Anføreren vidne til gode danske lodtrækninger

Den tidligere danske U17-landsholdsanfører Nicklas Strunck var langt væk fra træningsbanen i Farum, da han tirsdag var en del af lodtrækningen til de kommende kvalifikationsrunder for det danske U17- og U19-landshold. Se resultatet af dagens lodtræning til efterårets EM-kvalifikationsrunder her



Nicklas Strunck var glad for oplevelsen og ikke mindst de danske lodtrækninger tirsdag i Nyon. Foto: DBU


Han var ikke nervøs – i hvert fald ikke ifølge ham selv - da den danske landsholdsspiller og tidligere U17-landsholdsanfører Nicklas Strunk var på podiet ved dagens lodtrækning til både næste års Elite Round, hvor Danmark desværre ikke kvalificerede sig, samt til efterårets 1. kvalifikationsrunder.

Anføreren havde skiftet træningstøjet ud med habitten, da han på Danmarks vegne skulle modtage UEFA’s respekt- og fairplay-pris, som Danmark fik tildelt efter U17 EM i maj.

"Det var en stor oplevelse at få lov til at trække lod i dag og samtidig at modtage præmien for det mest fair spillende hold ved U17 EM. Denne oplevelse vil jeg altid huske! Derudover er jeg naturligvis meget glad for, at vi fik nogle fornuftige lodtrækninger til både U17 og U19," lød det fra Nicklas Strunck ved dagens lodtrækning i Nyon.

Efter modtagelsen af prisen kunne den unge FC Nordsjællandspiller nemlig vidne to danske lodtrækninger til den gode side – lodtrækninger, der giver begge holds landstrænere tro på et videre avancement til EM i 2018:

U19-landsholdet skal møde San Marino, Letland og Kroatien, der også er værter for 1. EM-kvalifikationsrunde

”Umiddelbart ikke den værste lodtrækning, vi kunne få, kan jeg vist roligt sige. Så jeg er ret fortrøstningsfuld, men er altid forsigtig med at kalde os for favoritter til at gå videre. Men jeg mener, at vi med det nye U19-landshold har et rigtig godt hold og har at gøre med en rigtig god årgang, hvor en del af spillerne har international erfaring – både fra sommerens U17 EM, og for FCK og FCM-spillernes vedkommende også fra Youth Champions League. Det bliver spændende!” var den umiddelbare reaktion fra U19-landstræner Henrik Clausen.

U17-landsholdet trak således Andorra, Estland og Skotland. Miniturneringen skal spilles i Estland

”En umiddelbar fin sportslig lodtrækning, hvor vi naturligvis og også bør have en fin chance for at gå videre. Det er selvfølgelig målet! Vi kender endnu ikke modstanderne andet end af navn, så vores fokus ligger i den kommende tid på vores eget hold. Jeg kender spillerne rigtig godt fra U16, og det at vi har rigtig god tid til at bygge på holdet og forberede os til efterårets kvalifikation kan have stor betydning for vores chancer for avancement til Elite Round,” sagde ny U17-landstræner Claus Nørgaard.

Se alle lodtrækninger på www.uefa.com

Log ind