Eksplosiv stigning i uddannede fodboldtrænere

Aldrig før har så mange danske fodboldtrænere en eller anden form for træneruddannelse på cv’et. En meget positiv udvikling for dansk fodbold, lyder det fra DBU.

Flere frivillige trænere tager en træneruddannelse til stor gevinst for dansk fodbold. Foto: Gert Vest.

”Jeg savnede nogle værktøjer til træningen, og var ofte i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Derfor valgte jeg B1”

Sådan lød det fra Robert Husted i forrige weekend, som baggrunden for, hvorfor han havde valgt at tage en træneruddannelse. Et valg som efterhånden et meget stort antal trænere har taget.

Siden 2008 er antallet af danske fodboldtrænere, der tager en træneruddannelse i DBU-regi nemlig eksploderet, og aldrig før har dansk fodbold haft så mange uddannede trænere – fra den frivillige børnetræner til den ambitiøse elitetræner.

Således har flere af træneruddannelserne oplevet en fordobling i antallet af kursister på både C og B-træneruddannelserne. Og det smitter igen af på fødekæden til de højeste træneruddannelser. Ifølge DBU’s træneruddannelseskonsulent, Peter Rudbæk, er den store stigning resultatet af en ihærdig indsats på alle niveauer for at sikre sammenhængskraft og større kvalitet i fodboldtræningen – noget der i høj grad gavner dansk fodbold.

”Vi er i øjeblikket vidne til en fantastisk udvikling, når vi ser på dansk fodbold som helhed.  At se en så stor stigning i antallet af uddannede trænere giver jo ikke kun bedre trænere men også bedre spillere. En bedre og mere kvalificeret træning gavner ganske enkelt på alle niveauer af dansk fodbold – både når det gælder fastholdelse i bredden og talentudvikling i eliten,” lyder det fra Peter Rudbæk, der dog trods de flotte danske tal ikke vil mene, at målet er nået:

”Nej, bestemt ikke. Når vi sammenligner os med andre nationer, er vi rigtig godt med og sammenhængskraften i vores træneruddannelse fremhæves ofte i UEFA som det gode og unikke eksempel. Men vi har stadig en stor gruppe af trænere, der ikke tager en træneruddannelse, som vi gerne vil have fat på. Vi har et enormt potentiale i Danmark, og det skal vi arbejde på at blive endnu bedre til at udnytte. Men vi er nået et godt stykke af vejen.”

DBU’s træneruddannelse blev i 2002 omstruktureret og er systematisk bygget op til at opfylde UEFA’s krav til de forskellige UEFA trænerlicenser.  Der er indlagt en naturlig udvikling i de forskellige trænertrin. Højeste uddannelse er PRO-træner, som giver licens til både nationale og internationale trænerjobs på højeste niveau. Derudover har vi i Danmark også oprettet en T-træneruddannelse, der er målrettet nuværende og tidligere elitespillere.

Læs meget mere om de forskellige træneruddannelser her


FAKTA:

Den strukturerede træneruddannelse blev indført i 2002. Dermed er tal tidligere end denne periode IKKE inkluderet. 

C-uddannelsen  C-Licensen (børnetræner) blev indført i 2013 og består af en række kurser på græsrods-niveau. I første halvdel af 2014 har flere kursister deltaget på et C-trænerkursus end i hele 2013. Tallene for efteråret 2014 foreligger endnu ikke, men forventes at have samme størrelse som foråret 2014. 60 timers kurser giver en C-licens.

2013 – 4471 deltagere
2014 (forår) = 4645 deltagere
 
B1-uddannelsen

B1-udannelsen (basis) blev ændret i 2002, og mens der frem til og med 2007 var 4147 kursister igennem uddannelsen, blev det tal tæt på fordoblet i perioden 2008 – 2014, hvor 7968 kursister var igennem – altså godt en fordobling. I alt 12017 kursister har nu været på en B1, der er et krav til at fortsætte på B2.

2002 – 2007 = 4049 deltagere
2008 – 2014 = 7968 deltagere

B2-uddannelse

B2 har som en naturlig konsekvens af flere B1 kursister også oplevet en fordobling. I alt 2866 kursister har været på en B2-uddannelse.

2002 – 2007 = 871 deltagere
2008 – 2014 = 2015 deltagere

T-uddannelse
T-træneruddannelsen startede i 2003 og har i alt haft 521 tidligere og nuværende spillere igennem uddannelsen. Uddannelsen giver ligesom B2 træner en B-licens efter bestået eksamen.
A/PRO-uddannelse


I alt 581 er nu tilmeldt eller indehaver af A-licensen - andenhøjeste trænerlicens i UEFA regi. En udvikling, der har betydet at DBU i de senere år har måttet oprette ekstra hold.
På PRO – uddannelsen har i alt 114 toptrænere været igennem den højeste træneruddannelse i DBU og UEFA-regi.

 


Log ind