Stolthed over at opnå 50 landskampe

Det er en vildt fed fornemmelse at få lov til at være med på landsholdet igennem så lang tid, for landsholdet er noget helt specielt. Nogle af de største oplevelser, jeg har haft med fodbold, det har været med landsholdet – også selvom vi måske ikke har klaret os fantastisk til de slutrunder, jeg har været med til. Men det har alligevel været nogle af de skelsættende ting for mig og noget af det, der står klarest, når jeg kigger tilbage. Det udenlandske fodboldliv kan være meget flygtigt, og det kan nogle gange føles som om, at man er en individuel sportsmand. Men på landsholdet spiller du måske sammen med de samme spillere igennem 10 år, og det er på en eller anden måde ens hjerteklub, når man spiller i udlandet og måske ofte skifter klub. Da jeg skiftede fra FCK, begyndte landsholdet i hvert fald at have den plads i mit hjerte. Det samler alle os, der en gang har spillet i FCK, Brøndby og AaB, og som har spillet mod hinanden, men lige pludselig spiller man sammen på et hold, og det skaber et fedt sammenhold.

Jeg arbejder ikke længere så meget med konkrete mål. Lige nu er mit projekt at finde fodboldglæden i udlandet. Jeg synes, jeg har den på landsholdet, men målet lige nu er at finde fodboldglæden i udlandet sådan fuldstændigt. Det er spændende, sjovt og udfordrende at spille i udlandet, men der er også nogle ting, jeg håber på at finde mere af, og det er blandt andet noget af det, som landsholdet giver; noget sammenhold og det at arbejde for en større sag og for noget, der er mere end bare ens individuelle karriere.

Både ja og nej. Jeg var godt forberedt og topklar til at komme til udlandet, og det gik også godt i starten. Og det er bestemt ikke fordi, jeg ikke kan lide det, men det er noget andet. Det er en stor udfordring, og jeg kan godt forstå, at nogen måske ikke klarer springet, for det kan være en hård prøve. Jeg kan nok stadig tage ved lære af tiden i Stuttgart – det tror jeg faktisk ikke, at jeg er færdig med at lære af. Det med at skyde helt i vejret i starten for så til sidst at være så træt af det dernede, at jeg ikke kunne præstere, det var hårdt, for vi taler om drømme, og det er ikke sjovt at se sine drømme blive kvast.

Jeg har altid spillet fodbold, og jeg elsker at spille fodbold! Det er en fed sportsgren, og der er ingen tvivl om, at jeg er et konkurrencemenneske. Jeg ser også fodbolden som et sted, hvor du virkelig kan udvikle dig. Det kræver vedholdenhed og fokus, og det er enormt gode egenskaber at lære. Jeg er blevet mere bevidst om, at det, jeg elsker ved fodbolden, det er den gode holdpræstation; at mærke når tingene fungerer på et hold. Før i tiden, da jeg var yngre, var jeg måske meget fokuseret på mit eget spil, og det er jeg selvfølgelig stadig, men nu nyder jeg virkelig en god holdpræstation og at kunne sige ‘Yes mand, det lykkedes!’ Og det er nok også noget af det, jeg leder efter i udlandet. Det med at mærke en ‘connection’ på en anden måde, og at vi vil kæmpe endnu mere for hinanden.

Den største udfordring for mig har været og er nok stadig, at jeg kan få en frygt for at fejle, en frygt for ikke at kunne præstere og en frygt for ikke at være god nok. Jeg har hørt fra folk i andre brancher, at de stadig hver dag kan tvivle på, om de er gode nok, og samtidig er det dét, der gør dem gode, og det kan jeg godt relatere lidt til; at tvivlen også holder dig oppe på et vist niveau.

Det bedste for mig er at få det kick, det giver at stå og synge nationalmelodien uden musik inde i Parken, hvor jeg kan mærke, at folk er lige så spændte, som vi er, og at de glæder sig lige så meget til kampen, som vi gør. Dét, at vi kæmper mod de andre, og at det er Danmark. Det er noget mere end en kamp mellem Stuttgart og Freiburg. Der er mere på spil. Den følelse kommer altid, og det er fantastisk. I et arbejde hvor vi spiller så mange kampe, som vi gør på et år, er det bare ikke så tit, at den dér helt glødende fornemmelse kommer på den måde, og derfor er det altid meget specielt for mig. Nu spillede jeg ikke et eneste minut under VM i Sydafrika, men det var også en fantastisk oplevelse at være en del af. Det gav mig en vished om, at jeg ville mere og kunne mere, og derefter gik det også den rigtige vej for mig. Så på en eller anden måde var det en form for startskuddet til noget mere.

Læs andre interviews og historier i DBU's Landskampsmagasin