U17: Med schweizerkniven for struben
Kom gratis til landsholdsfodbold: Den jyske muld er underlag for U17-holdets landsholdskampe mod Schweiz 17. og 19. marts. Det er også de bedste jyske klubber, der repræsenterer rygraden i den danske landsholdstrup.
De jyske klubber er overrepræsenteret i landsholdstruppen mod Schweiz. Foto: DBU
De danske U17-piger skal vise sig om respektable værter, når det schweiziske landshold gæster Danmark i midten af marts. Men de danske piger skal ikke være alt for gæstfrie. Selvom kampene kun har venskabelig karakter, er det sidste og afgørende test inden det danske landshold skal spille sig til EM ved Elite Round i Østrig til april.
Derfor er kampene mod Schweiz sidste chance for både piger og landstræner Anders With Damgaard. For pigerne gælder det om at bevise deres værd og slibe fødderne kniv-skarpe inden flyveturen går mod Østrig og Elite Round. For landstræner Anders With Damgaard er kampene et øjebliksbillede af det danske niveau. Et niveau der for alvor bringes i spil, når der i alpelandet venter en dræber-pulje med Norge, Sverige og hjemmebanevante Østrig som modstandere.
”Ja – man må vel ikke bande højlydt. Men det er en meget svær pulje. Derfor skal de her to kampe mod Schweiz bruges som optakt til Elite Round. Vi mødte Schweiz for næsten et år siden og tabte 0-3. Derfor er der ingen som helst tvivl om, at det bliver en virkelig hård kamp om revanche og for at bevise, at vi har udviklet os det sidste år,” siger Anders With Damgaard.
Landstræneren tester ved de to hjemmebanekampe flere nye spillere siden efterårets indledende EM-kvalifikationskampe. Holdets tidligere anfører og topscorer Signe Bruun er blevet rykket op på U19-landsholdet, så Anders With Damgaard har været tvunget til at se sig om efter nye stjerner. Og den søgning har fået ham til at kigge mod de jyske klubber.
”Holdet er bygget op omkring spillere fra de to førerhold i U17 DM; Skovbakken og Team Viborg. Faktisk er over halvdelen af spillerne fra de to klubber. Det er nogle spændende nye spillere fra årgang 99 og jeg glæder mig rigtig meget, til at se dem i aktion”, fortæller Anders Damgaard om truppen.
Du kan se hele truppen til de to kampe mod Schweiz her.
Du kan opleve landsholdsfodbold på tætteste hold. Det danske U17-landshold spiller to kampe mod Schweiz i Jylland. Der er fri entré til begge kampe.
17. marts Danmark-Schweiz kl. 18.00, XL Park Vorup i Randers
19. marts Danmark-Schweiz kl. 18.00, Kjellerup stadion i Kjellerup