Det sker hver weekend. Hundredtusindvis af danske børn i alle aldre spiller fodboldkampe over hele landet hver uge. Iklædt deres klubfarver kæmper de for den gode aflevering, den vigtige tackling, det flotte mål, sejren og ikke mindst sammenholdet og fællesskabet.

Desværre sker der også andre ting til rigtig mange fodboldkampe: På sidelinjen har forældre taget plads for at følge deres børn. Det er godt – fodbold handler jo netop om fællesskab og samvær. Desværre er der en del forældre på sidelinjen, der går over stregen og råber ad dommeren og sågar overfuser børnene.

Omfanget af dårlig opførsel på sidelinjen er så stort, at hver femte oplever, at det er blevet værre over det seneste års tid. Derfor præsenterer vi i denne uge kampagnen ”Husk respekten – også udenfor banen” for at få forældre og andre, der står rundt omkring boldbanerne til at opføre sig ordentligt på sidelinjen.

Kampagnen tager udgangspunkt i en rundspørge med deltagelse af over 2.000 spillere, trænere, dommere og ledere fra landets fodboldklubber. Undersøgelsen giver indtryk af både fremskridt og udfordringer i den gode opførsel til landets fodboldkampe: Kun 5,8 pct. af de adspurgte oplever, at det går dårligt eller rigtig dårligt med fairplay. Så samlet set er der – heldigvis – god opførsel og respekt langt de fleste steder i dansk fodbold. På ungdomsniveau – 12-19 år – er det dog dobbelt så mange, der oplever ”dårligt” eller ”meget dårligt” fairplay.

En del af de adspurgte i undersøgelsen har meldt ind med deres personlige oplevelser. Og her er der mange, der kan skabe både forargelse og bekymring.

En træner fortæller, at han har måttet bortvise en forælder, der råbte til sin egen datter, at hun sagtens kunne løbe fra »den fede tøs”, som var hendes direkte modstander. Heldigvis var der opbakning fra de andre forældre til bortvisningen. Men det er ikke altid nemt at håndtere ophidsede forældre, når man er en ung frivillig træner – der i øvrigt ofte er afhængig af engagerede forældres hjælp.

Forældre til børn helt ned i seks-otte-årsalderen fortæller, hvordan de kan høre andre forældre råbe til deres børn, at de skal gå efter benene. Med andre ord bruger de samme hårde retorik som på tilskuerpladserne til superliga- og landskampe – selv om der kun er tale om helt små børn.

Begge steder bør forældre og fans vide bedre og opføre sig ordentligt. Engagement og entusiasme er godt og et vigtigt element i fodboldens verden. Men grove tacklinger – og opfordringer til samme – må aldrig blive en accepteret norm i dansk fodbold.

Ifølge undersøgelsen handler mange tilråb om spillernes udseende og deres fodboldevner. Ofte går det ud over spillere, der allerede er usikre. Det er aldrig okay, men det virker ekstra hårdt, at man ligefrem går efter drengen eller pigen, der måske kæmper i forvejen – fordi man bliver revet med, fordi man ønsker succes for sit eget barn. Tilråbene kommer fra modstanderholdets forældre, men det kan også være fra trænere, der i kampens hede vælger at råbe efter modstandernes spillere.

Det er ikke kun spillerne, det går ud over. Dommerne må lægge øre til tilråb som fjols, tumpe og klovn fra forældre og trænere på alle niveauer og aldersklasser.

Det er simpelthen ikke i orden, at de frivillige dommere, der bruger deres fritid på at skabe gode rammer for andre, skal lægge øre til den slags. Også selv om de fleste dommere samlet set oplever god respekt for deres rolle på fodboldbanen.

Ud over forældrenes dårlige opførsel er det særligt i ungdomsårene, at der er udfordringer med at fastholde respekt og god opførsel på og omkring fodboldbanen.

Hos spillerne er det i de år, hvor hormoner, ærgerrighed og temperament begynder at spille ind. Og blandt forældrene kan det være de år, hvor forliste drømme og ambitioner på børnenes vegne sætter ind. Det er også i de år, at vi oplever de største frafald af dem, der går til fodbold.

Vores nye kampagne – ”Husk respekten – også udenfor banen” – skal understøtte det gode arbejde, der allerede sker i mange fodboldklubber rundt omkring i landet.

Faktisk har over 60 pct.af alle fodboldklubber defineret en fairplay politik. Det er ret imponerende i en verden, hvor fodboldklubber drives af frivillige, der bruger deres fritid på at træne, dømme og arrangere træning og kampe. Vi stiller ikke krav om, at klubber skal have fairplay-politik, da nogle klubber har meget få ressourcer. Men vi opfordrer alle til at drøfte og diskutere fairplay – og hente inspiration både i DBU og i andre klubber.

Og der er mange klubber, der allerede har mange gode eksempler og oplevelser.

I Tarp Boldklub ved Esbjerg byder man begge holds forældre på kaffe. Det er nemlig starten på gode samtaler. Og det er trods alt sværere at råbe med kaffe i munden. Hold nu kaffe, fristes man til at sige.

I IF Frem Bjæverskov på Sjælland har spillerne på U14 og U15 udviklet deres eget værdigrundlag, ligesom forældre og trænere afstemmer forventninger med hinanden og evaluerer efter sæsonen. Det har resulteret i næsten udelukkende positive tilråb.

Undersøgelsen indeholder da også mange gode oplevelser med fairplay.

Der er historien om spilleren, der besvimer, hvorefter modstanderholdet udskifter deres bedste spiller, fordi hun er sygeplejerske, så hun kan sidde hos hende, der faldt om, indtil alt er okay. Og der er masser af historier om dommere, der har fået positive tilråb og undskyldninger efter kampen, når gemytterne har lagt sig.

Vi ønsker at samarbejde med klubberne om mere respekt og bedre opførsel på og omkring banerne i dansk fodbold.

Vores budskab til forældre og andre tilskuere er, at de skal lade spillerne spille, lade træneren træne og dommeren dømme – uden at blande sig med negative tilråb og højlydte kommentarer. Fodboldens frivillige er ildsjæle, fordi de brænder for det – men ting der brænder, kan også brænde ud – og negative tilråb og forældre, der prøver at styrer spillerne på banen og indskiftningerne, er ikke befordrende. Uden frivillige intet foreningsliv. Gå ikke over stregen.

Det er ikke superligaen eller elitedivisionen … i hvert fald ikke endnu. Og også der skal man huske respekten – ingen bør lægge øre til eksempelvis homofobiske tilråb – uanset om de får penge for at være en del af fodbolden eller ej.

Dansk fodbold har over 330.000 officielle kampe over et år. På store stadioner med tusindvis af fans og på bane 14 med forfrosne forældre på sidelinjen. Det er kampen for at blive bedre, kampen for at vinde. Men mest af alt er det kampen for gode oplevelser sammen med andre.

Bragt i Jyllands-Posten 30.05.2016