Danmark mod USA til marts

- En fantastisk modstander. Det er Morten Olsens vurdering af landsholdets næste udfordring, når Danmark for blot tredje gang møder USA den 25. marts på hjemmebane. Spillestedet er endnu ikke fastlagt

Søren Rieks har netop scoret til 2-1 mod USA i Århus 2009

Søren Rieks scorede sit første - og indtil videre eneste - landskampmål mod USA i november 2009, som Danmark vandt 3-1 efter at have været bagud 0-1 ved pause. Foto: www.fodboldbilleder.dk 


Det kan næsten betragtes som en eksotisk modstander, som Danmark møder på hjemmebane den 25. marts. Landsholdet har kun to gange tidligere mødt USA i en officiel A-landskamp, hvor den første i 1993 var med et hold udelukkende bestående af spillere fra den hjemlige liga. Dermed er kampen i Århus november 2009 eneste landskamp, hvor Danmark benyttede sig af udenlandske profiler.

Trods de sparsomme erfaringer med USA betragter Morten Olsen nordamerikanerne som en optimal modstander som forberedelse til EM-kvalifikationskampen mod Serbien den 13. juni.

”Med kampene mod USA og Frankrig fire dage senere er vi sikret modstand fra øverste hylde, og får dermed en perfekt forberedelse til den vigtige kvalifikationskamp mod Serbien”, vurderer Morten Olsen.

”USA er en global fodboldnation, som i Klinsmann har en træner med europæisk erfaring både som spiller og træner, og et land som altid er med i VM-slutrunden, og som nåede ottendedelsfinalen i Brasilien,” vurderer Olsen og fremhæver samtidig de unge spillere på holdet:

”De har mange spændende unge spillere, hvor mange har fået deres fodboldopdragelse i Europa, blandt andet Julian Green,” fortæller Morten Olsen med henvisning til den 19-årige Hamburg SV spiller, som er lejet i Bayern München, og som spillede for de tyske ungdomslandshold, før han i marts 2014 udskiftede sit tyske pas med et amerikansk og deltog i VM-slutrunden i Brasilien, hvor han scorede det enlige amerikanske mål mod Belgien i ottendedelsfinalen 


Danmark-Frankrig i Saint-Etienne.

Mens det er endnu ikke fastlagt, hvor i Danmark kampen mod USA skal spilles, har det franske fodboldforbund bekræftet, at Stade Geoffroy-Guichard i Saint-Etienne fire dage senere lægger deres 37.800 sæder til, når landsholdet for første gang nogen sinde, skal spille i den sydvest franske by.

Det sker som en del af EM-kvalifikationsturneringen, hvor Frankrig som kommende værter indgår som fast del af Danmarks pulje uden resultaterne dog tæller med i det samlede regnskab.



Log ind