DBU støtter Copenhagen Pride og ønsker god festival

I disse dage fejres mangfoldigheden i København med Copenhagen Pride over hele byen. DBU støtter festivalen, der fejrer fællesskab og forskellighed.



Der er gang i gaderne i København i weekenden, når festivalen Copenhagen Pride hylder mangfoldighed. 

DBU støtter festivalen økonomisk og glæder sig over at kunne være med til at fejre mangfoldigheden i det danske samfund. 

”Diskrimination, direkte eller indirekte, er uacceptabelt, hvad end det foregår i nattelivet eller på et fodboldstadion. Det kalder på et fælles engagement, for at kæmpe for friheden til at være den man er,” siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU. 

Som et led i arbejdet mod øget tolerance, ændrede DBU tidligere i år sin formålsparagraf, så det tydeligt fremgår, at antidiskrimination skal være en central del af DBU’s virke – også når det kommer til seksualitet. Derudover har man i lang tid arbejdet med nultolerance i DBU’s disciplinære bestemmelser, så blandt andet diskrimination med seksuelt udgangspunkt – heriblandt homofobiske tilråb - kan blive straffet.

DBU arbejdede i 2013 sammen med Fair Fans om at rengbue tifo i forbindelse med VM-kvalifikationskampen mod Italien i Parken i oktober 2013, og det er så vidt vides en af de eneste markeringer, der har været af antihomofobiske budskab til en officiel landskamp. Og Fair Fans fik Axgil sportsprisen på den baggrund.
 
”Det er vores ansvar at arbejde for forståelse og accept af de forskelligheder, der præger os alle som mennesker, og som også bør kendetegne fodboldmiljøet. Vi skal som organisation sikre, at der er rum for dem, der ønsker at stå frem. Det ønsker vi at signalere med vores opbakning til Copenhagen Pride. Fodbold skal være for alle! Og fra fodboldens verden, vil vi gerne ønske alle en god Pride,” siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU. 

Log ind