler har først og fremmest til formål at passe på børnene, desuden skal de nye klubskifteregler passe på miljøerne ude i klubberne.

Hvem skal de nye klubskifteregler kommer til gavn?+

Først og fremmest børnene, men i sidste ende alle.

Man ved, at en tidlig rekruttering af spillere kan være vanskeligt, og at så længe børnene trives i deres nærmiljø, er det bedst at vente med klubskifterne. Hvis klubber alligevel ønsker at rekruttere, så er børnene med de nye klubskifteregler bedre sikret, at skiftet kommer til at passe dem. Jo flere børn, der trives i klubberne, jo flere børn har lyst til at spille fodbold.

Klubbernes rolle

Hvilke nye opgaver tilfalder klubberne med de nye regler?+

Hvis man ikke rekrutterer, er den eneste forskel fra før, at der skal udpeges en klubskifteansvarlig, som er kontaktperson og at der skal svares på få spørgsmål, når et spillercertifikat overføres.

Hvis man som klub rekrutterer spillere i årgangene U10-U12 skal den klubskifteansvarlige herudover sørge for, at alle i klubben kender reglerne og følger dem.

Hvilke opgaver skal en klubskifteansvarlig løse?+

En klubskifteansvarlig er alene en kontaktperson i de klubber, som ikke aktivt rekrutterer. I klubber med rekruttering, skal personen tillige sikre, at alle i klubben kender reglerne og følger dem.

Hvad sker der, hvis en klubskifteansvarlig ikke lever op til sit ansvar?+

En klubskifteansvarlig er kontaktperson og skal i klubber, der rekrutterer at sørge for, at alle kender reglerne for rekruttering af børnespillere. Der sker som sådan ikke noget, hvis vedkommende ikke lever op til at udbrede kendskabet til klubskiftereglerne. Dog hvis der rekrutteres spillere på en måde, som går imod reglerne, holdes klubben ansvarlig for det, hvis det indsendes til disciplinærinstansen.

Hvor stort kendskab til IT-systemer skal den klubskifteansvarlige have?+

Det kræver ikke flere IT-kundskaber end at kunne flytte et spillercertifikat end at svare på en mail.

Hvem kan blive klubskifteansvarlig?+

Enhver tillidsperson i klubben. Typisk kunne det være en børneformand, en formand eller en kampfordeler.

Skal alle klubber have udpeget en klubskifteansvarlig?+

Ja.

Hvad er formålet med at have én klubskifteansvarlig?+

Man vil undgå unødige henvendelser til mere eller mindre tilfældige personer i klubben og sikre, at information om klubskifter lander hos den samme person.

Kan man registrere to personer som klubskifteansvarlig?+

Nej. Vedkommende er blot kontaktperson, så i fraværet af vedkommende kan henvendelser evt. rettes et andet sted.

Kan andre end klubskifteansvarlig gennemføre klubskifter og overføre spillercertifikater?+

Ja. Det kan enhver, som klubben har givet tilladelse til.

Skal en klubskifteansvarlig have med alle klubskifter at gøre uanset om de er problematiske eller ej?+

Nej. En klubskifteansvarlig er kontaktperson og skal i den sammenhæng sikre involvering af de relevante personer i klubben.

Hvad er den klubskifteansvarliges ansvar ved problematiske klubskifter?+

At være klubbens kontaktperson og dermed sikre involvering af de relevante personer i klubben.

Klubskifte i praksis

Hvordan ser processen ud, når en klub anmoder om et spillercertifikat?+

Ligesom i dag, men den anmodende klub skal svare på ganske få spørgsmål om årsagen til anmodningen. Den afgivende klub skal tilsvarende svare på ganske få spørgsmål. Sidst men ikke mindst skal spilleren/forældrene godkende overførslen af spillercertifikatet og svare på et par spørgsmål om årsagen.

Hvad skal der til for at et klubskifte skal gå igennem, og hvad kan stoppe det?+

Det samme som i dag, bortset fra, at vi giver spilleren selv ret til at godkende/afvise.

Skal der udfyldes spørgeskemaer på alle klubskifter i børnefodbold?+

Ja, vi vil gerne sikre os data på de mange klubskifter, men det tager under et minut at svare.

Hvad sker der, hvis en part ikke godkender klubskiftet?+

Hvis spilleren ikke godkender, bliver certifikatet i nuværende klub. Dette for at undgå overførsel af forkerte certifikater.

Hvis afgivende klub ikke godkender, er dette fordi spilleren skylder kontingent, hvilket er den eneste lovlige grund til at afvise. Så snart det forhold er bragt i orden, skal der oprettes en ny anmodning, som nu skal godkendes.

Hvem har ansvaret for klubskiftet gennemføres, hvis det ikke godkendes af alle parter?+

I sidste ende kan lokalunionen sanktionere overførslen, hvis nogen uretmæssigt modarbejder. Ellers er det helt som i dag.

Hvorfor bruge flere ressourcer på klubskifter, når så mange klubskifter er uproblematiske?+

Der bruges ikke mange flere ressourcer på klubskifter med de nye regler. I praksis for klubberne er det kun udpegelsen af en klubskifteansvarlig og et ekstra minut, når der overføres et spillercertifikat.

Til gengæld er børnene bedre beskyttet ved rekrutteringen, som foregår ned til U10, man kan få indsigt i klubskifternes generelle karakter, og så skal de nye regler også bidrage til en ekstra refleksion, inden et klubskifte gennemføres.

Hvad skal den afgivende klub gøre i forbindelse med et klubskifte?+

Godkende overførslen af certifikatet og svare på få spørgsmål om klubskiftet.

Hvad skal den nye klub gøre i forbindelse med et klubskifte?+

Anmode om spillercertifikatet og svare på få spørgsmål.

Hvis der ud over klubskiftet er tale om rekruttering af en spiller i U10-U12, skal klubben tilbyde spilleren træning og kamp med bedste gruppe i egen årgang frem til overgangen til U15 (for futurespillere kan kamp dog være i aldersgruppen under).

Hvad skal forældre gøre i forbindelse med et klubskifte?+

Godkende overførslen af certifikatet og svare på få spørgsmål om klubskiftet.

Hvem har ansvar for generelt at holde øje med at klubskifter går rigtigt til?+

Det har DBU og lokalunionerne.

Data

Hvad er formålet med at indsamle data, og i hvilken sammenhæng skal de bruges?+

Sikre viden til fremtidig brug. På nuværende tidspunkt ved man ikke om der er mange flere eller færre uhensigtsmæssige klubskifter end estimeret.

Kan opsamlede data i klubskiftesystemet bruges som fundament for en disciplinærsag?+

I udgangspunktet ikke. Hvis en klub pludselig akkumulerer mange sager, som er flaget som problematiske, kan det i første omgang afstedkomme en dialog med pågældende klub. Tanken med dataindsamling er at få generel indsigt og ikke at komme efter enkelte klubber.

Hvem står til ansvar for at behandle indkomne data vedr. klubskifter?+

DBU Analyse.

Regler for rekruttering

Hvorfor ændrer man reglen om rekruttering, så der nu kan rekrutteres helt ned til U10?+

Der foregår rekruttering i dag i børnefodbolden, og for nogle få børn er det det rette at skifte miljø i den alder. Den klare anbefaling er generelt at vente til spilleren overgår til ungdomsfodbold fra U13. Hvis der rekrutteres før, sikrer man nu med de nye klubskifteregler, at der er taget højde for spillerens udvikling ved at klubben forpligter sig indtil U15.

Når der rekrutteres mellem U10 og U12, er det så både barnet og klubben, der forpligter sig indtil U15?+

Nej, det er alene klubben, der forpligter sig. Barnet kan til enhver tid skifte klub.

Hvorfor forpligte en klub til en spiller frem til U15?+

For at sikre, at den pågældende klub har gjort sit forarbejde godt nok, inden et klubskifte – alternativt kan klubben vente med at rekruttere spilleren, til de har gjort det eller spilleren overgår til U13.

Der er kun tale om en forpligtigelse, når der rekrutteres i årgangene U10-U12.

Hvad hvis en klub rekrutterer en U10-U12 spiller, og efterfølgende ikke lever op til aften vedr. træning og kamp?+

Så kan der indledes en disciplinærsag imod den pågældende klub.

Hvad ligger til grund for skillelinjen netop mellem U9 og U10?+

I den alder bevæger børnene sig fra indskolingen til mellemtrinnet, hvor deres selvstændighed øges. I deres kognitive udvikling begynder de her at kunne se sig selv i forhold til andre og bliver mere bevidste om deres udvikling. 

Kan klubber, der rekrutterer mange børnespillere blive sanktioneret alene af den årsag?+

Nej. Hvis klubber rekrutterer og ikke lever op til forpligtigelserne for de rekrutterede spillere, kan der indsendes en sag til disciplinærinstansen.

Hvordan kan det være, at scouting er tilladt for spiller i årgang U9 og under?+

Når man scouter, er man kun på observation og indleder ikke dialog med henblik på klubskifte. Jo bedre kendskab en potentielt rekrutterende klub har til en potentielt kommende spiller, desto større er sandsynligheden for et succesfuldt klubskifte.

Hvem kan sende sager ind til disciplinærinstansen?+

Alle parter kan melde sager til disciplinærinstansen sammen med en beskrivelse af det, der er sket, som ikke er lovligt.