Sejt at få vores eget fodboldhold

I Hvidovre IF gav man to gymnasiepiger ansvaret for U7-pigerne. Nu – et år efter – er Mille Schøpzinsky og Zarah Henriksen DBU C-licenstrænere og har fået firedoblet antallet af piger på holdet.


Mille Schøpzinsky og Zarah Henriksen fik deres eget hold i Hvidovre IF. Nu har de taget DBU C-træneruddannelse. Foto: Martin Ladegaard-Mortensen

De fleste klubledere kender til udfordringen med at få trænere. Og piger som trænere er især et sjældent syn. Derfor var det lidt af en overraskelse, da der i efteråret 2013 dukkede en mail op hos Hvidovre IF, hvor de to gymnasiepiger Mille Schøpzinsky og Zarah Henriksen spurgte, om de kunne blive trænere i klubben.

- Vi troede, det ville være svært at få sit eget hold, så vi var helt vildt glade, da vi fik besked om, at vi kunne træne U7-pigerne, fortæller Zarah Henriksen.

Kort før julen 2013 blev pigerne udstyret med træneraftale, tøjpakke og hjælp fra U8-pigetræneren Bo Nielsen i den første tid. Da forårssæsonen begyndte, var Mille og Zarah klar til at tage opgaven på egen hånd.

- Det har virkelig været sjovt. Bare det at se, hvor glade pigerne er for at komme til fodboldtræning, og at vi faktisk betyder noget for dem, er vildt dejligt. Men det kræver også tid. Det duer ikke bare at møde op fem minutter før træning og så prøve at finde ud af, hvad man så skal lave den dag, siger Zarah Henriksen.

Mille og Zarah har hentet meget inspiration fra DBU’s materialer og øvelsesbanken, men fandt også ud af, at de havde behov for mere viden. Derfor tog de imod tilbuddet gennem klubben, da DBU København i foråret 2014 udbød et helt C-licensforløb over tre weekender.

- Det var virkelig godt. Vi er blevet meget dygtigere som trænere. Det var nogle super dygtige undervisere, vi havde. Vi fik en basis forståelse for, hvordan man træner børn i forskellige aldre. Vi fik inspiration til en masse nye øvelser, og vi fik gode ideer til, hvordan vi skal bygge vores træning op med stationer, fortæller Mille.

I december tog Zarah Henriksen og Mille Schøpzinsky begge onlinetesten som afslutning på C-kurserne og kan nu kalde sig DBU C-licenstrænere.

- Vi er virkelig glade for at have Mille og Zarah som trænere, og det har været en fornøjelse, at de har holdt fast i interessen og har villet bruge 60 timer på træneruddannelse. Vi ved jo godt, at piger i den alder har meget at se til med skole- og fritidsarbejde, fester, veninder og meget andet. Vi kan jo heller ikke hamle op med, hvad de kan tjene på et fritidsjob, så vi håber at holde på dem ved at tilbyde gode oplevelser og personlig udvikling, siger afdelingsleder for pige-/dameafdelingen Bo Larsen Vangsgaard.

De yngste piger i Hvidovre IF håber nok det samme. I hvert fald har Mille og Zarah firedoblet antallet af spillere fra de fem, som de havde for et år siden, til nu 20.

Sådan får du fat i de unge trænere:

-Spørg dem - de kommer sjældent af sig selv.
-Giv dem en trænermentor, indtil de er trygge ved opgaven.
-Få en forælder eller en leder i klubben til at være holdleder.
-Tilbyd dem uddannelse – f.eks. DBU C-licens uddannelsen.
-Fortæl om fordelene – lederkompetencer, bedre CV, personlig udvikling.
-Lad dem prøve sig selv af som stationstrænere, på DBU Fodboldskole og DBU Pigeraketten m.v.
-Tilbyd fleksible muligheder, hvis de ikke kan forpligte sig som faste trænere.
-Hav forståelse for, at andre ting også fylder i de unges liv.


Ovenstående artikel er et uddrag fra en artikel, der har været bragt i Københavnsk Fodbold. 

Skrevet af: Allan Pedersen

Log ind