Jakob Kehlet avancerer

Jakob Kehlet rykker en kategori op på UEFA’s indrangeringslister. Dermed er der større kampe på vej til den danske dommer. Også to nye danske FIFA-dommere


Foto: fodboldbilleder.dk


UEFA har netop offentliggjort deres nye indrangering for de internatonale dommere. Det har resulteret i, at Jakob Kehlet, som i juni måned blev ansat på deltidsordningen, er rykket en kategori op og derfor nu befinder sig i kategori 1.

Jakob Kehlet er med den nye indrangering dermed den højest indrangerede danske dommer efter Kenn Hansen i oktober valgte at lægge fløjten på hylden.

 FIFA valgte sidste år at fjerne kategorien ’Elite Development’, derfor er kategori 1 nu den næsthøjeste internationale indrangeringskategori for dommere, og kan dermed give mulighed for blandt andet kampe i Champions League-gruppespillet.

Det betyder, at Kehlet i fremtiden kan se frem til flere internationale kampe med højere intensitet – ikke kun for Kehlet selv, men for hele det danske dommerteam, som kommer til at følge ham. Dermed vil der blive hentet vigtig erfaring med hjem til den danske Superliga.

Nye FIFA-dommere
Det er ikke kun for Jakob Kehlet, at julen kom tidligt i år. Som flere medier i weekenden kunne berette er Jørgen Daugbjerg Burchardt og Peter Kjærsgaard også begge blevet udnævnt til nye FIFA-dommere i stedet for Kenn Hansen og Michael Johansen.

Jørgen Daugbjerg Burchardt og Peter Kjærsgaard Andersen starter i UEFA’s kategori 3.

FIFA, UEFA og dommerne

Internationale dommere udpeges af det internationale fodboldforbund, FIFA, og gives gennem deres udnævnelse ret til at bære FIFA’s emblem. 
FIFA opererer ikke selv med en decideret indrangering, men følger typisk UEFAs indrangeringer.

UEFA’s kategorier hedder:
Elite Referees: Ingen danske dommere
Category 1: Jakob Kehlet
Category 2: Michael Tykgaard
Category 3: Anders Poulsen, Jens Maae, Mads-Kristoffer Kristoffersen, Peter Kjærsgaard, Jørgen Daugbjerg Burchardt

(Linjedommere inddeles ikke i kategorier)
 


Log ind