Katrine Pedersen ambassadør for sundheden

Den tidligere landsholdsanfører Katrine S. Pedersen er blevet valgt som ambassadør for Center for Holdspil og Sundhed, og går forrest i kampen for bedre folkesundhed i Danmark. En stor opgave, som hun stolt påtager sig.

K_P_ambassadoer
Peter Krustrup fra Center for Holdspil og Sundhed udnævner Katrine S. Pedersen til ambassadør. Foto: DBU

Katrine S. Pedersen har gået forrest for det danske kvindelandshold i 20 år. Nu går hun forrest i kampen for hele Danmarks sundhed.

Som ambassadør for Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet bliver Katrine S. Pedersens opgave at kommentere og formidle de mange spændende forskningsresultater om fodbold som en alsidig, intens, effektiv, sjov og social træningsform, og at være med til at udbrede de nye motionskoncepter Fodbold Fitness og FIFA 11 for Health.

”Hvem vil ikke gerne være ambassadør for Center for Holdspil og Sundhed? Fodbold er den fedeste ting i verden, og hvis der er noget, jeg rigtig gerne vil for mig selv og min familie, så er det at leve et godt og sundt liv. Så selvfølgelig sagde jeg ja til at være ambassadør,” siger den tidligere landsholdsspiller.

Et stærkt forbillede

Peter Krustrup, professor ved Købehavns Universitet, har udvalgt Katrine Pedersen som ambassadør, og han er ikke i tvivl om, at den 38-årige topspiller bliver en fremragende ambassadør for Center for Holdspil og Sundhed.

”Katrine har været en drivkraft i dansk og norsk fodbold og idrætsliv i to årtier, og har med sin seriøsitet, entusiasme, videbegærlighed, dygtighed og smittende humør været et forbillede for rigtig mange piger og kvinder gennem hele denne periode. At hun som 36-årig nåede sit livs topform under EM i 2013, og blev valgt til UEFA All-star hold, skyldes både en stor træningsiver, en stærk vilje og en aktiv brug af den nyeste forskningsviden. Katrine har som spiller, idrætslærer i folkeskolen og gymnasiet, som hjælpetræner i Stabæk og som person en stor karisma, en stærk integritet og en brændende interesse for fodbold, for træning og for sundhed. Vi er derfor meget glade for og stolte over at hun nu bliver ambassadør for Center for Holdspil og Sundhed,” forklarer Peter Krustrup.

Katrine S. Pedersen lagde den rød-hvide landsholdstrøje på hylden i 2013 efter en succesfuld EM-slutrunde. Den dengang 36-årige anfører nåede 210 landskampe for Danmark, hvilket giver hende rekorden for flest landskampe nogensinde.

Fokus på kvinder og fodbold

Udnævnelsen som ambassadør skete ved World Congress on Science & Football, som i disse dage løber af stablen i København. Ét af hovedtemaerne i dette års konference har været ”sundhed” og hvordan fodbold kan forbedre folkesundheden. Her har DBU´s motionskoncept Fodbold Fitness været i ét af hovednavnene som en måde at få især inaktive midaldrende kvinder til at bevæge sig noget mere. Et koncept, som Katrine S. Pedersen ser gode muligheder i.

”Kvinder på 30, 40 og 50 år har indtil nu ikke været så gode til at fastholde en fast motionsrutine, som mændene har. Men det kan være, at Fodbold Fitness kan være med til at fastholde kvinder via det sociale og sunde og fodboldmæssige – også når du ikke spiller på topplan, men spiller for at mødes, fordi det er fedt at træne, at få pulsen op og sidde sammen bagefter og drikke en vand– og det er bare lidt federe sammen, end når du har været i fitness alene. Det har mænd været bedre til,” siger Katrine S. Pedersen og som en sand ambassadør for sundheden peger på de sundhedsfremmende aspekter i den ugentlige fodboldtræning, som Fodbold Fitness bygger på.

”Du forbrænder så mange flere kalorier med fodbold end med fitnesstræning – og det føles så meget hårdere at gå i fitness. Du flytter dig hver gang med fodboldtræningen – både fysisk og sundhedsmæssigt – og det er virkelig fedt. Det er intervalpræget det hele, der er mange aktioner og du flytter dig rundt. Det føles som gratis træning,” siger Katrine S. Pedersen. 

Du kan læse mere om DBU´s motionskoncept Fodbold Fitness her

Log ind