U19: Hævnens time er kommet!

I aften kl. 18.00 spiller det danske U19 kvindelandshold den tredje og afgørende EM-kvalifikationskamp mod Holland. Danskerne vil med en sejr kvalificere sig til EM-slutrunden i Israel til sommer.


De danske piger er klar til at give alt for at få revanche mod Holland. Foto: Mirko Kappes, footograph.de


De danske U19 piger har nu været samlet i 10 dage i forbindelse med EM-kvalifikationsrunden, som afvikles i Holland. Holdet har hidtil gjort rent bord med sejre over henholdsvis Slovakiet og Tjekkiet. I aften gælder det så den afgørende kamp mod Holland, som ligeledes har vundet deres to kampe.

For to år siden mødte de to hold også hinanden i eliterounden om kvalifikationtil U17 EM. Her frarøvede Holland de danske piger EM-pladsen med en overtidsscoring, som gjorde at Belgien i stedet gik videre, så der er ingen tvivl om, at de danske piger er 100% klar til at tage revanche.

Sjov, spændende og svær kamp

Det samme er den danske landstræner, Søren Randa-Boldt, som forudser en sjov, spændende og svær kamp. ”Det er kampe, som denne vi som trænere og spillere lever for. Hvor der masser på spil og hvor det kan gå begge veje. Det bliver sjovt og spændende, men uden tvivl også svært.”

Han forventer samtidig, at meget bliver afgjort af den mentale parathed. ”I dag tror jeg, at alt afgøres af, hvem der er bedst mentalt - hvem der vil det mest og som rammer det helt rigtige spændingsniveau. Og jeg tror meget på, at disse piger kan ramme det niveau,” slutter landstræneren.

Om det lykkes kan følges i aften kl. 18.00 på Kvindernes Fodboldlandsholds Facebookside, hvor kampen kan følges som live update.
Idet de danske piger har dårligere målscorer end Holland, så skal danskerne bruge en sejr, mens Holland kvalificerer sig til EM ved uafgjort.

 Følg kampen fra kl. 18.00 her!

Log ind