Nyt samarbejde skal hjælpe unge i Grønland
Mental sundhed og motion hænger sammen – også for unge i Grønland. En ny aftale mellem Det Sociale Netværk og DBU skal i samarbejde med det grønlandske fodboldforbund skabe større fokus på unge grønlænderes forhold og mulighed for at dyrke idræt. Projektet skydes i gang til konferencen ’Idræt i Grønland’ til august.
Den nye kunstgræsbane på Grønland skal sikre en større interesse for fodbolden og fodboldens udvikling i Grønland.
Idræt og sunde fællesskaber er to ting, som DBU og Det Sociale Netværk ser som vigtige ingredienser i gode børne- og ungdomsliv. Derfor har de to parter indgået en samarbejdsaftale for at fremme børn og unges mentale helbred i Grønland. Aftalen er en god opfølgning på den samarbejdsaftale, DBU har indgået med GBU – Grønlands Boldspil-Union – fortæller Jesper Møller, formand i DBU:
”Fodbold giver børn og unge motion og sundhed, venskaber og fællesskaber. Derfor ønsker vi at udbrede fodbold i Grønland i tæt samarbejde med GBU og de lokale klubber. Det glæder os, at Det Sociale Netværk vil være med til dette arbejde med deres mange erfaringer,” siger han.
Med udgangspunkt i DBU’s ekspertise indenfor fodbold og foreningsverdenen samt Det Sociale Netværks mangeårige arbejde i forhold til at hjælpe, støtte og rådgive unge med alle slags problemer, tror begge parter på, at det nye samarbejde kan række langt.
”Med DBU har vi mulighed for at lave helstøbte forløb, der sammentænker idræt og gode, trygge fællesskaber, hvor unge kan være unge, men også få hjælp til at løse de problemer og konflikter, som vi ved, at unge oplever. Vores udgangspunkt er de unge, og at det skal give mening for dem”, siger Trine Hammershøy, direktør i Det Sociale Netværk og headspace Danmark.
headspace har blandt andet talt med en gruppe unge i Grønland, som peger på, at der er behov for nogen at snakke med, men også at der skal være en kontrakt om tavshedspligt, så de unge føler sig trygge.
”Vi ved, hvor vigtigt det er, at unge også bare får lov til at være unge. headspace har succes i Australien og i Danmark, hvor unge får tidlig og hurtig hjælp, inden problemerne vokser sig for store. Det er vigtigt både for de unge og os, at headspace bliver udviklet i Grønland og sammen med de grønlandske unge. Her ser vi samarbejdet med DBU som et første skridt på vejen, fordi fodbold og sport i det hele taget kan noget andet end, at man blot sidder og snakker!”, siger Trine Hammershøy.
Fakta
headspace er et initiativ for unge mellem 12 – 25 år, hvor få medarbejdere og mange især unge frivillige hjælper unge med at løse både store og små problemer. Headspace startede i 2013 og har siden været i kontakt med omkring 16.000 unge via chat, samtaler og rådgivning i de ni byer: Aalborg, Odense, København, Rødovre, Roskilde, Horsens, Esbjerg, Billund og Herning.
Efter sommeren åbner headspace i Helsingør og Aabenraa, og headspace påbegynder efter konferencen i august en forundersøgelse af mulighederne for at hjælpe unge i Grønland.