VM-skæbnen afgøres i Vejle
Det danske kvindelandshold fastholder håbet om stadig at kunne kvalificere sig til VM via den eftertragtede andenplads, der kan give adgang til play off-kampene i efteråret.
Der bliver forhåbentlig masser af underholdning og masser af mål for tilskuerne, når Danmark i september spiller sine to sidste VM-kvalifikationskampe mod henholdsvis Malta og Israel - to kampe, der SKAL vindes. Foto: www.fodboldbilleder.dk.
Da Danmark i sidste uge vandt 1-0 over nærmeste rival Island i Reykjavik, var det ikke bare en almindelig sejr og en kærkommen revanche. Den var også altafgørende i jagten på den eftertragtede VM play off plads, som en andenplads i gruppen kan give adgang til.
Med sejren Danmark overtog nemlig netop andenpladsen fra Island og med to sejre i de kommende to VM-kvalifikationskampe mod Malta og Israel i Vejle er den endelig sikret.
”Det vi kan tage med fra kampen mod Island er, at vi formåede trods en rigtig dårlig start at få vendt spillet og i sidste ende også vinde kampen. Det er ikke noget, som vi ikke har haft så nemt ved tidligere og bestemt noget, der giver tro og selvtillid før de sidste to kampe,” siger Nils Nielsen.
Så er det blot de andre gruppers resultater, der afgør den danske VM-skæbne. Det er nemlig noget af et regnestykke, der skal gå op, før Danmark kan vide sig sikker på en play off-plads. Det kræver, at de danske kvinder bliver blandt de fire bedste toere.
Se den aktuelle stilling her
”Vi skal først og fremmest gå efter sejren i de to kampe mod Malta og Israel – for tænk nu hvis resultaterne i de andre grupper faktisk flaskede sig, så ville det godt nok være ærgerligt, hvis vi ikke havde givet vores absolut bedste. Så så længe den teoretiske mulighed er der, skal vi gå 100 procent efter den. Og det betyder også at få scoret nogle mål,” lyder det fra landstræneren, der vil kræve fuld fokus af sine spillere – uanset:
”Selv om vi fører, skal vi bevare koncentrationen. Målscoreren KAN blive afgørende, så ud over at vi selvfølgelig skal vinde, skal vi også score så mange mål som muligt. Derfor har jeg også taget en ekstra angriber med denne gang i Camilla Kur, der sammen med Nadia Nadim, vi også har med igen, nok er de blandt de bedste boksspillere vi har.”
Nadim med igen
En af dem, der altså forventes at kunne score Danmarks mange mål er angriberen Nadia Nadim, der i sommers har nydt stor succes på det amerikanske hold Sky Blue Football, der spiller i National Womens Soccer League. Fortuna Hjørring-spilleren er atter retur, denne gang sammen med sin angrebskollega i klubben, Camilla Kur. Også debutanten mod Island, Liverpool FC’s Nina Frausing Pedersen er genvalgt til de to skæbnekampe i Vejle, mens også Brøndbys målmand, Katrine Abel, er at finde i truppen.
Men kampen handler ikke kun om point og målscore, det handler også om at slutte godt af på hjemmebanen i Vejle foran holdets trofaste fans:
”Vi vil naturligvis gerne slutte denne kvalifikation ordentligt af – også foran vores dedikerede hjemmepublikum. Det er en kvalifikation, der i den grad har budt på udfordringer fra starten, og vi har skullet bruge vores kvalifikationskampe til at spille en masse nye spillere ind på vores hold. Og selv om vi er blevet mere sammenspillet, er vi stadig ikke færdige. Jeg har dog fuld tiltro til holdet, også hvis vi ser frem mod den næste kvalifikation, hvor vi vil se et dansk landshold, der er endnu mere sammenspillet og dermed også bedre rustet,” slutter Nils Nielsen.
Truppen mod Malta og Israel
Danmarks kampe sendes direkte på TV3 Sport 1.
Vil du ind og se kampene - så se mere om billetsalg og klubtilbud her
Kvindelandsholdets program
U23 samles også i Vejle
Det er dog ikke kun kvindelandsholdet, der skal ’i aktion’. U23-landstræner Danny Jung har ligeledes valgt at samle U23-landsholdet til en træningssamling i Vejle, hvor også A-spillerne Luna Gewitz og Mie Leth Jans er blandt de 18 valgte spillere.