Brøndbys skoler sætter fodbold på skoleskemaet

Bolden kommer til at rulle i alle 5. klasserne i Brøndby Kommune i det kommende skoleår. Med DBU’s forskningsbaserede sundhedsprojekt ”FIFA 11 for Health” vil man styrke børnenes fysiske sundhed og deres viden om sundhed og trivsel.


Brøndby kommunes skolebørn får fodbold på skoleskemaet. Foto: DBU

Kompetenceudvikling af skolens medarbejdere, synlig læring, skoler i bevægelse, styrket faglighed og trivsel og den åbne skole er sigtelinjerne for Brøndby Kommune på skoleområdet. Alle sammen områder, som skolerne og kommunen nu får endnu bedre mulighed for at sætte fokus på.
I Brøndby Kommune har man nemlig valgt at opfordre alle skoler til at tage imod det gratis undervisningsforløb ”FIFA 11 for Health” – og det har rigtig mange valgt at tage imod. Alle kommunens 5. klasser, tre 6. klasser og mindst en 4. klasse i Brøndby kommer til næste skoleår til at have ”FIFA 11 for Health” på skoleskemaet gennem 11 uger, og ca. 14 lærere skal på kursus i at kunne gennemføre forløbet.

Bevægelse med effekt
”Vi har i forvejen et stærkt fokus på bevægelse og fællesskab i Brøndby, og det kan vi give endnu en dimension ved at tage dette nye koncept fra DBU ind i vores skoler. Det flugter skolereformens krav om bevægelse rigtig godt og vi er tiltalt af, at det har været testet med god effekt og både kan rykke børnenes fysiske sundhed og deres viden om sundhed,” siger Helge Skramsø, direktør for skoleområdet i Brøndby Kommune.

Konceptet, der er udviklet af Dansk Boldspil-Union, FIFA samt Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet, indeholder alle redskaberne, der er brug for, hvis man vil sætte læring, sundhed og trivsel på skoleskemaet.

Ikke kun for fodboldinteresserede
”En af de ting, vi har lagt vægt på, er at det skal være for alle. Og måske særligt dem, der ikke er så fortrolig med fodbolden. Det gælder både elever og lærere. Det er verdens bedste legetøj, og så er det ikke mindst et fremragende læringsredskab, ” lyder det fra Kenneth Reeh, vicedirektør i DBU.

For at afvikle undervisningsforløbet for eleverne, kommer skolelærerne på et 2 ½ dages kursus. Her modtager man alle materialerne, der er nødvendige for at gennemføre forløbet. Gratis og til varig brug. Herefter er lærerne klar til at afvikle 2x45 minutters undervisning for eleverne over 11 uger, hvor et sundhedstema kobles til praktiske øvelser. Og det har vist sig at virke i pilotforløb, der har været fulgt af forskere fra Københavns Universitet, Center for Holdspil og Sundhed.

Brøndby Kommune regner med, at lærerne kommer på kursus i at afvikle programmet umiddelbart efter årsskiftet, og at børnene introduceres for det 11 uger lange forløb i foråret 2017.

Fra DBU lyder det, at der stadig er plads til flere interesserede lærere, skoler og kommuner, men at man allerede har fået knapt 130 tilmeldinger efter en måned.

For yderligere info kontakt: projektleder, Kenneth Grønlund, 4326 2222, fifa11forhealth@dbu.dk

”FIFA 11 for Health”:

  • Samarbejde mellem FIFA, DBU samt Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet
  • Forløb for elever i 5. klasse bestående består af 2x45 minutter over 11 uger: hvor 11 fodboldøvelser kobles til 11 sundhedsbudskaber, der lærere eleverne om sundhed, motion, kost og positiv tænkning.
  • Undervisningsforløb og materiale til lærere er gratis.
  • Blev sidste år testet på 40 klasser. Forskningsresultaterne viser, at eleverne uanset niveau øger deres sundhedsviden, sociale trivsel og ikke mindst deres fysiske sundhed
  • FIFA forventer at bruge den danske model til at rulle konceptet ud i 30 vestlige lande frem mod 2019.

Log ind