Flere spiller fodbold uden kamp
Fleksibel fodbold spreder sig i de danske fodboldklubber og mere end 230 klubber har i dag hold, som ikke deltager i den traditionelle turneringsstruktur. De nye fodboldspillere er alt fra bedstemødre til hjertepatienter.
Træn, grin og bliv sund, men drop de ugentlige kampe og konkurrence. Det er tanken bag den fleksible fodbold, som får helt nye fodboldspillere på banen og som blomstrer i flere fodboldklubber landet rundt.
Én af klubberne er Aabenraa Boldklub, som i denne weekend åbnede banerne for alle interesserede seniorer. Det tilbud havde både fodboldjomfruer og tidligere fodboldspillere taget til sig.
- Det er godt at bevæge sig sammen med andre. Det giver god motivation, glæde og livskvalitet og fedt at se, at der er nogle der kan komme tilbage efter en blodprop, fortæller Dorthe Snitgaard, som var mødt op på dagen efter at have hørt om arrangementet gennem en veninde.
Fodbold Fitness i Aabenraa er startede lørdag som et samarbejde nyt unikt samarbejde mellem fodboldklubben, Aabenraa Kommune, Hjerteforeningen, Nordea-fonden og DBU.
- Den slags samarbejde mellem klub, kommune og andre interessenter ser vi flere af rundt i hele landet. Klubberne får flere medlemmer, kommunen kan bruge fodbold som et sundt tilbud til borgerne og vi kan med samarbejdspartnere komme ud til helt nye målgrupper i fodboldfamilien. Fodbold begrænser sig ikke til dem, som ønsker at spille turnering hver weekend, fortæller projektleder Kenneth Grønlund-Rasmussen, DBU.
Fodbold er alternativ til vandgymnastik
Hos Aabenraa Kommune anser de den fleksible fodboldform som et vigtigt tiltag i forhold til borgernes sundhed både præventivt og efter et behandlingsforløb.
- Normalt tilbyder vi vandgymnastik eller pilates efter et behandlingsforløb, og her kan jeg afsløre, at vi har haft lidt udfordringer med at få lokket de voksne mænd med. Her er fodbold et rigtig godt alternativ, fortæller Søren Schmidt Josefsen, Projektleder Aabenraa i Bevægelse, Aabenraa Kommune.
Med et gennemsnit på 15 spillere pr. hold tegner de 230 Fodbold Fitness-klubber sig for omkring 3.500 friske spillere.
Fodbold Fitness og Motionsfodbold for mænd henvender sig til alle som har lyst til at røre sig og have det sjovt og kun fantasien sætter grænser for, hvordan det organiseres i klubben. I Frederikssund IF har de eksempelvis lavet en aftale med det lokale aktivitetscenter om, at kvinderne + 60 år kan træne fodbold i klubben gratis mod at de deltager som frivillige til diverse klubaktiviteter.
Læs mere om projektet i Frederikssund: Bedstemor med bold i
Se mere om Fodbold Fitness i Aabenraa Boldklub.
Find en klub nær dig med Fodbold Fitness eller Motionsfodbold for mænd.
Fodbold Fitness og Motionsfodbold for mænd er støttet af Nordea-fonden.
Ønsker du at få Fodbold Fitness til din klub? Tag fat i én af vores dygtige konsulenter. Kontakt en konsulent.
Video: Hvad er Fodbold Fitness?
Læs mere om fodboldens betydning for hjertesundhed på Hjerteforeningens hjemmeside.