Danmark tester sig mod verdensmestrene
Det danske kvindelandshold møder onsdag verdensmestrene Japan i første kamp under Algarve Cup i Portugal
Johanna Rasmussen & co møder onsdag verdensmestrene fra Japan. Foto: www.fodboldbilleder.dk
Det danske kvindelandshold er taget langt væk fra kunstgræs, kulde og konflikt og tager onsdag hul på det traditionsrige Algarve Cup i Portugal.
Her gælder det onsdag verdensmestrene fra Japan. En umiddelbart stor mundfuld for et ungt dansk landshold, der er ramt af afbud og skader.
”Det er klart, når nogen ikke er med, er der andre der spiller. Line Røddik, Nadia Nadim og Katrine Veje kan man jo altid bruge, det er nogle dygtige spillere. Men lige nu fokuserer vi på de spillere, der er her i Portugal, og de har gjort det fint indtil nu, så det regner jeg da også med fortsætter, når vi møder Japan.”
OG det er en blanding af rutinerede kræfter og unge talenter, der onsdag møder et stærkt Japansk hold. Lndstræner Nils Nielsen ser frem til kampen, der er en super matchning for et dansk landshold, der pt. ligger i forberedelse frem til en ny EM-kvalifikation i efteråret.
”Japan ligger i øjeblikket i forberedelse frem mod VM, og derfor må man også forvente, de er lidt længere fremme end os. Modsat vil vi arbejde på at spille på den måde, vi gerne vil. Vi havde en god kamp mod dem sidste år. En kamp de dominerede de første 75 minutter men i kampens sidste kvarter, var det os, der havde momentum - vi taber så 1-0,” siger landstræneren, der mener nøglen til sejr især er en god dansk defensiv:
”Japan er sindssygt hurtige på fødderne og det bliver afgørende at vi kan følge med der. Kan vi ikke det, så får vi store problemer med et stærkt japansk presspil. Så for os handler det om at have en stærk defensiv, som jeg også synes vi har vist tidligere, at vi formår, samtidig med vi også formår at holde fast på bolden.”
Kampen sendes direkte på Eurosport kl. 15.10 dansk tid.
Se truppen her
Se programmet her