Bittert nederlag til U17
Dansk dominans var ikke nok mod Schweiz, der vandt 3-2 på en scoring tre minutter i overtid
Mikkel Duelund bragte Danmark i front efter seks minutter. Foto: www.fodboldbilleder.dk
Den anden kamp mod Schweiz blev afviklet i en strid blæst. Det betød, at det var vanskelige forhold for holdene på banen i Bogense.
Det gjorde, at noget af spillet blev meget kampbetonet og vanskeliggjorde pasningsspillet.
Danmark kom bedst ud af vinden i starten og allerede efter fem minutter scorede Mikkel Duelund på et fint gennemspillet angreb i Danmarks venstre side.
Føringen holdt kun i seks minutter, hvor en fejl kostede det udlignende mål.
Resten af halvlegen tilhørte dog Danmark, der fik sat opbygningsspillet fint på trods af vejrforholdene og skabte i denne periode gode muligheder for afslutninger.
Halvlegen endte uafgjort, og i starten af anden halvleg var Danmark ikke helt skarpe, hvilket betød et par schweiziske muligheder. Danmark fik dog lukket af og kort efter blev der begået straffe, som Kasper Dolberg satte ind til en dansk 2–1 føring.
Herefter stod der igen dansk dominans på kampen, og der var flere situationer, hvor afslutningerne ikke blev så skarpe, som man kunne have håbet. Blandt andet havde Danmark i det 61. minut fire, fem afslutninger i feltet, hvor bolden konstant blev pareret af schweiziske forsvarsspillere. Justin Shaibu havde en friløber, hvor den schweiziske målmand fik lavet en fin fodparade og dermed holdt scoringen ude.
Og så fik kampen en ærgerlig dansk afslutning.
Efter en schweizisk udvisning var det danske hold ikke helt oppe på tæerne, og pludselig havde Schweiz udlignet. Og i tre minutters overtid var der igen uro i det danske forsvar og så var kampen afgjort til udeholdets fordel.
En rigtig bitter slutning, som det danske hold bestemt ikke havde fortjent efter mange gode momenter i spillet gennem hele kampen.
Efter kampen var det da også en ærgerlig landstræner Jan Michaelsen, der udtalte:
”Her kort efter kampen fylder det selvfølgelig rigtig meget, at vi tabte. Det må dog ikke overskygge at vores præstation i store dele af kampen er godkendt. Vi er dog ikke så stærke i det etablerede forsvarsspil, som vi plejer, og i slutfasen er vi selvfølgelig for passive og burde have kunnet holde spillet på egne fødder i stedet for at give to muligheder væk til en modstander i undertal.”
”Vi er måske heller ikke så effektive og burde nok have ført 3–1, inden deres udlignende mål."
"Selvfølgelig er vi ramt af at have skiftet meget ud i løbet af kampen, men det er jo test for spillerne, så sådan er vilkårene. Vi tænker jo på udviklingen og matchningen af de enkelte spillere er vigtig."
"Vi har dog store perioder af kampen, hvor de ting som vi har øvet os i lykkes. Og på trods af en svær vind, som betød meget duelspil, hvor Schweiz måske var lidt stærkere fysisk end os, så havde vi mange gode momenter.”
”Jeg afslutter nu dette år ved at have brugt 22 spillere i disse to kampe og synes generelt, at vi har givet holdet gode erfaringer og fået dem matchet fint. Jeg vil sige tak til drengene for et spændende år med både op og nedture, men de er garanteret kommet stærkere ud af året og der er potentiale i dem, så det bliver spændende at se dem fremadrettet.”, slutter landstræneren.
Kamprapport | |||
Hold | U/17-landsholdet | ||
Kamp | Danmark - Schweiz | ||
Tid | 17. april 2014 kl. 14:00 | ||
Sted | Bogense Stadion | ||
Status | Venskabskamp | ||
Resultat | 2 – 3 (1 – 1) | ||
Tilskuere | 652 | ||
Dommer | Chris Johansen | ||
Linjedommere | Elvis Boric - Rasmus Hornemann | ||
4. dommer | Allan Staal | ||
Startopstillingen | |||
Nr | Spiller | Klub | |
1 (GK) | Alexander Raahauge | AC Horsens | |
4 | Jacob Rasmussen | OB | |
5 | Benjamin Lund | FC Nordsjælland | |
8 | Sammy Skytte | Silkeborg IF | |
9 | Daniel Stückler | Brøndby IF | |
10 | Rezan Corlu | Brøndby IF | |
11 | Kasper Dolberg | Silkeborg IF | |
12 | Jacob Buus Jacobseb | OB | |
13 | Kristian Riis | FC Midtjylland | |
15 | Mikkel Duelund | FC Midtjylland | |
17 | Mathias Kristensen | Esbjerg fB | |
Kampforløb | |||
Min | Status | Spiller | |
6 | 1 – 0 | Mikkel Duelund | |
11 | 1 – 1 | Dimitri Oberlin | |
51 | 2 - 1 | Kasper Dolberg (str) | |
62 | Gult kort | Alban Semanaj | |
68 | Gult kort | Mirlind Kreysiu | |
72 | Gult kort/rødt kort | Alban Semanaj | |
75 | 2 – 2 | Dimitri Oberlin | |
80 + 3 | 2 – 3 | Dimitri Oberlin | |
Ind- og udskiftninger | |||
Min | Ind | Ud | |
41 | 18. Jacob Hansen Niklassen (AGF) | Mathais Kristensen | |
55 | 3. Adam Manse (FC København) | Bejamin Lund | |
57 | 7. Justin Shaibu (HB Køge) | Daniel Stükler | |
71 | 6. Fredrik Lauenborg (Randers Freja) | Sammy Skytte | |
77 | 14. Emre Mor (Lyngby B) | Rezan Corlu | |
Ikke benyttet | |||
2. | Adnan Curovic | Lyngby B | |
16. | Victor Anker | Brøndby IF |