DBU nomineret til årets Mediepris

Fra støvet kommunikation til sociale medier. DBU´s forandring i mediebilledet har ført til en nominering i fineste selskab til årets Mediepris 2014.

Hvem_var_det_der_vandt

Landsholdets facebookside følges af flere end 136.000 danskere. FOTO: DBU.


Når årets Mediepris 2014 uddeles i morgen, er DBU en del af et meget fornemt selskab. Cheftræner for SønderjyskE, Lars Søndergaard, og Superligaklubben Hobro IK er begge med i opløbet om prisen. Begge har de formået at kommunikere jordnært og interessant i de sociale medier, lyder det i nomineringen fra de danske sportsjournalister, der står som afsender til prisen.

Lars Søndergaards åbenhjertede kommunikation på Twitter kostede ham i efteråret to dages karantæne, da han kritiserede dommer Anders Poulsen, men kan måske også sikre ham årets mediepris.

Hobro IK har som oprykkerklub i Superligaen været på alles læber i efteråret, men selv har klubben formået at fortsætte en ukompliceret og åben tilgang til pressen, og har gennem flere forskellige medier fortalt deres om deres eventyr fra Nordjylland til den store fodboldscene. Mest omtalt er nok DR´s dokumentar ”Hobro – i en liga for sig”, hvor spillerne i gult gav hele Danmark et ærligt indblik i livet som halvtids-professionel fodboldspiller og lærer, landmand eller studerende.

DBU har også givet sit indspark til underholdningen til de danske fodboldfans. Mere end 1 mio. danskere fik i oktober 2014 direkte udsigt til letpåklædte landsholdsspillere i Parkens omklædningsrum. Mens spillerne skrålede med på ”Hvem var det, der vandt i dag” efter en fantastisk vigtig sejr over Armenien, blev hele seancen optaget på film og delt på landsholdets facebookside.

Den tilgængelige adgang til landsholdspillerne – også de mere påklædte af slagsen – er blevet godt modtaget af danskerne. Mere end 136.000 ”liker” landsholdets facebookside, mens Twitter-kontoen for landholdet i sidste måned rundede 10.000 følgere.

Siden landholdets facebookside blev oprettet op til EM i 2012, fulgte en Twitter-konto efter i 2013, og familien er siden udbygget med Kvindernes landshold og lillebror U21-landsholdet på Twitter og Facebook – og Snapchat inden så længe.  

”Vi er stolte af at være nomineret til en pris i så fornemt et selskab, men vi er mindst lige så stolte over hvor mange fans, der har valgt at følge vores aktiviteter på de sociale medier,” siger kommunikationschef Jakob Høyer.

DBU´s nominering til årets mediepris bunder i følgende udsagn fra de danske sportsjournalister:

”Unionen har gennem mange år været kendetegnet ved et støvet og lukket image. 2014 blev året, hvor DBU ikke alene gik på Twitter, men også viste en helt ny vilje og interesse for at åbne sig udadtil mod det danske fodboldpublikum via flere forskellige medier.”

Prisen uddeles af Danske Sportsjournalister for blot andet år i træk til en aktør fra idrætsverdenen, der gennem mediebilledet har givet et særligt indblik i sportens verden på godt og ondt.

Log ind