U18: Det sluttede, som det startede
Der var ingen mål, men masser af hård fight, da U18-landsholdet torsdag spillede 0-0 med Rumænien. Danskerne var bedst igennem det meste af kampen og kunne med lidt større skarphed sagtens have fået revanche fra nederlaget i den første kamp.
Torsdag skulle U18-landsholdet forsøge at revanchere tirsdagens 2-1 nederlag, da Rumænien igen var modstanderen på det store Dan Paltinisanu Stadium i Timisoara. Ligesom tirsdagens opgør, så var kampen meget lige og de to hold gav ikke mange chancer væk i et intenst og til tider hårdt spillet opgør.
Danskerne kom rigtig godt fra start, og indenfor de første 20 minutter havde Danmark tre nærgående forsøg! Først opsnappede Mads Thychosen en dårlig tilbagelægning fra en rumænsk forsvarer og var alene med målmanden. Desværre var hans afslutning ikke skarp nok til passere Rumæniens målmand. Derefter havde Emre Mor et flot frispark, som igen blev blev reddet. Og til sidst var det så vestre back Benjamin Lund, som måtte se sin afslutning fra venstre side i feltet stryge lige i hænderne på rumænernes målmand.
De tre chancer kan ses på DBU’s Facebookside for ungdomslandsholdene.
Den resterende del af 1. halvleg var også på danskernes præmisser, men stille og roligt fik Rumænien defensiven på plads, og så udeblev de store danske chancer frem til pausen.
I pausen var der positive toner i det danske omklædningsrum, men fra 2. halvlegs start var Rumænien pludselig toneangivende og danskerne leverede den ene dårlige beslutning efter den anden! Den dårlige periode varede ca. 15 minutter inden, at de danske drenge igen fik styr på tingene. I denne periode havde Rumænien et par fine muligheder, men debuterende U18 målmand Victor Anker holdt buret rent!
Efter den dårlige periode var det igen danskerne som styrede spillet, og Rumænien var presset langt tilbage på banen. I resten af halvlegen var der ad flere omgange optræk til store danske chancer! Især kom Danmark til mange farlige indlæg, men den sidste timing og kvalitet i afslutningsspillet manglede desværre, og derfor endte det hele præcis som det startede, 0-0!
U18-landstræner Henrik Clausen var efter kampen tilfreds med spillet, men var samtidig ærgerlig over, at det ikke lykkedes at hive sejren hjem!
”Vi gik efter at revanchere nederlaget i kamp 1. Jeg mener, vi har overtaget i hele 1.halvleg – men udnyttelsen af vore chancer er et punkt, vi generelt skal arbejde med. Efter pausen er der 15 minutter, der er præget af vildt dårlige beslutninger, tekniske fejl og manglende bevægelse, som gør det svært for os. Vi kommer dog ud af denne dårlige periode og får spillet op på den rigtige banehalvdel igen. Vi mangler kvalitet til at score, men kan tage herfra med en vis tilfredshed.”
Næste opgave for U18-landsholdet er i maj, når holdet drager til Minsk i Hviderusland for at spille to venskabskampe den 12. og 14. maj.
Kamprapport | ||
Hold | U18-landsholdet | |
Kamp | Rumænien - Danmark | |
Tid | 9. april 2015 kl. 17:00 | |
Sted | Dan Paltinisanu Stadium, Timisoara | |
Status | Venskabskamp | |
Resultat | 0-0 (0-0) | |
Tilskuere | 214 | |
Dommer | Denis Haidiner | |
Linjedommere | Christian Petrean og Alin Saraol | |
4. dommer | Alexandru Bâlan | |
Startopstillingen | ||
Nr. | Spiller | Klub |
16 | Viktor Anker (målmand) | Brøndby IF |
3 | Nicklas Halse (anfører) | Brøndby IF |
4 | Benjamin Lund | FC Nordsjælland |
6 | Victor Guldbrandsen | Ipswich Town |
7 | Emre Mor | FC Nordsjælland |
11 | Mads D. Thychosen | FC Midtjylland |
13 | Andreas Heimer | B.93 |
14 | Jonas Hansen | OB |
15 | Casper Bruun | Vejle BK |
17 | Rasmus N. Kristensen | FC Midtjylland |
18 | Kristian Weber | OB |
Kampforløb | ||
Min | Status | Spiller |
19 | Gult kort | Bruno Vasiu |
19 | Gult kort | Emre Mor |
44 | Gult kort | Rasmus N. Kristensen |
55 | Gult kort | Mads Thychosen |
84 | Gult kort | Alin Dudea |
Ind- og udskiftninger | ||
Min | Ind | Ud |
46 | 12. Viktor Tranberg, FC Nordsjælland | Casper Bruun |
46 | 2. Alexander Munksgaard, FC Midtjylland | Kristian Weber |
58 | 8. Mathias Kristensen, Esbjerg fB | Victor Guldbrandsen |
58 | 10. Daniel Stückler, Brøndby IF | Jonas Hansen |
73 | 9. Justin Shaibu, HB Køge | Mads Thychosen |
Ikke benyttet | ||
1 | Thomas Gall (målmand) | FC Nordsjælland |
5 | Frederik Bay | FC København |