Møller ny formand for Fodboldens Hall of Fame-jury

Jesper Møller indtræder som formand for Fodboldens Hall of Fame juryen, der siden oprettelsen i 2008 har optaget 23 medlemmer. Flere vil blive optaget i forbindelse med DBU’s repræsentantskabsmøde og Dansk Fodbold Award



EM 1992 holdet var sammen med Michael Laudrup fødte medlemmer af Fodboldens Hall of Fame, da den blev etableret i 2008. Foto: www.fodboldbilleder.dk 

I 2008 introducerede DBU Fodboldens Hall of Fame i samarbejde med TV2 for at hylde en række fremtrædende personligheder, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats for dansk fodbold siden de første landskampe blev spillet i 1908.

Siden er TV2 erstattet med SBS/Discovery og 23 medlemmer udgør den eksklusive klub, som er udpeget af en nedsat jury, hvor Michael Laudrup og Frits Ahlstrøm er de to eneste jurymedlemmer, der har været med fra starten.

DBU’s bestyrelse bliver repræsenteret af formand, Jesper Møller, der netop er indtrådt som juryens formand. Herudover består juryen af de to fodboldredaktører Søren Olsen, Politiken, og Jens Arnborg, Discovery samt DBU’s administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer.

I forbindelse med DBU’s 125-års jubilæum i maj 2014 blev otte spillere optaget i Fodboldens Hall of Fame posthumt, hvilket gentages ved DBU’s repræsentantskabsmøde den 5. marts, hvor juryen vil inkludere en række afdøde fodboldkoryfæer i den eksklusive klub. 

Herudover har DBU’s bestyrelse indstillet til juryen, at Morten Olsen optages ved Dansk Fodbold Award den 21. marts.


Læs mere om Fodboldens Hall of Fame og de 23 medlemmer:

http://www.dbu.dk/landshold/Hall_of_Fame
http://www.dbu.dk/Nyheder/2008/Oktober/fodbolden_faar_egen_hall_of_fame 

Log ind