EM-opvarmning mod Tjekkiet og Italien

Det danske U21-landshold begynder forberedelsen til EM allerede i november med landskampe mod de to andre EM-deltagere, Tjekkiet og Italien



Danmark er klar til EM i Tjekkiet i 2015 efter to play off-kampe mod Island. Inden da er det dog lykkedes DBU at fastsætte to landskampe allerede i november mod Tjekkiet og Italien. Foto: www.fodboldbilleder.dk.


Det danske U21-landshold kvalificerede sig tidligere på måneden til EM i Tjekkiet i juni måned, og allerede nu går forberedelserne til slutrunden i gang.

De to første modstandere bliver Tjekkiet og Italien, som også begge er kvalificeret til EM. Derfor får U21-landsholdet for alvor afprøvet EM-niveauet i næste måned.

”Jeg er meget tilfreds med kampene mod Tjekkiet og Italien. Vi kommer til at møde to stærke modstandere, der begge er med til EM, hvilket både vidner om kvalitet, og at vi bliver testet på allerhøjeste niveau,” siger landstræner Jess Thorup og fortsætter:

”Nogen vil mene, at det ikke er hensigtsmæssigt, at vi møder to af de hold, vi kan risikere at møde til EM. Det er jeg nu ikke så nervøs for. Vi kender endnu ikke lodtrækningen, men hvis vi kommer i pulje med Tjekkiet eller Italien, kan vi bruge kampene til at øve nogle andre ting.” Landstræneren udtager truppen til de to kommende testkampe på et pressemøde den 4. november kl. 13. 

Den første kamp er mod Tjekkiet. Opgøret spilles på Bohemians Prags hjemmebane Ďolíček i Prag fredag den 14. november kl. 17:00. Dermed får den danske delegation også testet de tjekkiske forhold inden EM-slutrunden afvikles til juni.

Efter kampen i Prag går turen videre til det sydlige Italien hvor den anden EM-modstander, Italien, venter tirsdag den 18. november. Spillestedet er endnu ikke endeligt bekræftet fra italiensk side.  

U21-landsholdet samles tirsdag den 11. november om aftenen, og flyver til Prag onsdag morgen. Her har holdet 2 træningspas inden kampen. Den 15. november flyver holdet derefter videre til Italien, hvor de sidste forberedelser inden kampen mod Italien finder sted.

Hvem Danmark skal møde til EM-slutrunden, trækkes der lod om i Prag den 6. november. De otte hold inddeles i to puljer, hvoraf den ene afvikles i Prag, mens dens anden afvikles i Olomouc. Udover Danmark, Italien og Tjekkiet har også Sverige, Serbien, Portugal, Tyskland og England kvalificeret sig til slutrunden, som løber fra den 17.-30 juni.

Du kan følge U21-landsholdet på Facebook

Se U21-landsholdets program her

Log ind