Kronik: EM i nyt fodboldformat
Det danske fodboldkoncept Fodbold Fitness på vej til udbredelse i hele Europa. Herhjemme har 250 fodboldklubber taget konceptet til sig. Det handler om god motion, sjov og fællesskab i stedet for turneringskampe. Og om at gøre fodbold tilgængelig for flest muligt.
Det handler om mål og sejre, points og i sidste ende medaljer, når EM i fodbold i aften sparkes i gang med en kamp mellem Frankrig og Rumænien i Paris. Desværre bliver EM-slutrunden uden deltagelse af det danske landshold, der ikke kunne besejre Zlatan og det svenske landshold i de afgørende playoffkampe i november sidste år. Ærgrelsen sidder stadig i os alle og vil utvivlsomt blusse op flere gange, når EM-slutrunden de næste fire uger fylder tv-skærmen herhjemme i Danmark.
Mens vi ærgrer os over den missede EM-deltagelse, kan vi glæde os over, at det danske fodboldkoncept Fodbold Fitness ser ud til at kunne blive udbredt til store dele af Europa. Vi har netop præsenteret Fodbold Fitness på en konference i Uefa, hvor Norge, Tyskland, Portugal og flere af de i alt 52 fodboldforbund viste interesse for at udbrede det i deres hjemland.
Fodbold Fitness er en dansk opfindelse og består af fodboldtræning på små baner. For voksne i alle aldre uanset køn og fodbolderfaring.
Det blev skabt tilbage 2011 i et tæt samarbejde mellem DBU, Danmarks Idrætsforbund og Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Året efter kom Nordea-fonden med som en meget aktiv partner, både ved direkte projektsamarbejde og med økonomisk støtte til forskningen. Allerede dengang havde mange års forskning dokumenteret, at fodbold på små baner har stor effekt på fysisk form og sundhed:
•Motionsfodbold reducerer risikoen for hjerte kar-sygdomme markant ved at forøge kondital og hjertefunktion og reducere blodtryk, fedtprocent og kolesterol.
•Motionsfodbold styrker knoglerne og forbedrer balance og muskelfunktion.
•Motionsfodbold kan anbefales som en del af behandlingen af forhøjet blodtryk.
•Motionsfodbold kan forebygge og behandle type 2-diabetes og reducere bivirkninger hos mænd i hormonbehandlingne for prostatakræft.
Sidst, men ikke mindst er fodbold sjov og leg, og dermed opleves den hårde træning på fodboldbanen ikke nær så hård, som hvis de bare skulle løbe, cykle eller løfte vægte. Det sociale samvær gør, at flere holder fast i træningen.
Med ovenstående viden har vi udviklet Fodbold Fitness som et træningskoncept, der lægger vægt på fitnessopvarmning og træning med bold på små baner - helt uden kampe lørdag morgen. Og så er det muligt at spille for både mænd og kvinder i alle aldre - også i de aldersgrupper, hvor der ikke er energi eller interesse i træning tre gange om ugen og kamp hver lørdag morgen.Som koncept har Fodbold Fitness allerede vist sig som en succes.
I år har vi rundet 250 danske fodboldklubber, der udbyder Fodbold Fitness til både kvinder og mænd. Det nye træningskoncept har tiltrukket helt nye medlemmer - både mænd og kvinder helt op til 60-70-årsalderen er begyndt at spille fodbold. Det er en målgruppe, der ellers ikke har spillet fodbold og dermed et helt nyt medlemsområde for de danske fodboldklubber. Rundt omkring i klubberne er der mange gode historier med Fodbold Fitness.
I Herborg ved Videbæk blev det lokale Fodbold Fitness-hold nummer 100 i landet med stor opbakning fra områdets kvinder. Her er Jannie glad for at få både motion og socialt samvær - og hun er ikke i tvivl om, at kombinationen af fodbold og fitness kan lokke nye til.
Uden for København har IF Bytoften brugt Fodbold Fitness til at få fodboldmødrene aktiveret, når deres børn træner. Blandt mange andre er Stine glad for at få motion og socialt samvær i fodbolden - og overrasket over, at hun og de andre kvinder »smider alle hæmninger, råber og skriger«, når de spiller.
Et tredje eksempel er klubben Østerbro IF, der i foråret vandt Jyske Banks Gør en forskel-pris og også er kåret til Årets Idrætsforening i København. Klubben tilbyder Fodbold Fitness til både kvinder og mænd, og en af initiativtagerne er Torben Friberg, der er medlem af bestyrelsen og selv spiller i gruppen over 60 år. Samtidig har klubben udvidet med et særligt hold af patienter med prostatakræft, der bruger fodbolden til at komme i bedre form og få et fællesskab med andre i samme situation som dem selv.
Jannie, Stine og Torben - og mange andre kvinder og mænd - er den største succes i Fodbold Fitness.De er kvinder og mænd, der er kommet i gang med at træne på grund af de nye træningsformer.
Dét er målet for os alle. Fordi det er godt for dem og deres sundhed.Og dermed også for samfundet, der får færre danskere med livsstilssygdomme.
Udbredelsen af Fodbold Fitness i danske fodboldklubber har samtidig sat skub i udvikling og modernisering af det danske fodboldmiljø. Som andre idrætsgrene er dansk fodbold presset af danskernes travle hverdag, hvor mange ikke har tid til fast træning tirsdag og torsdag eftermiddag. Vi oplever, hvordan flere og flere vælger den fleksible træningsform, hvor de kan gå i fitnesscentret efter behov - og flere steder i døgnåbne centre.
Derfor er der behov for, at de danske fodboldklubber hele tiden udvikler sig og imødekommer de nye krav og ønsker fra de danske idrætsudøvere. Hvis danskerne kan gå i fitnesscentre døgnet rundt, kan fodboldklubber - og andre foreninger - ikke nøjes med at have samme form for træning på faste tidspunkter som for 50 år siden.
Fodbold Fitness har derfor været en fantastisk mulighed for at udvikle de danske fodboldklubber og sikre, at dansk fodbold er blandt de eneste idrætsgrene med lidt fremgang i medlemstal. DBU har et mål om at vokse fra 345.000 til 450.000 medlemmer inden 2025 - og dér skal Fodbold Fitness stå for en god del af fremgangen.
I år flyver Fodbold Fitness på mange måder fra reden og videre ud i verden. Organisatorisk er konceptet en del af det nye, historiske samarbejde mellem DIF og DGI, der med mottoet "Bevæg dig for livet" skal sikre, at 75 pct. af danskerne dyrker idræt i 2025 - og at 50 pct.af dem gør det i en forening.Blandt andet med økonomisk støtte på 16 mio. kr. fra Nordeafonden, så Fodbold Fitness kan komme ud til endnu flere danske fodboldklubber - på tværs af hele landet. Kvinder og mænd i alle aldre skal have glæde af den særlige kombination af fitnessøvelser og boldspil, af sjov, træning og fællesskab.
Samtidig skal vores fodboldkoncept ud til vores kolleger og idrætsvenner på tværs af Europa, hvor flere fodboldforbund allerede har vist stor interesse. Vi har allerede afprøvet det på Færøerne, hvor 750 færinger mellem 20-67 år trænede med Fodbold Fitness - hvilket medførte en fordobling i antallet af kvindelige fodboldspillere i forbundet. Og en netop offentliggjort videnskabelig artikel viser, at deltagerne oplevede store positive effekter på blodtryk, hvilepuls, kondition og balance.
Fodbold Fitness kan ikke i sig selv få Danmark med til de næste EMslutrunder - slet ikke. Derfor arbejder vi i DBU også intenst på at styrke dansk talentudvikling og udvikle nye landsholdsspillere. Til gengæld kan Fodbold Fitness være med til at gøre danskerne sundere - og give dem både god motion og fællesskab gennem fodbolden. Og hvis vores fælles projekt kan spredes på tværs af Europa, kan vi alle være stolte.
Fodbold sjov og leg. Det sociale samvær gør, at flere holder fast i træningen.