Større underskud end forventet

Mindre indtægter fra landsholdet og de kommercielle aktiviteter betyder sammen med sportslig succes på kvindesiden og ungdomslandsholdene samt andre poster større underskud end budgetteret for regnskabsåret 2012/13.


Foto:fodboldbilleder.dk


Dansk Boldspil-Unions (DBU’s) bestyrelse har godkendt regnskabet for regnskabsåret 1. november 2012 til 31. oktober 2013.

Regnskabet udviser et underskud på minus 9,9 millioner kroner, hvilket er 5,3 millioner kroner større end det i efteråret 2012 budgetterede underskud på minus 4,6 millioner kroner.

Dette skyldes blandt andet, at indtægterne fra A-landsholdet og de kommercielle aktiviteter blev mindre end forventet i budgettet. A-landsholdet gav et samlet overskud på 8,7 millioner kroner, hvilket dog var cirka 4,1 million kroner mindre end oprindeligt forventet – blandt andet på grund af færre tilskuere til VM-kvalifikationskampene mod Armenien og Malta på hjemmebane. Tilskuertallene er blandt andet meget afhængige af holdets modstandere og placering i kvalifikationsgruppen på de pågældende tidspunkter, og de to parametre var medvirkende til 27.000 færre tilskuere gennem Parkens tælleapparater end forventet ved budgetlægningen.

På den kommercielle side endte regnskabsåret med et resultat på 7,1 millioner kroner mindre end budgetteret som følge af et lavere provenu på sponsorer samt samtidige investeringer i datterselskabet DBU A/S med henblik på at øge fokus på de kommercielle aktiviteter i fremtiden.

Den sportslige succes med kvalifikation til EM-slutrunder på både kvindelandsholdet og pigelandsholdene og for herre-ungdomslandsholdene, hvor U19 nåede frem til den afgørende kvalifikationsrunde til EM tegner rigtigt godt for den sportslige udvikling og for fremtiden, men betyder også på kort sigt flere udgifter. Til sammen har det i det afsluttede regnskab betydet en ekstraudgift på 3,7 millioner kroner mere end budgetteret.

”Det kommer ikke bag på os, at vores kommercielle indtægter er under pres, og vi havde allerede i budgettet forsøgt at tage højde for det. Men påvirkningen blev større end vi havde forventet, hvilket har en naturlig sammenhæng med A-landsholdets resultater. Vi kan se, at vores indtægter også i de kommende år vil være under pres, og vi fortsætter derfor også i budgettet for det kommende år med at tilpasse DBU’s aktiviteter til en ny økonomisk virkelighed,” forklarer kasserer i DBU, Christian Kofoed.

DBU’s budget for 2013/14 udviser et underskud på 3,6 mio.kr.

Se hele årsrapporten her

Log ind