Skolefodbold: Drømmen brast men lever videre

På torsdag skal vinderne af Ekstra Bladet Skolefodbold 2015/2016 findes ved et stort finaleshow. Vi fulgte igen pigerne fra Sct. Hans Skole, da de tabte en tæt semifinale mod Ungdomsskolen Ry. Dermed brast drømmen om at løfte den eftertragtede pokal for pigerne, men den lever videre blandt de finaleklar skoler.


____________________________________________________________

For pigerne fra Sct. Hans Skole i Odense sluttede eventyret i dette års udgave af Ekstra Bladets Skolefodboldturnering efter en hæsblæsende og dramatisk semifinale. Efter 0-0 i den ordinære kamp, skulle der både forlænget spilletid og en straffesparkskonkurrence til, før den første finalist hos pigerne var fundet.

Den splinternye kunstgræsbane på fodboldanlægget i Marienlyst lagde underlag til en fodboldkamp med få chancer, men som til gengæld bød på en masse fysiske og intense nærkampe. Trods et kraftigt blæsevejr var der god stemning og flot opbakning fra skolekammerater på de omkringliggende jordvolde. De yngste elever havde lidt svært ved at styre de mange medbragte bannere i vinden. Til gengæld havde de rigtig godt styr på, hvem spillerne på banen var. Dagen forinden var Sct. Hans pigerne nemlig rundt i alle 0. til 3. klasserne for at præsentere sig selv og fortælle lidt om skolefodbolden. Så opbakning til de lokale helte var ekstra stor!

Det var desværre ikke nok til at bringe Sct. Hans pigerne i finalen. I stedet kunne pigerne fra Ungdomsskolen Ry strække hænderne i vejret i jubel over at være finaleklar.

Selvom skuffelsen og ærgrelsen over den missede finaleplads åbenlyst var til at spore hos Sct. Hans pigerne, var der trods alt glæde og stolthed over at nå helt til semifinalerne:

- Kom igen piger! Vi kommer igen næste år, lød det på ægte anførermanér fra Sarah Sundahl, som var en af holdets helt store profiler.

Se billeder fra den dramatiske og tætte semifinale her.

Stor finaledag venter!
1381 hold stillede til start i dette års udgave af Ekstra Bladets skolefodboldturnering, og igen i år skal guldet uddeles på TREFOR Park i Odense.

For pigernes vedkommende står kampen mellem Ungdomsskolen Ry og Frederiksborg Byskole. Hos drengene står slaget mellem Karensmindeskolen og Borupgårdskolen. 

Begge kampe spilles torsdag den 28. april, hvor der venter et brag af et finaleshow med både fodboldkampe, livemusik og meget mere. Der er gratis entré - så kom og deltag i festlighederne!

(Klik for på plakaten for at se den i stort format)

Log ind