U19 klar til puljefinale
På trods af stort overtal i både spil og chancer, så blev det alligevel unødvendig spændende, da U19 landsholdet mandag aften mødte Tjekkiet. Fødselar Signe Bruun scorede sejrsmålet til 2-1 i det 83. minut.
Rikke Sevecke jubler efter scoringen til 1-0. Foto: Mirko Kappes, footograph.de
De danske U19 kvinder skulle mandag aften bruge en sejr i EM-kvalifikationsrunden, hvor modstanderen var Tjekkiet. Kampen blev afviklet på en svær bane og det bar spillet desværre præg af. Dette på trods, så var det en første halvleg, hvor de danske piger sad tungt på både spil og chancer.
Kampens første mål skulle dog findes efter et hjørnespark, hvor bolden sparkes ind i et menneskefyldt felt og efter lidt ping-pong, så ender bolden for foden af Rikke Sevecke, som bringer danskerne foran 1-0. Det var en stilling, som holdte halvlegen ud på trods af flere gode muligheder til blandt andre Signe Bruun i angrebet.
Anden halvleg lignede stor set første. Danmark sad på spil og chancer, men uden at få udbytte af overtaget. Som det så ofte sker når man ikke får scoret på chancerne, så opstår der en tilfældig chance til modstanderne. Det samme skete her, da tjekkerne fanger de danske piger i en omstilling og pludselig står der 1-1 på måltavlen.
Danskerne formåede dog at forsætte presset på tjekkerne og fuld fortjent lykkes det syv minutter før tid at få scoret sejrmålet. Fødselaren Signe Bruun sætter inde i feltet hovedet på et perfekt indlæg fra Louise Ringsing og de danske piger kunne derfor kort efter juble over 2-1 sejren.
Nu gælder det på torsdag puljefinalen mod Holland, som ligeledes vandt i dag i deres kamp. Danskerne skal bruge en sejr for at sikre sig førstepladsen i puljen og dermed billetten til EM. Kampen spilles kl. 18.00 og kan følges på Kvindernes Fodboldlandsholds Facebookside.
Se her mål og reaktioner fra kampen:
U19: Tjekkiet vs DanmarkSe her målene og få reaktioner fra U19 landsholdets sejr over Tjekkiet
Posted by Kvindernes Fodboldlandshold on 6. april 2015