'Dommerne skal kunne klare kritik'

De danske fodbolddommere har i den seneste tid skulle forholde sig til en mediestorm, men hvordan forholder DBU sig til de mange overskrifter om fodbolddommerne? Vi har bedt formanden for DBU’s Dommergruppe forholde sig til den seneste tids kritik.



Danmarks højst rangeret fodbolddommer, Kenn Hansen, er en af de dommere der ofte skal stå til regnskab for kendelser i kampe på både nationalt og internationalt plan. Foto: www.fodboldbilleder.dk


De har trukket masser af overskrifter i den seneste tid – både i medierne og på de sociale platforme.

De danske fodbolddommere har i den grad i den seneste tid skulle forholde sig til en mediestorm og ikke mindst kritik fra både træenere, spillere og medier. Men hvordan forholder DBU sig til de mange overskrifter?

Vi har talt med Jens Jørgen Møller Nielsen, der er formand for DBU’s Dommergruppe om netop kritikken og hvad DBU gør for at imødekomme den.

Hvad betyder den seneste tids kritik af dommerne for DBU?
”Jeg er ikke i tvivl om, at den hårdeste kritiker efter hver eneste fodboldkamp er fodbolddommeren selv – kritikken fra omgivelserne er en naturlig del af det at være dommer på højeste niveau. Det er vores topdommere fuldstændigt klædt på til og det skal de kunne klare. Men når det er sagt ærgrer det dem jo også de gange, hvor der opstår fejlkendelser under kampen. De er lige som spillerne topprofessionelle atleter, der arbejder fokuseret på at sikre bedst mulige afvikling af kampen ud fra Fodboldloven.

Hvordan sikrer I så at dommerne lærer af eventuelle fejlkendelser?
I DBU har vi dommerudviklere til stede ved hver eneste kamp i Superligaen. De evaluerer i samarbejde med dommeren den enkelte kamp, for at dommerne hele tiden kan udvikle sig. Vi arbejder desuden rigtig meget med videoklip for at diskutere udvalgte situationer og dermed lære af de fejl, der kan forekomme, så vi undgår dem i fremtiden. Der er heller ingen tvivl om, at det stigende antal kamerapositioner, har betydet et langt større fokus på dommeren, og det er vi meget bevidste om.

Hvad gør DBU for at sikre, at dommerne er godt nok klædt på til kampe på topniveau?
Vi arbejder hele tiden for at sikre de optimale forhold for vores dommere. Det gælder både i forhold til uddannelse, fysik og individuel udvikling. Dommerne er selv med til at fastlægge, hvad vi skal arbejde med og arbejder sammen med DBU’s Dommergruppe og Elitedommergruppe med at sikre en fortsat høj kvalitet af fodbolddommere i Danmark, der også kan gøre sig på højeste internationale plan. Derudover har vi også en meget struktureret talentudvikling, der sikrer at fødekæden også er på plads.

Hvorfor har vi ikke professionelle dommere som i mange andre lande?
Diskussionen om professionelle dommere har vi selvfølgelig også i Danmark. Det er bare ikke så enkelt endda, og der er mange ting, der skal overvejes – herunder også økonomien i det. Vi arbejder dog i øjeblikket med at få igangsat en forsøgsordning med to halvtidsansættelser - dette forslag er i øjeblikket i behandling og vil højst sandsynligt være en del af den honorarforhandling, Divisionsforeningen har med elitedommerne i foråret.

Er de danske fodbolddommere blevet for nærtagende?
Nej, det synes jeg bestemt ikke. Min fornemmelse er, at dommerne kamp efter kamp stiller op til interviews – også når det gælder de kritiske spørgsmål. Og hvis vi nu bare tager den helt aktuelle twittersag, handler det jo heller ikke om, at træneren kritiserer en dommerkendelse på Twitter. det handler om, at han antyder, at dommeren tager parti og dermed bringer tvivl om dommerens habilitet. Her er det i øvrigt også vigtigt at huske, at Fodboldens Disciplinærinstans jo er en selvstændig instans med repræsentanter OGSÅ fra klubberne. Deres opgave er at beskytte spillet, herunder også spillere og dommere. 

Log ind