Fodbold Fitness i fornemt selskab
DBU´s motionsfodboldkoncept Fodbold Fitness bliver præsenteret for verdens førende fodbold- og sundhedsforskere, når World Congress on Science & Football den 20-23. maj løber af stablen i København.
Fodbold Fitness er DBU´s motionsfodboldkoncept uden kamp og turnering. Foto: David Foli
Fodbold Fitness er godt nok allerede lidt af en kendis. Flere udenlandske medier fra blandt andet Belgien har vist interesse for DBU´s nyeste koncept inden for motionsfodbold, der har fokus på fleksibel fodboldtræning uden kamp eller turnering og kan spilles af alle, uanset alder, fysik eller tidligere fodbolderfaring.
Senest har Færøerne taget Fodbold Fitness til sig. Det resulterede i en medlemsfremgang for det færøske fodboldforbund på 680 nye medlemmer på fire uger – heraf 650 kvinder. Det svarer til en stigning af kvindelige medlemmer på 175%. Nederst i nyheden kan du se en video fra én af de første Fodbold Fitness-træninger på Færøerne.
Sundhed, sundhed, sundhed
I Danmark er ”Bedstemødrene” i Frederikssund og ”FC Prostata” for mænd med prostatakræft nogle af de mest iøjnefaldende holdnavne, der giver et glimrende indblik i motionsformens alsidige muligheder for at fremme sundheden i samfundet og dæmme op for livsstilssygdomme.
Netop sundhedselementet i Fodbold Fitness har givet projektet en VIP-plads i 8th World Congress on Science & Football (WCSF2015). Kongressen afholdes for første gang på skandinavisk grund og har ligeledes for første gang ”sundhed” som ét af hovedtemaerne.
”Resultaterne fra Fodbold Fitness-projekterne danner grundlag for hele sundhedstemaet i dette års kongres og særligt i det store åbningsarrangement den 20. maj,” fortæller professor Peter Krustrup fra Center for Holdspil og Sundhed på KU, der er arrangør for kongressen. Peter Krustrup modtog tidligere i år DBU´s ’En Del af Noget Større’-pris for sit arbejde med Fodbold Fitness og sundhedsfaktoren i fodbold generelt og fremlægger ved kongressen sine resultater i samarbejde med DBU´s formand Jesper Møller.
En stolt ”far”
DBU´s Fodbold Fitness-projektleder, Kenneth Grønlund-Rasmussen, er også stolt over den store opmærksomhed til projektet.
”Det er stort for projektet og for den generelle sundhed i det hele taget, at der kommer så stor international og national opmærksomhed på Fodbold Fitness. Det kan forhåbentlig være med til at brede projektet ud, så flere kan få glæde af motionsfodbold som sundhedsfremmende aktivitet,” siger Kenneth Grønlund-Rasmussen.
Den 21. maj er det muligt at opleve en ægte Fodbold Fitness-træning, hvor tidligere klima- og energiminister Lykke Friis sparker det første spark.
Du kan se det fulde program for kongressen i DGI-byen her.
Du kan stadig nå at tilmelde dig som deltager til kongressen her.
For interesserede medier er det muligt at søge akkreditering til kongressen ved at kontakte Mie Bendtsen, mbendtsen@nexs.ku.dk.
Læs mere om DBU´s Fodbold Fitness her. Fodbold Fitness er støttet af Nordea Fonden.