Fodboldspiller måske DKs bedste holdkammerat

13-årige Mattias Madsen fra Nr. Lyndelse/Søby IF er en blandt tre finalister til prisen DIF og Nordea-fondens Fidusbamse, som går til Danmarks bedste holdkammerat.



Foto: Privatfoto

____________________________________________________________

Mattias Madsen på 13 år fra Nr. Lyndelse/Søby IF’s fodboldafdeling er en rigtig god holdkammerat. Det synes hans holdkammerater og trænere, og det var DIF og Nordea-fonden enige med dem i. Derfor blev Mattias udvalgt som én af tre fra i alt 250 indstillede personer fordelt på flere end 30 idrætsgrene. Af begrundelsen lyder det, at "Mattias på trods af sin unge alder tager ansvar for hele træningsgruppens trivsel og giver plads til alle uanset niveau. Mattias nyder stor respekt blandt sine medspillere og dukker en spiller ikke op til træning, er han den første, der ved hvorfor". Det underbygges af Mattias' træner Hasse Frimodt:

- Mattias har stort overskud til at tage sig af alle. Hvis folk har en dårlig dag, spotter han det hurtigt og får dem samlet op med en kvik bemærkning.

Den unge fynbo er naturligvis meget stolt over at kunne kalde sig en af Danmarks bedste holdkammerater:

- Mattias er selvfølgelig rigtig glad. Det er stort for ham at blive udpeget som en rigtig god kammerat af sine holdkammerater, hvor mange af dem også er hans klassekammerater, fortæller Mattias' far Kasper Madsen.

Store oplevelser
Uanset om prisen går til Mattias eller ej, venter der store oplevelser for ham og holdkammeraterne. Den første fik de faktisk allerede i tirsdags, da DR filmede holdets træning og snakkede med spillere og trænere.

- Vi har aftalt, at vi skal have presse på alle vores træninger. Det er første gang i lang tid, at vi ikke har fået et eneste afbud til træning, fortæller Hasse med et smil.

Med nomineringen har Mattias allerede sikret sit hold kr. 10.000,-, som skal bruges til sociale aktiviteter eller oplevelser for hele holdet. Og der venter endnu en stor oplevelse for dem. Den endelige vinder vil blive afsløret til DR’s gallashow Sport 2014 den 10. januar i Boxen, og her vil Mattias blive støttet i salen af hans holdkammerater.

- Vi arbejder på at få alle drengene med til showet, ligesom pengene skal komme alle drengene til gode. Vi ved endnu ikke helt hvordan, men nogen af de ideer der har været oppe at vende, er en fodboldtur til Hamborg eller en hyggetur til Lalandia, forklarer Hasse.

Men det  stopper ikke her. Hvis Mattias skulle blive kåret som Danmarks bedste holdkammerat, venter der ham og holdkammeraterne en idrætsrejse til en værdi af kr .100.000,-.

- Vi tør næsten ikke tænke på, hvad der sker, hvis det bliver Mattias, der ender som den endelige vinder. Men det kunne måske være en tur sydpå for hele holdet i form af en træningslejr eller noget lignende, uddyber Hasse. 

Han bakkes op af Mattias' far:

- Det kunne være fedt med en fodboldtur sydpå for drengene. Det er ikke noget man sådan lige får mulighed for i en klub af Nr. Lyndelse/Søby's størrelse.

Den 10. januar 2015 kan du følge med hjemme fra stuen og se om prisen skal gå til den unge fynske fodbolddreng, når DR's store gallashow Sport 2014 løber over skærmen. Mon ikke kanalvalget falder på DR i Nr. Lyndelse/Søby den aften?

De øvrige nominerede til prisen er Ane Emilie Nielsen fra Viborg Svømmeklub og Mads Olsson fra Jersie Håndboldklub.

Hos DBU krydser vi fingre for Mattias den 10. januar 2015, men allerede nu skal der lyde et stort tillykke herfra med nomineringen. Super godt gået!

Om prisen
DIF og Nordea-fondens Fidusbamse gives til en ung idrætsudøver mellem 12 og 19 år fra en af DIF’s idrætsforeninger, som med sine handlinger og holdninger er en rigtig god holdkammerat. I perioden fra den 1. oktober til den 15. november 2014 havde alle mulighed for at indstille en ung til prisen på www.fidusbamsen.dk

Det er første gang, at prisen uddeles.

Log ind