FIFA-kandidater lufter visioner i København

Der var seriøse miner og emner på programmet, da fire FIFA-præsidentkandidater i dag besøgte det nordiske møde på Hotel Hilton i Købehavn.

Infantino_500
Gianni Infantino var én af de fire kandidater ved dagens møde. Foto: fodboldbilleder.dk

Transparens, menneskerettigheder og demokrati. De fire FIFA-kandidater havde forberedt en valgkamp, der krævede et ansigt i de helt alvorlige folder. Spørgsmål om det korrupt-anklagede FIFA, verdensmesterskaberne i Qatar, åbenhed og menneskerettigheder var på dagsorden for alle fire kandidater – både da de præsenterede deres kampagne for de nordiske formænd og senere foran et stort presseopbud.

DBU´s formand Jesper Møller, var vært for mødet med de resterende nordiske formænd. Han og hans kolleger har været lydhøre over for de fire kandidater, og tager drøftelserne i dag til efterretning, når der til februar skal træffes et valg om den næste FIFA-præsident.

”Vi tager hjem og tager stilling til de forskellige kandidater, vi har hørt i dag – også internt i forbundene. Vi samler de nordiske formænd igen den 26. februar i Zürich, og inden da har vi aftalt at mødes med Sheikh Salman i december, så vi får mødt alle fem kandidater,” fortæller Jesper Møller efter dagens møde.

Og det var de samme emner i forskellig indpakning, som blev drøftet på dagens pressekonferencer for de fire kandidater: Jerome Champagne, tidligere embedsmand i FIFA, Gianni Infantino, generalsekretær i UEFA, Prins Ali Bin Al Hussein, præsident for det jordanske fodboldforbund og den sydafrikanske forretningsmand, Tokyo Sexwale.

En kort oversigt over de mest tonangivende i de fire kandidaters kampagner er præsenteret her:

FIFA skal tættere på offentligheden

Jerome Champagne startede sin præsentation med at hylde muligheden for at tale foran de nordiske formænd – ”offentlig debat er god for fodbolden”, som han sagde. Samtidig opfordrede han til flere reformer i FIFA:

”Vi skal ændre regeringssystemet, stilen og ikke mindste højne FIFA til det 20-århundrede. Vi skal kende lønnen for FIFA-ledelsen – det er en regering og ikke en organisation. Det skal være mere demokratisk lige som i enhver anden regering. Det er ikke acceptabelt, at fodboldforbundene ikke er transparente og åbne, som vi kunne se i analysen fra Transparency International. Hvis vi ikke ændrer på tingene, er FIFA død. Hvis vi ikke har FIFA, bliver fodbold et redskab for kriminelle og politikere, der ikke er interesseret i sporten, men bruger den til deres eget bedste,” sagde Jerome Champagne.

Reformer er essentielle for FIFA´s overlevelse

Gianno Infantino var i høj grad opmærksom på at fremstille sit kandidatur som sit eget og ikke som bisidder for den nu suspenderede præsident for UEFA, Michel Platini.

”I dag er jeg 100 procent kandidat – jeg er loyal over for UEFA´s præsident, så hvis han bliver kandidat, vil jeg ikke stå over for ham. Men lige nu er jeg kandidat og jeg står inde for det, jeg siger,” fastslog Infantino, og uddybede sit eget kandidatur med fokus på reformer i den internationale organisation. 

”Reformer er essentielle for FIFA. Reformer i regeringen, strukturen og i forhold til transparens. Der er brug for reformer for at give FIFA et nyt image. Men det er ikke nok at snakke om reformer – vi bliver nødt til at leve dem, implementere dem. Mit ønske om et mere demokratisk FIFA er grunden til, at jeg tror, at jeg bliver den bedste præsident,” fortalte Infantino og sluttede af med at eksplicitere sin kærlighed til sporten.

Deler de skandinaviske værdier

Prins Ali Bin Al Hussein præsenterede sit kandidatur for anden gang for de nordiske formænd, efter han stillede op til det tidligere FIFA-valg, hvor han tabte til Sepp Blatter.

”Jeg deler de samme værdier som folk her i Skandinavien. Vi skal vende pyramiden, så fodboldspillerne kommer først – og vores opgave vil så blive at servicere dem. Jeg er kandidat for Skandinavien og for hele verden, der deler de samme værdier, som jeg: Etik, udvikling og forståelse for fodbold på alle niveauer,” fastslog Al Hussein, mens han understregede, at han ikke har mistet selvtilliden til at opstille til valget på ny.  

Mere fokus på udviklingslandene

Tokyo Sexwale talte om, hvordan fodbolden kan være med til at forene forskellige kulturer, som det gjorde under apartheid i Sydafrika.

”Jeg kommer direkte fra Palæstina i dag, og var der i stand til at stå i mellem palæstinensere og israelere på hver side. Det er et godt billede af, hvad fodbold kan gøre i verden,” fortalte Tokyo Sexwale om sine oplevelser med fodboldens forenende styrke.

Tokyo Sexwale udtrykte et stort behov for en afrikansk præsident for FIFA, for samtidig at skabe opmærksomhed på U-landene.

”Det er på tide, at få en afrikansk præsident. Det er godt for verden og for forståelsen af, hvor stor betydning Afrika har i verden. FIFA skal fokusere på hele verden – fodbold er det største spil i verden,” sagde sydafrikaneren.  

Læs mere om dagens møde og de fire kandidater her.


Log ind