Ingen licens til Skovbakken og B93/HIK/Skjold
Licensappeludvalget har fredag meddelt resultatet af appelbehandlingen til de involverede klubber også i 3F Ligaen og Herreeliteungdom.
IK Skovbakken, BSF og B93/HIK/Skjold fik på Licensudvalgets møde den 2. maj ikke tildelt licens som følge af manglende opfyldelse af licenskravene.
Alle tre klubber valgte efterfølgende at anke afgørelsen. Også KoldingQ, der fik licens under en forudsætning af opfyldelse af en række krav, der ifølge licensreglernes udformning skal opfyldes pr 1. juni 2014, valgte at appellere afgørelsen til Licensappeludvalget.
Licensappeludvalget behandlede på deres møde torsdag de fire sager, og har på den baggrund tildelt BSF licens igen for den kommende sæson i 3F Ligaen.
Derimod stadfæstedes Licensudvalgets beslutning i både IK Skovbakkens og B93/HIK/Skjolds tilfælde, der dermed ikke vil være at finde i 3F Ligaen for den kommende sæson. KoldingQ fik ligeledes ikke medhold i deres anke, men såfremt de opfylder de omtalte administrative licenskrav fra 1. juni 2014 i overensstemmelse med licensudvalgets beslutning, vil klubben fastholde sin licens.
”Vi har vurderet de fire ankesager, og vi fastholder Licensudvalgets beslutning, når det gælder IK Skovbakken og B93/HIK/Skjold, der, trods opfordring hertil, ikke har opfyldt licenskravene inden for de givne frister, ligesom licensudvalget ikke har givet KoldingQ medhold i anken. Derimod har vi valgt at tildele BSF licens med baggrund i deres anke, ” siger Lars Hilliger.
Som konsekvens af ovenstående vil de højst rangerede hold fra 1. division blive rykket op jvf. Kapitel 3.4 i Licensmanualen for Elitedivisionen.
Ingen nye licenser på drengesiden
HB Køge og SønderjyskE fik af Herreeliteungdomsgruppen den 23. april frataget deres A-licens for den kommende sæson og i stedet tildelt en B-licens – en afgørelse begge klubber efterfølgende har valgt at anke til Licensappeludvalget.
Også FC Nordvest, der for 2014/15 fik tildelt en T- valgte at anke fratagelsen af deres B-licens.
Licensappeludvalget har dog i behandlingen af de tre klubbers ankesager vurderet, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at give de tre klubber medhold i deres anke, hvorfor licensappeludvalget stadfæstede afgørelserne fra Herreliteungdomsgruppen af 23. april.
Der er ikke yderligere ankemuligheder for Licensappeludvalgets afgørelser, der således er endelige.