DBU klager til UEFA over FC Barcelona-akademi
I juli blev det besluttet, at FCBEscola ikke starter i Danmark. FCBEscola har endnu ikke informeret deltagerne om, at det ikke bliver til noget. Det er urimeligt, mener DBU, der derfor har klaget til UEFA.
På et møde i begyndelsen af juli blev der indgået en aftale om at droppe planerne om et FC Barcelona Fodboldakademi i Danmark. Enigheden blev opnået på et møde hos UEFA, hvor DBU deltog sammen med den spanske storklub FC Barcelona og repræsentanter fra det danske projekt FCBEscola. På mødet blev konklusionen, at FCBEscola fodboldakademi skulle stoppe, og i stedet skulle drøftes mulige samarbejdsprojekter mellem FC Barcelona og DBU på længere sigt.
DBU er blevet oplyst, at folkene bag FCBEscola ikke har orienteret deltagerne – danske fodboldbørn og deres familier - at akademiet ikke bliver til noget. Det skaber stor usikkerhed, og DBU mener, at det er urimeligt overfor familierne, at de ikke er blevet informeret om, at projektet er aflyst. Derfor har DBU nu henvendt sig til UEFA og FC Barcelona med en klage over den manglende kommunikation til deltagerne.
’Vi har endda henvendt os direkte til folkene bag akademiet, men uden resultat. Lige nu risikerer vi stor skuffelse og frustrationer blandt danske fodboldbørn og deres familier, fordi de ikke er blevet orienteret ordentligt og i god tid. Det er en uholdbar situation, at det ikke er sket endnu,’ siger Bent Clausen, næstformand i DBU og formand for DBU’s bredde-udvalg.
DBU har været kritiske overfor etableringen af et FC Barcelona Fodboldakademi i Danmark, da akademiet vil indføre auditions for børn ned i 7 års-alderen og samtidig foretager en selektering af børn, der er i strid med ønsket om lige adgang til alle i dansk fodbold. Herudover ønsker DBU at værne om den foreningsbårne danske fodboldkultur og den danske talentudviklingsmodel. I foråret henvendte DBU sig først til folkene bag FCBEscola og derefter til UEFA for at få stoppet projektet.
Læs mere:
FCBEscola stopper helårsakademi i Danmark - juli 2015