Samarbejdsaftale skal udvikle fodbold i Grønland

Under titlen ’Udvikling af grønlandsk fodbold’ har Dansk Boldspil-Union, DBU, og det grønlandske fodboldforbund, GBU, i disse dage arbejdet på rammerne for en kommende samarbejdsaftale, der har som vision at sikre GBU medlemskab af FIFA og UEFA.

Groenland_500
DBU´s formand besøgte Grønland og oplevede fodbolden i landet. Foto: DBU

Visionen skal opfyldes gennem en række tiltag og investeringer i grønlandsk fodbold med en række nye full size kunstgræsbaner og multibaner fordelt ud i hele Grønland. Desuden skal aktiviteter inden for sundhed, god opførsel og fodbold i skolen få flere til at spille og træne fodbold i Grønland.

DBU’s formand, Jesper Møller, har i den anledning været på besøg i Grønland, hvor han sammen med GBU’s formand, John Thorsen og den grønlandske minister for kultur, uddannelse, forskning og kirke, Nivi Olsen, overværet finalekampene ved de Grønlandske mesterskaber i Qasigiannguit. Her fik de tid til at drøfte projektet, som ministeren udtrykte begejstring for:  

"Fodbold er godt for både sundhed og sammenhold og kan dermed styrke udviklingen i hele det grønlandske samfund, og etablering af kunstgræsbaner i hele Grønland vil kunne få rigtig mange flere til at være aktive. Vi ser derfor frem til den kommende aftale mellem dansk og grønlandsk fodbold, der skal løfte fodbold i hele Grønland," udtaler Nivi Olsen.

Også formand for GBU, John Thorsen, glæder sig over den kommende aftale med DBU, der på sigt skal gøre det muligt, at grønlandsk fodbold kan søge om medlemskab i FIFA og UEFA:

"Det er vores store ønske at blive medlemmer af FIFA og UEFA, men fodbolden i Grønland er stadig på et indledende stadie, og derfor er den kommende aftale vigtig, så vi kan komme videre og skabe gode rammer for fodbold både blandt børn og voksne og sikre, at fodbolden bredes ud i hele Grønland. Vi glæder os over samarbejdet med DBU, og ser frem til at komme i gang," udtaler han.

Der arbejdes indtil videre med et årligt budget for projektet på 1,5 million kroner, som DBU’s formand, Jesper Møller, forventer at kunne få både danske og grønlandske interessenter til at bidrage til:

"Grønlandsk fodbold har et kæmpe potentiale og kan gøre stor forskel for børn, breddefodbolden og hele det grønlandske samfund. Derfor forventer vi, at mange vil have en interesse i at bidrage og være med. DBU glæder sig over at kunne hjælpe med udbredelse af fodbold – både i Danmark og i andre lande og understreger, at det skal ske i tæt dialog, respekt og anerkendelse for GBU og med udgangspunkt i deres og det grønlandske samfunds ønsker og behov," siger Jesper Møller.

Projektgruppen skal blandt andet se på muligheden for at udbrede Fodbold Fitness og Klubfidusen i Grønland – med fokus på sundhed og trivsel. Derudover skal også FIFA-projektet ’11 for Health’ om fodbold i skolen afprøves. Den nye projektgruppe træder sammen snarest muligt og skal senest til foråret fremlægge de konkrete planer. 


Log ind