U16: Sikker sejr over Polen

Selvom måltavlen kun viste 1-0 til Danmark efter dommerens slutfløjt, var der aldrig tvivl om dagens resultat i U16-pigernes sidste kamp ved UEFA development turneringen i England.



U16-landsholdet efter sejren over Polen. Foto: Helene Pedersen 

Efter en hård kamp mod England skulle det danske U16-pigelandshold forsøge at få turneringens første sejr i hus i dagens kamp mod det ubesejrede hold fra Polen. 

I den første del af kampen havde pigerne dog svært ved at få spillet til at hænge sammen. Aftalerne blev ikke overholdt, og kampen var præget af mange fejlafleveringer. 

Efterhånden, som halvlegen skred frem, blev pigerne mere modige og turde holde mere fast i bolden. De helt store chancer udeblev dog, og de to hold kunne derfor gå til pause med stillingen 0-0. 

2. halvleg blev en mere ulig affære. Det danske hold spillede i store dele power play foran det polske felt, da Polen ikke rigtig ville frem på banen. Det betød, at det var svært at spille sig igennem, og derfor blev langskud det farligste våben. 

Matilde Lundorf tog efter 48 minutter sagen i egen hånd, og fra hendes position som venstre back tog hun et par træk frem i banen og scorede på et flot langskud uden chance for den polske målmand. 

Tendensen fortsatte halvlegen igennem, dog med enkelte udfald, hvor Polen blev farlige på kontra, og Katrine Svane i målet måtte se sig reddet af overliggeren i en farlig situation. 

Samme situation var dog gældende i den anden ende af banen, da indskiftede Caroline Møller afsluttede et ellers flot angreb med et skud på overliggeren. 

Tættere kom de danske piger dog ikke, men det betød en fortjent 1-0 sejr, hvor de rød-hvid piger var Polen overlegne – især i 2. halvleg.

U16-landsholdets træner, Anders Damgaard, glædede sig over holdets sejr selvom 1. halvleg ikke levede op til forhåbningerne: 

”Dejligt med en fuld fortjent sejr. I 1 halvleg turde vi desværre ikke spille vores eget spil mod et meget defensivt polsk hold. Samtidig vendte vi alt for tit spillet hjemad i stedet for at søge mere direkte mod mål. Men rigtig flot 2. halvleg, hvor polakkerne gentagende gange halser efter os, fordi vi formår at holde fast i bolden og spiller flot pasningsspil.”

”Jeg godt dog godt tænke mig, at vi var endnu farligere på den sidste tredjedel af banen. Go det bliver helt klart vores store fokuspunkt til Nordic til sommer. Men alt i alt en godkendt turnering, hvor pigerne har udviklet sig meget gennem de tre kampe, som har været god lærdom for deres fremtidige udvikling”, sagde Anders Damgaard efter kampen.    

Næste gang det danske U16-pigelandshold skal i aktion bliver til den traditionsrige Nordic Cup, som spilles i Sverige d. 4.-9. juli 2014. 


Kamprapport
Hold U16-pigelandsholdet
Kamp Polen – Danmark
Tid 11. april 2014 klokken 11.00
Sted St. Georges Park, England
Status UEFA Development Tournament – venskabskamp
Resultat 0-1
Tilskuere 65
Dommer Andrew Fox, England
Linjedommere Mattchew Randles og Rebecca Scott-Mullen, England
4. dommer Mark Billingham, England
Startopstillingen
Nr Spiller Klub
1 Katrine Svane Team Viborg
2 Sandra Normann Team Viborg
3 Laura Frank Team Viborg
4 Maria Thomsen Næsby Boldklub
6 Sille Struck © Team Viborg
7 Cecilie Nielsen Brøndby IF
9 Freja Klitgaard Lemvig
12 Matilde Lundorf IK Skovbakken
14 Emma Andersen Varde IF
19 Ida Toft Varde IF
20 Sofie Henriksen Vildbjerg
Kampforløb
Min Status Spiller
48 0-1 Matilde Lundorf
Ind- og udskiftninger
Min Ind Ud
62 18. Laura Leth, IK Skovbakken Emma Andersen
62 8. Caroline Møller, IK Skovbakken Ida Toft
62 5. Anne Katrine Hansen, Team Viborg Sofie Henriksen
77 10. Ditte Høgsted, Team Viborg Freja Klitgaard
77 15. Christina Lauridsen, Vildbjerg Cecilie Nielsen
77 13. Michele Hannibaldsen, Odense Boldklub Sandra Normann
79 11. Lykke Schou, Rårup Sille Struck
79 17. Line Kudsk, Næsby Boldklub Matilde Lundorf
Ikke benyttet
16 Caroline Egsvang AC Silkeborg

Log ind