Få overblik over den danske VM-chance
Det danske kvindelandshold har stadig en chance for at nå VM-play off. Herunder et overblik over regnestykket for Danmark, hvis VM-skæbne afgøres onsdag. Kamptidspunktet flyttet af UEFA til kl. 18.00
Forhåbentlig bliver der masser af juble over, når den danske VM-skæbne afgøres onsdag. Der skal dog både en dansk sejr og masser af held til, før en VM-play off er en realitet. Foto: www.fodboldbilleder.dk
De var reelt dømt ude af kampen om en VM-billet, men resultaterne i VM-kvalifikationens andre grupper er indtil videre gået Danmarks vej, og derfor har de danske fodboldpiger stadig en teoretisk mulighed for at komme med til VM.
Godt nok på yderste mandat, da Holland reelt tog den tredje ud af fire play off pladser med deres sejr over portugiserne lørdag. Det betyder, at kampen for Danmarks vedkommende nu står mellem Danmark, Finland, Wales og Ukraine.
Det er en placering blandt de fire bedste to’ere, der giver adgang til at spille play off-kampe om en enkelt VM-billet.
Det danske VM-regnestykke
Følgende resultater skal gøre sig gældende for at Danmark kan sikre sig en VM-play off plads:
1) Danmark slår Israel og ender med de nødvendige 21 point, der sikrer gruppens andenplads.
2) Finland taber til Frankrig, der allerede er kvalificeret. De to hold mødtes også i lørdags, hvor Finland tabte med 2-0. Finland ender dermed på 21 point som Danmark men med en dårligere målscore.
3) Ukraine og Wales spiller uafgjort i Lviv. Dermed får Danmark flere point end både Wales og Ukraine, der begge kæmper om at komme med i play off. De to hold spillede uafgjort 1-1 sidst de mødtes i april.
4) Rusland taber eller spiller uafgjort ude mod Kroatien. Rusland vandt 1-0 sidst, de to nationer mødtes i april.
”Vi tror selvfølgelig på det stadigvæk, men indrømmet, vi skal også være heldige, hvis alle tre resultater fra de andre grupper skal gå hjem. Vi skal først og fremmest kigge på vores egen kamp mod Israel og få sluttet rigtig godt af med en sejr!,” lyder det fra den danske landstræner, der understreger:
”Israel bliver ikke nogen nem modstander, og vi skal ikke forvente en så ensidig kamp som mod Malta. Israel vil gerne spille fodbold, og derfor vil jeg også kræve fuld koncentration fra spillerne fra start til slut. Tænk nu hvis resultaterne i de andre grupper faktisk flaskede sig, så ville det godt nok være ærgerligt, hvis vi ikke havde givet vores absolut bedste,” siger Nils Nielsen.
BEMÆRK! Kamptidspunkt rykket af UEFA til kl. 18.00
Alle kampe, der kan få indflydelse på hinandens resultater vil blive spillet samtidigt, og derfor har UEFA netop meddelt at de rykker den danske kamp til kl. 18.00. Dermed afgøres den danske VM-skæbne allerede onsdag aften. Du kan se Danmark - Israel på TV3 Sport 1, eller live på Vejle Stadion.
Der vil være opvarmning til den afgørende landskamp foran stadion, hvor DBU's fanzone er stillet op. Se hvor og hvordan du køber billetter.