Dansk Fodbold Award først tilbage i 2016
Som en konsekvens af en presset økonomi i DBU vil der ikke blive afholdt Dansk Fodbold Award i 2015. Priserne for sæsonen 2014 uddeles stadig i et andet regi.
Prismodtagerne ved sidste udgave af Dansk Fodbold Award i 2013. Foto: www.fodboldbilleder.dk
Som en konsekvens af en presset økonomi i det kommende år har DBU’s ledelse set sig nødsaget til at aflyse årets fodboldfest, Dansk Fodbold Award, i 2015.
”DBU havde i 2013 et underskud på 10 millioner kroner og forventer et lignende stort underskud i 2014. Derfor har vi måtte træffe en række beslutninger, der kan styrke økonomien - blandt andet at udskyde afholdelsen af Danish Fodbold Award,” siger Claus Bretton–Meyer.
DBU vil dog holde fast i at hylde de mange øjeblikke i 2014 både på og uden for. De ti priser, der hvert år uddeles, vil blive fastholdt og stadig uddelt – blot i nogle andre rammer, der endnu ikke er fastlagt.
”Det har været vigtig for os, at selv om vi som organisation har måttet træffe en nødvendig økonomisk beslutning, at vi samtidig holder fast i uddele priserne og markere præstationerne i dansk fodbold. Det vil vi sætte os ned nu og finde ud af, hvordan vi gør bedst muligt,” siger Claus Bretton-Meyer.
Dansk Fodbold Award er tilbage på skærmen i 2016 hos DBU’s nye samarbejdspartner, hvor der allerede er lavet en aftale med SBS Discovery.
Dansk Fodbold Award har været på skærmen siden 2006. Der uddeles i alt 10 priser, og aftenen har ligeledes været brugt til at optage nye medlemmer i Fodboldens Hall of Fame.
Fra 2006 – 2013 har awarden været sendt på TV2, men som et naturligt led i, at SBS Discovery overtog dækningen af landsholdets kampe, vil awarden fremadrettet blive vist på Kanal 5.