'Indersiden' bliver assistent

Danmarks mest scorende landsholdsspiller gennem tiden, Jon Dahl Tomasson, er i dag udpeget til assistenttræner på A-landsholdet. 'Tomasson er en ledertype, der kommer med et offensivt syn på fodbold og ukuelig vindermentalitet,' siger DBU’s landstræner, Åge Hareide.

Hør her hvad Jon Dahl Tommasson selv forventer af sin nye stilling som assisterende landstræner. Video: Eva Hindby.


Det er en af Danmarks allerstørste landsholdsprofiler, som DBU og landstræner Åge Hareide i dag har udpeget som assistenttræner i forsøget på at kvalificere Danmark til VM-slutrunden i Rusland i 2018.

Med 52 mål er han sammen med Poul ”Tist” Hansen den mest scorende på landsholdet nogensinde

Med 112 landskampe er han kun overgået af Peter Schmeichel og Dennis Rommedahl på listen over flest A-landskampe, og med 150 landskampe i alt, er han kun overgået af Martin Jørgensens 156 landskampe på diverse DBU-landshold.

Han blev samtidig kåret til Årets Fodboldspiller i 2002 og 2004.

Navnet er Jon Dahl Tomasson. Manden med Danmarks mest berømte inderside, som blev brugt ved en stor del af hans mange scoringer på DBU’s landshold. Og som Åge Hareide nu har peget på, som Danmarks nye assistenttræner.

”Jon var fra starten mit førstevalg som assistent, og jeg er rigtig tilfreds med, at det lykkedes at blive enig med Vitesse om, at han fra juni kan starte som min nye assistent, ” fortæller den danske landstræner, der mener, at Tomasson bringer en masse vigtige kompetencer med til stillingen.

”Jon kommer med en uvurderlig erfaring, og har både som spiller og træner været en ledertype. Han besidder en ukuelig vindermentalitet og har vist, hvordan man formår at få det maksimale ud af sit talent i store klubber og i store ligaer. Så han ved, hvordan man får det maksimale ud af det potentiale, der er tilstede i en trup. Og som noget helt afgørende, så har han et offensivt syn på fodbold og vil gerne underholde, ” fortæller Åge Hareide.

39-årige Tomasson stoppede på landsholdet i 2010 og indstillede sin aktive karriere året efter. I januar 2012 påbegyndte han DBU’s højeste træneruddannelse, da han sammen med blandt andre Ebbe Sand, Jan Michaelsen og Carsten V. Jensen blev kursist på P-træneruddannelsen. Hans trænergerning startede i hollandske Excelsior i 2011, indtil han flyttede videre til Roda i december 2013, hvor han var træner indtil klubben rykkede ud af Æresdivisionen ved afslutningen af sæsonen. I 2015 begyndte Tomasson som assistenttræner i Vitesse Arnhem.

Jon Dahl Tomassons første opgave bliver landsholdets samling i marts måned, hvor Danmark møder Island og Skotland. Men han tiltræder først på fuldtid 1. juni på en toårig kontrakt, når hans sæson med Vitesse Arnhem, hvor han i øjeblikket fungerer som assistenttræner, stopper.

Se også

Jons trænerdrømme

Landsholdsstatistik

Log ind