U17-landstræner: EM er realistisk

U17-landsholdet møder Tjekkiet, Schweiz og Skotland i den afsluttende eliteround, hvor der kæmpes om en bilet til EM. En jævnbyrdig pulje, hvor EM er opnåeligt og realistisk ifølge landstræner Jan Michaelsen.



Ligesom U19-landsholdet så kvalificerede U17-landsholdet sig også i efteråret til den afsluttende eliteround, hvor holdet skal jagte en billet til sommerens EM-slutrunde. Danmarks kampe spilles i Tjekkiet i perioden 28. marts til 2. april, og både nummer 1 og 2 i puljen kvalificerer sig til EM.

”Jeg er tilfreds med, at vi undgår de store hold som Tyskland, Spanien, Frankrig og England. De hold, vi skal møde, spiller vi ofte jævnbyrdige kampe imod, så det hele kommer an på dagsformen,” siger landstræner Jan Michaelsen.

”Schweiz er fysisk stærke og godt organiseret. Tjekkerne er meget hårdtarbejdende, og de har dygtige boldspillere med speed og fysik. Skotland gik videre som bedste 3’er, og ud fra deres tidligere præstationer vil jeg mene, at det er et hold, vi burde slå,” vurderer Jan Michaelsen, som glæder sig til de kommende opgaver med U17-landsholdet.

”Drengene arbejder som et hold, og det er nogle kloge og gæve drenge. Taktisk er de langt både defensivt og offensivt, og de er vokset som hold. EM er både opnåeligt og realistisk, og jeg glæder mig helt vildt,” fortæller Jan Michaelsen.

Efter sommerens EM-slutrunde starter en ny kvalifikation med en ny årgang. Det blev der også trukket lod om ved dagens lodtrækning, og her havnede Danmark i gruppe med Ungarn, Holland og Lichtenstein. De kampe spilles i perioden 28. september til 3. oktober 2016 i Ungarn. 

Log ind