DBU går efter EM-værtsskab
DBU vil sammen med fodboldforbund fra Sverige, Norge og Finland undersøge muligheden for at byde på EM-værtskab i 2024 eller 2028. Kæmpe betydning for dansk fodbold, vurderer DBU-formand.
Danmark deltog senest ved EM-slutrunden i 2012. Her scorede Krohn-Dehli eneste mål i sejren over Holland. Nu forsøger de nordiske lande at sikre værtskabet for EM-slutrunden i 2024 eller 2028. Foto: www.fodboldbilleder.dk
EM-slutrunden i fodbold i 2024 eller 2028 kan med fordel afholdes i de nordiske lande.
Det mener DBU’s bestyrelse, der i dag har besluttet at undersøge muligheden for en fælles nordisk ansøgning om at være vært for EM-slutrunden i enten 2024 eller 2028. Ideen blev drøftet, da de nordiske fodboldformænd holdt møde i Zürich i sidste uge og DBU’s formand, Jesper Møller, har i dag fået bestyrelsens opbakning til at gå videre med arbejdet.
”De nordiske fodboldforbund har fælles værdier på mange områder – også til, hvordan vi kan afholde en EM-slutrunde med fokus på frivillighed, bæredygtighed og trivsel inden for fodbold. Og så har vi en fælles kærlighed til fodbold og et ønske om at være værter for EM, så derfor vil vi undersøge muligheden for at byde på værtsskabet i 2024 eller 2028,” siger Jesper Møller.
Danmark skal også være vært for fire kampe under EM i 2020, der er fordelt på 13 forskellige værtsnationer. Det ændrer ikke ved ønsket om at være med i et fælles nordisk bud på værtskabet i 2024 eller 2028, understreger DBU-formanden. Det vil i givet fald være et af de største sportsarrangementer på dansk grund nogensinde og have stor betydning for hele samfundet, vurderer Jesper Møller: :
”EM er en af de største begivenheder i fodboldens verden og er fantastisk for alle os, der elsker fodbold. At være vært for en af Europas største sportsbegivenheder har kæmpe betydning for alle dele af dansk fodbold og i hele Danmark. Både for fans og tilhængere men også for klubber, frivillige og andre, der skal være med til at arrangere og muliggøre et så stort et arrangement. Det vil give et kæmpe løft for dansk fodbold i mange år før og efter selve EM-slutrunden,” siger han.
DBU vil sammen med de øvrige nordiske fodboldforbund undersøge og forberede et egentligt bud til UEFA og tildelingen af EM-værtskaber. UEFA ventes at træffe beslutning i foråret 2017.