Mads-Kristoffer Kristoffersen til U17 EM

Mads-Kristoffer Kristoffersen er blevet udpeget af UEFA til at være en af dommerne ved sommerens U17 EM-slutrunde.


Foto: fodboldbilleder.dk



Selvom det danske U17-landshold ikke kvalificere sig til årets U17 EM-slutrunde, bliver der alligevel dansk islæt i den 16 nationers store EM-turnering. 

FIFA-dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen er nemlig blevet udpeget af UEFA til at være en af de ni dommere ved den forestående slutrunde, som afvikles i Bulgarien fra den 6.-22. maj.

”Det var en kæmpe overraskelse at blive udtaget – den havde jeg ikke lige set komme i sidste uge, så jeg er naturligvis glad, stolt og beæret over udtagelsen. Jeg betragter udtagelsen som et skulderklap” siger Mads-Kristoffer Kristoffersen og tilføjer:

”U17-slutrunden er ligeledes et meget vigtigt skridt på vejen, for at se om jeg har et potentiale til at avancere mig yderligere internationalt. Gør jeg det godt til slutrunden, er mine muligheder for yderligere internationalt avacement en anelse større, end de var før udtagelsen. Mange af de dommere som dømmer i UEFA’s højeste række, har også været afsted til diverse U17-U19 og U21 slutrunder”.

Selvom slutrunden først starter 6. maj, skal Mads-Kristoffer Kristoffersen allerede afsted den 2. maj. Dagene inden slutrunden går med målinger, samlinger, møder, DVD-klips og træningssessioner, således at Mads-Krisoffer og de andre dommere er toptunet til at fløjte turneringen i gang. 

” Jeg forventer en masse spændende, intense, vel- og fair spillede kampe. Om tre-fire år vil nogle af spillerne fra turneringen måske få debut på de respektive A-landshold, så der er fokus på de unge spillere. Rent personligt håber jeg at efterlade et godt indtryk dernede. Ligesom for spillerne, kan denne turnering for mig være første skridt på vejen mod nye mål”.

Hvor mange kampe Mads-Kristoffer Kristoffersen får under slutrunden afhænger af præstationerne i de indledende kampe, men skulle den danske dommer nå hele vejen til finalen, så er returbilletten først 23. maj.

Mads-Kristoffer Kristoffersen er 31 år gammel og debuterede i Superligaen i 2011, hvor det indtil nu er blevet til 64 kampe. Han blev i december 2012 udnævnt til FIFA-dommer og er nu indrangeret i UEFAs kategori 3. 

Log ind