Fodboldformænd drøfter fælles fremtid
DBU’s lokalunioner har de sidste to året drevet lokale formandsklubber med fokus på netværk og ledelse. I den kommende weekend mødes alle deltagere til fællesmøde i København.
Christine Antorini er blandt oplægsholderne til formandsklubbens fællesmodul i København.
Over hele landet har klubformænd i de danske fodboldklubber haft mulighed for at styrke deres faglige netværk gennem deltagelse i lokale formandsklubber. Formålet har været at inspirere, motivere og styrke de danske fodboldformænd, der har en af de vigtigste roller i det frivillige foreningsliv. Udover at fungere som et netværksforum har formandsklubberne bl.a. fokuseret på områder som kommunikation, frivillighed og HR-strategi.
Efter 7 moduller er det tid til at afslutte forløbet i dets nuværende form. Det sker i København, hvor alle 10 LU-formandsklubber samles til et stort fællesarrangement. Fodboldens udfordringer i storbyen og EM 2020 værtsskabet er blandt temaerne når Undervisningsminister Christine Antorini, Københavns Overborgmester Frank Jensen, samt Københavns Kultur og Fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen, taler lørdag eftermiddag i Cirkusbygningen. Efter de politiske indslag er frivillighed og ungdomsfodbold på dagsordenen når Udviklingschef Morten Mølholm fra DIF og leder af Center for Ungdomsstudier, Søren Østergaard, holder oplæg. Det personlige og strategiske netværk fortæller Konsulent, Jon Motorola Hansen, fra DIF om mens Signe Lopdrup , der er Vicedirektør for Roskilde Festivalen, deler erfaringer omkring frivillighed.
Søndag skal formændene på en rejse gennem DBU’s 125 års historie ved Frits Ahlstrøm inden DBU’s Formand, Jesper Møller, og Administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, går i dialog med klubberne. Først med oplæg og siden med 2 timers speed dating, hvor klubformændene får mulighed for at stille spørgsmål direkte til DBU’s ledelse.
Weekendens arrangement åbnes af DBU Københavns formand, Henrik Ravnild, der som formand for FLU ser frem til at være vært for en fantastisk weekend med masser af input og debat:
-Vi ser frem til et godt arrangement, hvor vi får samlet alle formænd til en spændende debat om dansk fodbolds fremtid. Formandsklubberne har været en stor succes i hele landet, da de er med til at dygtiggøre klublederne og bringe dem tættere på lokalunionerne. Derudover er fællesmødet en god mulighed for at netværk på tværs af geografi, og få forståelse for lokale udfordringer, siger Henrik Ravnild.
Du kan se programmet for formandsklubbens fællesmodul nedenfor.
Lørdag den 25.10.2014
13.00: Velkommen v/ DBU Københavns bestyrelsesformand, Henrik Ravnild.
13.10: Velkommen til København – EM kampe i 2020 v/ Overborgmester, Frank Jensen.
13.30: Fodbolden og dens udfordringer i stor byen v/ Kultur og Fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen.
14.00: Fastholdelse i ungdomsfodbold v/ Søren Østergaard.
14.30: Skolereformen v/Undervisningsminister, Christine Antorini.
15.30: DIF rapport, Fodbold i Danmark v/Morten Mølholm, Udviklingschef i DIF.
16.00: Få styr på de frivillige v/ Vicedirektør for Roskilde Festivalen, Signe Lopdrup.
16.30: Dit stratetiske netværk v/ Jon Motorola Hansen, Konsulent i DIF.
18.30: Wallmans Dinnershow i Cirkusbygningen.
Søndag den 26/10
9.00: DBU gennem 125 år v/ Frits Ahlstrøm.
10.00: Oplæg ved DBU’s Formand, Jesper Møller.
10.30: Oplæg ved DBU’s Administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer.
11.00: Speeddating med Jesper Møller og Claus Bretton-Meyer.
13.00: Tak for denne gang.