Formandens nyhedsbrev - jul 2017

DBU’s formand, Jesper Møller, har netop sendt årets sidste nyhedsbrev til DBU’s repræsentantskab. Læs det her

2017 – ET HISTORISK ÅR 

Ved indgangen til 2017 udtrykte jeg et ønske om større fokus på fodbold. Fodbold samler os, fodbold skaber fællesskab og sammenhængskraft. Og fodbold er hele årsagen til, at vi overhovedet er med. Uden fodbold på den ene eller anden måde, kan det være ligegyldigt. Man kan vel roligt sige, at jeg fik mit nytårsønske for 2017 opfyldt i rigt mål.

Der var flest sejre og fantastiske oplevelser, men også sager, som vi mildest talt godt kunne have undværet. Vi skal altid stræbe efter at gøre det bedre, så vi skal huske at evaluere og lære. Jul og nytår giver god anledning til at evaluere – og til at kigge tilbage på året, der gik: 

Danske landshold har i det forgangne år deltaget i hele to EM-slutrunder: Kvindelandsholdets flotte EM-sølv i Holland og U21-Herrernes flotte indsats til EM i Polen. Senest har Herrelandslandsholdet kvalificeret sig til VM i Rusland til sommer efter et imponerende comeback i puljen. Samtidig er flere ungdomslandshold godt på vej til EM slutrunder, så der er endnu flere stjernespillere på vej.

Sportsligt set er det vel i det hele taget ikke så ringe endda…..

Samtidig har 2017 været året, hvor vi sammen er nået længere med en ny politisk struktur i DBU – og i skabelsen af en National Sportslig Vision, der skal styrke spiller- og talentudvikling samt sikre større sammenhængskraft på tværs af dansk fodbold. Begge projekter fortæller vi mere om på repræsentantskabsmødet i marts 2018, hvor vi også skal hylde dansk fodbold med overrækkelsen af de årlige fodboldpriser. 
Jeg vil samle op på hele 2017 i min skriftlige beretning til februar og der også se frem på de største udfordringer og opgaver. 

Siden sidst er de vigtigste nyheder fra mit bord nedenstående:

SPÆNDENDE VM FORUDE 
Sommeren 2018 bliver en kæmpe fodboldfest for alle i dansk fodbold! 
Det blev klart, da Herrelandsholdet tirsdag den 14 november vandt 5-1 over Irland i den 2. playoff-kamp mod Irland og sikrede den samlede sejr efter en fantastisk kamp med flotte mål og flot opbakning fra de tilrejsende fans. 

Kæmpe tillykke til spillerne, til Åge og Jon – og til alle i dansk fodbold. 
For VM i næste år skal være en fest for alle i dansk fodbold – og hvis vi samarbejder, kan VM-deltagelsen skabe en masse gejst og vækst. 

VM-lodtrækningen har sendt det danske hold i pulje med Peru, Australien og Frankrig, som vi spiller mod i løbet af juni. Og som Åge allerede har sagt, giver lodtrækningen gode muligheder for et godt resultat og mulig kvalifikation til næste runde.  Det bliver en kæmpe fodboldfest for fans – både på stadion og foran TV. 

Som tidligere omtalt vil vi gerne invitere Repræsentantskabet til at overvære en af kampene i Rusland og vil snarest muligt følge op med materiale, så I kan melde jer til. Vi vil glæde os til at heppe på DANMARK sammen med jer alle. 

LIGALANDSHOLD PÅ TUR 
Kort efter nytår rejser Åge Hareide og U21-landstræner Niels Frederiksen med 23 spillere på Ligalandsholdstur til Abu Dhabi. Det er en god sportslig forberedelse til både VM og til de vigtige EM-kvalifikationskampe, der venter U21-Herrelandsholdet i 2018. 

I Abu Dhabi skal det danske hold spille mod Sverige og et endnu ukendt hold. Vores svenske kolleger har spillet i Abu Dhabi de seneste år og vi har hørt godt om faciliteterne, hvor der er gode baner og godt klima, hvilket er vigtigt på den tid af året. 

Der har været rejst kritik af, at DBU vælger at sende landsholdene til et land, der har nationalt forbud mod homoseksualitet få måneder efter, at vi sammen med en række organisationer har stået bag en kampagne mod homofobi i dansk fodbold. I min optik hænger de ting ellers fint sammen: Vi markerer klare holdninger mod homofobi og andre former for diskrimination i dansk fodbold – men vi ønsker ikke, at vores sportsfolk skal være gidsler i en politisk debat på tværs af kloden. Derfor spiller vi kampe i Abu Dhabi og andre steder, der ikke nødvendigvis har samme værdier og syn på menneskerettigheder som Danmark. Og sideløbende vil vi påtale disse forhold, når vi mødes i UEFA, FIFA eller på andre internationale scener. 

Vi har en samarbejdsaftale med Amnesty International, der rådgiver os og bidrager med oplæg til spillere og stab om de lande, vi besøger.

NYE LANDSHOLDSAFTALER 

På bestyrelsesmødet i november godkendte vi nye landsholdsaftaler for Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet for 2017-2021. 

Indholdsmæssigt er de nye aftaler gode og giver blandt andet en god investering i den fortsatte udvikling af Kvindelandsholdet samt nogle enkle, klare rammer for samarbejdet om de to landshold. De to aftaler er opdelt i aftaler for hhv. vilkår og samarbejde, så det er enklere og mere lige til – og så vi undgår misforståelser og forskellige fortolkninger af aftalerne. 

Som omtalt i seneste info har forhandlingerne om nye landsholdaftaler varet lang tid og budt på både aflysninger af landskampe og en masse konflikt i medierne. Det skyldes ikke mindst, at vi har måttet få afklaring af principielle spørgsmål om arbejdsgiver/lønmodtager-aspekt samt om forhandlinger/boykot lige op til landskampe. Begge dele er af så principiel karakter, at vi har ønsket at få det på plads. 

Samlet set må vi også sige, at de danske fodboldlandshold er del af en overordnet, solidarisk fordelingspolitik, hvor der både skal investeres i talentudvikling og fremtidige landsholdsspillere men også i udviklingen af breddefodbold. DBU er en forening, der ikke skal tjene penge men investere vores indtægter i udviklingen af dansk fodbold, både i eliten og i bredden. De sidste 10 år har vi investeret mere end 200 mio. kr. i pige- og kvindefodbolden og vi er med de nye aftaler klar til at investere endnu mere. 

Vi kan glæde os over at have aftalerne på plads, men vi skal som nævnt fortsat lære og samle erfaringer, så bestyrelsen har bedt om en evaluering af hele forløbet til drøftelse. 

https://www.dbu.dk/nyheder/2017/november/nye_landsholdsaftaler 

NY TRÆNER FOR KVINDERNE
Efter en del spænding og ventetid blev der i denne uge sat navn på den nye træner for Kvindelandsholdet som afløser for Nils Nielsen og Søren Randa-Boldt, der har været vikarierende træner i efteråret – og stor tak for det! Den nye træner bliver Lars Søndergaard, der har en fortid som Superliga-træner i både SønderjyskE og AaB og også har erfaring fra topfodbold i Østrig. Det er et godt og spændende valg, når han skal bruge sine erfaringer på Kvindelandsholdet og allerede i januar får mulighed for at møde spillerne, når de skal på træningslejr i USA og møde de amerikanske verdensmestre. 

Vi glæder os til at følge Lars og spillernes kamp for at komme til VM i Frankrig i 2019 – og derefter OL i Tokyo i 2020 og EM i 2021…. 
www.dbu.dk/Nyheder/2017/December/ny_kvindelandstraener 

EN LEGENDE HAR FORLADT OS 
På banen blev han kendt for sin optræden i klubber som Borussia Mönchengladbach, Ajax og Real Madrid – og på det danske landshold. Udenfor banen blev han kendt for sin rolige, sympatiske personlighed – og for sin status som ’fodboldenglen’ i dansk fodbold. 

I december døde Henning Jensen alt for tidligt, i en alder af 68 år. Vi kondolerer og sender de bedste hilsner til hans familie. 

Vi har modtaget mindeord fra FIFA’s præsident, Gianni Infantino. Og i sidste uge blev det annonceret, at Henning Jensen i marts 2018 optages i Fodboldens Hall of Fame, hvilket allerede blev besluttet tidligere i 2017.

Æret være hans minde.  

Læs mere her: 
www.dbu.dk/nyheder/2017/december/henning_jensen_hof 
www.dbu.dk/nyheder/2017/december/mindeord_henning_jensen 
 
FC KØBENHAVN VIDERE I EUROPA
Trods et svært efterår er FC København videre i Europa League og skal til februar møde det spanske storhold Atletico Madrid i næste runde. Det er godt gået, at FCK igen har spillet sig videre og skal spille europæisk fodbold efter nytår. 

DEBAT OM FODBOLDCENTER 
I ugerne op til jul har der været debat i medierne om planerne om et nyt nationalt fodboldcenter i Odense. 

Planerne har de seneste måneder været drøftet mellem Syddansk Universitetscenter (SDU) og Odense Kommune på den ene side og blandt andet DBU og Divisionsforeningen på den anden. Det nye center skal efter planen styrke forskning og vidensudvikling i dansk fodbold, både inden for spiller- og talentudvikling, inden for sundhed og frivillighed og med mulighed for at styrke både forskning, uddannelse og projekter på tværs af dansk fodbold. Det er rigtigt spændende, og DBU har indtil videre bakket op om planerne – og skal på næste bestyrelsesmøde drøfte en indstilling fra administrationen om at støtte næste fase. 

I medierne har der været rejst kritik af båden processen og af en række personlige forhold, som jeg har svært ved at se de store problemer i. Til gengæld mener jeg, at debatten i medierne ikke må overskygge for de visionære tanker og ambitioner, der i høj grad kan understøtte vores aktuelle arbejde med at styrke spiller- og talentudviklingen og samle vores ideer og projekter i en ny National Sportslig Vision. Lad os få fokus på udviklingen af dansk fodbold, gerne med mere viden og forskning, fællesskab og foreningsfokus. 

STYR PÅ ØKONOMIEN 

Bestyrelsen har behandlet og besluttet et budget for 2018 og samtidig fået en status for økonomien få uger før udgangen af 2017. 

Generelt er der kommet styr på økonomien i DBU. Efter årrækken med underskud har vi de seneste par år fået skabt en robust økonomi, så vi igen kan investere i udviklingen af dansk fodbold. Dette er en vigtig forudsætning for vores arbejde med at understøtte klubberne. Samtidig er der i de nye aftaler med Divisionsforeningen og Foreningen af Lokalunioner sikret større investeringer i projekter både indenfor spiller- og talentudvikling. 

Jeg henviser derudover til Nyt fra Kassereren, der netop er udkommet.

Vedrørende 2017 får vi først det samlede regnskab efter nytår. Vi havde budgetteret med et 0-resultat og vi kan nu se, at vi kommer fornuftigt resultat med et overskud, så vi fortsat har en god økonomi med en fornuftig balance mellem indtægter og udgifter i dansk fodbold. 

ØGET TRANSPARENS OM AGENTER 
Nye regler skal sikre mere transparens og enkelthed om fodboldagenter samt ikke mindst styrke beskyttelsen af spillere under 18 år. 

Et nyt cirkulære på området skal blandt andet begrænse mulighed for skattespekulation og styrke identifikation af agenter, så der sikres større gennemsigtighed på området. 

Udfordringerne på agentområdet er ikke kun et dansk anliggende. Derfor har vi bragt det nye danske cirkulære videre til UEFA Legal Committee og øvrige UEFA-organer, lige som vi vil informere FIFA for at sikre fortsat internationalt fokus på området. 

Læs mere her
www.dbu.dk/nyheder/2017/oktober/nyt_agent_cirkulaere

TAL PÅ FODBOLDENS VÆRDI 
Vi har vidst i årevis, at fodbold har en særlig værdi for os alle – som gode oplevelser, venskaber og fællesskab. 

Nu har vi også fået tal på, at fodbold har en stor værdi i det danske samfund inden for sundhed, integration og socialområdet. Det er sket med et nyt samfundsregnskab, hvor et eksternt konsulenthus har beregnet værdien af de mange tusinde frivillige, der gør et fantastisk arbejde i klubberne hver dag – og værdien af de 336.000 danskere, der holder sig i form med fodbold og dermed undgår sygedage, livsstilssygdomme mm. 

Det nye samfundsregnskab er et unikt bevis på, at vores arbejde med fodbold har en værdi og betydning, der er større end os selv. Vi bør bruge regnskabet aktivt, når vi er i dialog med kommuner, fonde og andre, der kan hjælpe med at give fodbold endnu større udbredelse og endnu større værdi i samfundet. 

Læs mere her: 
https://www.dbu.dk/indspark

VALGKAMP OG VELFÆRDSAFTALER 
Stort tillykke til de mange borgmestre og lokalpolitikere, der er blevet valgt eller genvalgt ved Kommunal- og Regions-valget den 21. november. 

Det lokale samarbejde er meget afgørende for dansk fodbold – både for klubber, Lokalunioner og DBU. Det er her, vi sammen kan sikre gode faciliteter og rammer for fodbold for piger og drenge, børn og voksne. 

De senere år har jeg været i kontakt med de fleste af landets 98 borgmestre, og vi har sammen med klubberne og Lokalunionerne indgået en række gode Velfærdsalliancer, hvor vi knytter klubber og kommuner tættere på hinanden. Det arbejde vil vi fortsætte med de nye – og genvalgte – borgmestre og lokalpolitikere. 

FIFA-KOMPENSATION TIL KLUBBER
VM er ikke bare en fodboldfest for de mange landshold, der stiller op til de spændende kampe i Rusland. 

Spilleres deltagelse i VM giver igen i 2018 kompensation til de klubber, der skal undvære spillerne i perioden. 

FIFA har besluttet, at samtlige VM-spilleres klubber skal kompenseres med i alt 209 millioner USD – svarende til knapt halvanden milliard kroner. Det er en stor stigning sammenlignet med VM i 2014, hvor man fra FIFA’s side gav 70 millioner USD tilbage til klubberne. Overordnet set fastsættes beløbet til den enkelte klub efter hvor mange spillere, den pågældende klub har sendt til VM, samt hvor mange dage den de(n) pågældende spiller(e) er til slutrunden.

De danske professionelle klubber har af DBU’s administration fået tilsendt formular m.m. for at kunne modtage kompensation, hvis man har spillere tilknyttet, der deltager ved VM. 

NY KONTROL MED FIFA-MIDLER
Som I måske husker, gennemførte den nyvalgte FIFA Præsident i 2016 en markant øget FIFA udlodning til i alt 1.250.000 USD – svarende til knapt 8 millioner kroner. Dette sker i det nye program FIFA Forward, som endvidere samlede alle de hidtidige puljer til denne ene udlodning. Der blev samtidig fast en række krav for anvendelsen af pengene.

I sin forelæggelsestale understregede FIFA-præsident Infantino behovet for at skabe større gennemskuelighed, ordentlighed og transparens samt generel good governance, og tilkendegav også udsigten til et fremtidigt kontrolsystem for at sikre overholdelse af reglerne, så FIFA pengene bruges til udvikling af fodbold.

Tiden er så nu kommet til sidstnævnte kontrolsystem i form af et cirkulære, der indfører et centralt styret review for alle medlemslande, der modtager Forward midler.

POLITISKE REFORMER PÅ VEJ 

Arbejdet med politiske reformer i dansk fodbold er fortsat i fuld gang. 
Endnu engang tak for jeres deltagelse i de gode høringsmøder i øst og vest og de mange input, som vi bragte med på bestyrelsesmødet i november. 

På mødet besluttede bestyrelsen at etablere en Fodboldens Kongres til afholdelse i marts 2019 sammen med det årlige repræsentantskabsmøde. Vi ønsker at afholde en kongres med debat og oplæg om de store, strategiske temaer i dansk fodbold – eksempelvis den Nationale Sportslige Vision med vores fælles arbejde med spiller- og talent-udvikling. Vi kan også have andre temaer som eksempelvis udviklingen af pige- og kvindefodbold, digitalisering i fodboldens verden eller arbejdet med at skabe bedre forhold for de mange tusinde frivillige. Målet er skabe en bredere debat om udviklingen i dansk fodbold, så alle får mulighed for at bidrage endnu mere. 

Derudover besluttede bestyrelsen at arbejde videre med konkrete lovforslag om ophævelse af 70 års-regel og indførelse af valgperioder samt om størrelse og sammensætning af DBU’s bestyrelse, hvor vi arbejder med flere modeller. 

Vi skal behandle lovforslagene på næste bestyrelsesmøde, fredag den 2. februar, og sendes derefter til Repræsentantskabet i god tid forud for Repræsentantskabsmødet i marts. 

BEDRE RAMMER FOR UDLODNING

Det er med stor glæde, at vi i år har fået vedtaget en ny lov om udlodning af overskud fra lotteri. Med loven vil Udlodningsmidlerne løfte niveauet af midler for hovedorganisationer og foreninger med faste driftstilskud. Det skaber en sikkerhed og ro om udlodningsmidlerne, som gavner foreningslivet og det skaber en mulighed for, at vi i idrætsforeningerne i højere grad kan koncentrere os om, at opfylde foreningernes egne vedtægtsbestemte formål. Derfor skal der lyde en stor tak til partierne og ministerierne bag den politiske aftale om ændring af udlodningsloven. 

Udlodningsmidlernes grundfinansiering af det frivillige foreningsliv, er helt essentiel. Det er vigtigt at de frivillige i landets 1650 fodboldklubber sikres gode og holdbare rammer. Derfor skal der også lyde en stor tak til DIF for deres ukuelige kamp for at sikre en god aftale. 

Hvert år fordeles i alt over 1,7 mia. kr. fra udlodningsmidlerne. DIF modtager fra 2018, som en af de største hovedorganisationer, 301,8 mio.kr i den nye lov. 

Der er også skabt sikkerhed for DBU’s andel af udlodningsmidler, hvor DBU i 2018 kan se frem til en indtægt på 9-10 mio. kr., der indgår i det samlede budget og giver øget mulighed for at investere i udviklingen af dansk fodbold. 

En stor tak til DIF og DGI og naturligvis til de politiske partier i Folketinget. 

NEMMERE AT VÆRE FRIVILLIG
Det har været et godt år for vores foreningsliv og fodboldklubberne landet over. De frivillige har fået en stor og velfortjent støtte fra Christiansborg, som har været med til at rydde op i nogle af de regler og love, som har været en unødvendig hæmsko for vores blomstrende foreningsliv. Folketinget har nemlig også vedtaget en lovforslag, der gør det nemmere at være frivillig. Per 1 januar 2018 forenkles reglerne, så det bliver nemmere for folk på efterløn eller dagpenge at udføre frivilligt ulønnet arbejde. De nye regler betyder bl.a., at efterlønnere fremover må udføre frivillig ulønnet arbejde 15 timer og ugen, og dagpengemodtagere må have 10 timer om ugen, uden at de trækkes i deres ydelser. 

Det er en kæmpe gevinst for vores fodboldklubber, da aftalen skaber tryghed blandt de frivillige, der har været bekymret for, om de ville blive trukket i efterløn eller dagpenge på grund af deres frivillige arbejde. I DBU har vi altid været af den opfattelse, at der naturligvis skal være mulighed for at være aktiv og udføre frivilligt arbejde i foreningslivet, selvom man er ledig eller på efterløn.

BEVÆG DIG FOR LIVET I FULD GANG 

Der er kommet godt i gang i ’Bevæg Dig For Livet’ – eller BDFL, som vi kalder det i dagligdagen. Der er ansat en projektleder med daglig gang hos DBU Fyn, hvor der også er ansat en kommunikationsmedarbejder med fokus på BDFL. Og i november blev der afholdt et stort seminar, hvor 70 deltagere drøftede planer og aktiviteter i 2018. Næste skridt er at sætte konkrete måltal for 2018 i forhold til antallet af aktiviteter og fodboldmotionister i de enkelte regioner og områder. 

STYRKELSE AF IT-VÆRKTØJER 

I forbindelse med færdiggørelsen af Budget 2018 har vi besluttet at øge investeringen i digitale tiltag og projekter til glæde for alle i dansk fodbold. Det gælder projektet om et nyt digitalt fodboldpas, der skal give indsigt i egne data samt transparens i forhold til spillercertifkat og spilleberettigelse. Og så omfatter det et større projekt, hvor vi ønsker at give flere i dansk fodbold mulighed for at bruge IT-værktøjer som KlubOffice, KampKlar og Klub-CMS, der alle gerne skal gøre hverdagen meget lettere. 

Samlet set er der besluttet en øget investering på 2,6 mio. kr. til de omtalte projekter, som meget gerne skal komme alle vores klubber til gode. Samtidig har vi stort fokus på de nye regler for persondataloven og er i dialog med både klubber og Lokalunioner om dette. 

På seneste repræsentantskabsmøde gik Randers-direktør, Michael Gravgaard, på talerstolen og efterlyste mere digital udvikling i DBU – til glæde for klubberne i dansk fodbold. I virkeligheden har vi i længere tid haft en del tilbud og muligheder klar, så nu gør vi dem endnu mere tilgængelige med undervisning, support og endnu bedre introduktion. Glæd jer! 

NY STØTTE FRA UDVIKLINGSPULJE 

I marts 2016 besluttede vi at etablere DBU’s udviklingspulje for at kunne øge investeringen i udviklingen af dansk fodbold – til glæde for klubber på tværs af elite, bredde og hele landet. Vi besluttede at afsætte 44 mio. kr. over en fire-årig periode og indbyde til ansøgninger fra store og små projekter fra alle sider. 

Udviklingspuljen har netop uddelt 2,9 mio. kr. til 14 forskellige projekter, blandt andet til et samarbejde, hvor 10 klubber i København vil samarbejde om at få flere piger til at spille fodbold. Og der er også givet penge til projektet ’Fra Flygtning til Frivillig’, hvor Køge Boldklub arbejder med at få flygtninge til at involvere sig yderligere i klubbens arbejde, så de som frivillige bliver en del af det danske foreningsliv. 

Dermed er der nu uddelt knapt 27 mio. kr., så der er 17,6 mio. kr. til uddeling de næste år. 

Læs mere her: 
www.dbu.dk/Nyheder/2017/December/DBU_giver_stoette_til_14_projekter

EURO 2020 NÆRMER SIG… 
Sportsligt er det næste store fokus på VM i juni 2018 – og herefter VM for kvinderne i Frankrig i 2019, hvor der også afholdes EM for U21-herrerne. 

Alligevel er vi allerede nu godt i gang med forberedelserne til EM 2020, hvor Danmark som bekendt er vært for fire kampe – tre gruppekampe og en 1/8-delsfinale. I disse måneder udvides holdet med et par medarbejdere, der skal stå for forberedelserne af de mange events i København. Og sideløbende er der møder og aktivitet i den styregruppe, hvor der drøftes mulige aktiviteter på tværs af hele landet, så EM-festen bliver landsdækkende for klubber, fans og spillere på kryds og tværs. 
Efter sommerferien – og ikke mindst efter VM i Rusland – vil vi sætte øget tryk på forberedelserne af EM2020, herunder af den nationale fodboldfest, vi sammen skal afholde.

NY VEDERLAGSPOLITIK TIL APRIL 
Som tidligere informeret om i bl.a. min beretning for 2016 har bestyrelsen gennem længere tid haft drøftelserne om vederlagspolitikken sat på stand-by, idet vi bl.a. ville afvente den Politiske Kommissions rapport. Vederlag til Bestyrelsen har siden 2012 fulgt de regler, som kendes fra det offentlige system, så fx Formandens vederlag svarer til størrelsen for den til enhver tid gældende løn i en tjenestemandsstilling i staten i lønramme 40 (skalatrin 53) samt det særlige tillæg for kommuner over 80.000 indbyggere og Regionsformænd + 15% i pension.

Øvrige bestyrelsesmedlemmer modtager så forholdsmæssige procentandele heraf. Vederlaget blev reduceret med 10 % i forbindelse budgettet for 13/14 som en konsekvens af ubalancen i budgettet.
Som sikkert bekendt har landets Borgmestre og Regionsformænd fået fastsat nye og større vederlag, ligesom DBU’s økonomi nu er i balance, hvorfor vederlaget har været drøftet igen i forbindelse med aflæggelsen af den Politiske kommissions rapport samt vedtagelsen af 2018 budgettet.

Bestyrelsen har efter forudgående høringsproces fastholdt princippet med at koble Formandens vederlag til de offentlige regler (lønramme 40, skalatrin 53 + 15 procent i pension, jf. overfor) samt justeret de forholdsmæssige honorarer for alle øvrige i overensstemmelse hermed. Stigningen i vederlagene til Borgmestre og Regionsformænd følges derfor ikke. 

Vederlagsmodellen og beløb mv offentliggøres som hidtil på hjemmesiden i forbindelse med regnskabsaflæggelsen og repræsentantskabsmøde, ligesom ikrafttrædelsen først sker efter afholdelsen af sidstnævnte.

Afhængig af Repræsentantskabets vedtagelse af politiske reformer vil vederlagspolitikken fremover blive placeret i et særskilt udvalg.

NATIONS LEAGUE-LODTRÆKNING  
Den 24. januar 2018 trækkes der lod til gruppespillet i premiereudgaven af UEFA’s nye turnering Nations League. Turneringen er en erstatning for de årlige venskabskampe. I Nations League er Danmark indplaceret i den næstbedste række ud af fire rækker, og skal spille mod tre andre hold fra samme række – både på udebane og hjemmebane. Herrelandsholdet skal dermed spille seks Nations League-kampe i efteråret 2018.

Turneringen erstatter ikke de sædvanlige kvalifikationsturneringer. Dog er det muligt at tilegne sig en kvalifikation til EURO 2020, hvis et hold går hele vejen i Nations League og vinder en af de fire kvalifikationspladser.

NORDISKE FORMÆND MØDES 
Den 23. januar mødes jeg med de nordiske formænd og direktører/generalsekretærer i Lausanne i forbindelse med lodtrækningen til Nations League den følgende dag. Her skal vi drøfte situationen i Rusland op til VM 2018, særligt med fokus på den seneste udvikling i det russiske spørgsmål. 
Derudover skal vi blandt andet snakke om, hvilke UEFA- eller FIFA-turneringer, de nordiske lande vil forsøge at ansøge om fælles værtskab for i fremtiden.

UEFA KONGRES I FEBRUAR 
I slutningen af februar 2018 afholder sin ordinære årlige kongres. På dagsordenen er blandt andet afstemning om ændringer af UEFA’s love. Fokus her er særligt på, at de af UEFA valgte medlemmer til FIFA Council skal holde et såkaldt ’active office’ indenfor deres egne fodboldforbund, dvs. formand, næstformand, generalsekretær eller administrerende direktør. Derudover er det blandt andet foreslået, at et kandidatur til UEFA-præsidentposten kræver opbakning fra mindst tre UEFA-medlemsforbund.

ÆNDRINGER I ADMINISTRATIONEN 

Som det har fremgået af dagspressen og af nyheder på dbu.dk har der været et par ændringer i administrationen. 

Katja Moesgaard har forladt stillingen som kommerciel direktør i DBU og administrerende direktør i DBU A/S for at blive direktør i Parken Sport & Entertainment. For at bevare fuldt fokus på det kommercielle arbejde, særligt op til VM-slutrunden, er der med øjeblikkelig virkning ansat en midlertidig afløser i stillingen: Den 43-årige Jesper Lind Andersson, der allerede er i fuld gang. Jesper har erfaring fra i flere mediebureauer, fra TV2 Sport og har fuldt fokus på nye kommercielle partnerskaber, både for landshold og for breddefodbolden. 
 
 
FOKUS I DEN NÆSTE TID… 
Vi står alle overfor en juletid med mulighed for at være sammen med familie og venner. Herefter kan vi fejre nytår og indgangen til 2018, hvor vi i de første måneder blandt andet har fokus på følgende vigtige områder:
• Forberedelse af materiale mm til Repræsentantskabsmødet til marts, herunder lovforslag om politiske reformer i dansk fodbold.
• Færdiggøre regnskab for 2017
• Fortsætte arbejdet med en ny kommerciel strategi for DBU og DBU A/S, så vi sikrer fortsat udvikling og økonomisk balance. Dette skal ske i tæt samarbejde med bestyrelsen for DBU A/S.
• Forhandlinger om nye aftaler for Herrelandsholdet, der udløber efter VM til sommer.  
• Dialog med kommuner og borgmestre og indgåelse af nye velfærdsalliancer i samarbejde med de respektive Lokalunioner.
• Og så Repræsentantskabsmødet i Herning den 2-3. marts, hvor vi både skal overrække priser til det bedste i dansk fodbold, mødes og netværke både fredag og lørdag.

De seneste uger har jeg deltaget i jyske regionsårsmøder, hvor det var dejligt at opleve god stemning og stort engagement. På et af møderne endda kampvalg om at komme i DBU’s repræsentantskab, hvilket jeg ikke kan erindre at have oplevet. Jeg vil gerne opfordre til at deltage i årsmøderne i alle seks Lokalunioner og i Divisionsforeningens vintermøde. 

Til sidst ønsker jeg at ønske jer alle en Glædelig Jul & Godt Nytår – og en KÆMPE tak for jeres store indsats i dansk fodbold i løbet af hele 2017. 

Jesper Møller, 
Formand



KALENDER 
Formandens kalender 3/11-22/12 2017

6/11 Forretningsudvalgsmøde i Brøndby
8/11 Møde med bestyrelsen i FLU
10/11 Officiel middag med det irske forbund
11/11 Herrelandskamp Danmark-Irland
13/11 Officiel middag med det irske forbund i Irland
14/11 Generalforsamling i Royal League A/S
14/11 Herrelandskamp Irland-Danmark
15/11 Underskrivelse af velfærdsalliance med Lolland Kommune I Maribo
15/11 Møde i DIF’s Good Governance gruppe i Brøndby
16/11 Årsmøde i DBU Jylland Region 3 i Brædstrup
18/11 Indvielse af kunstgræsbane i Storvorde
19/11 Møde i Nors med Klubberne i Thy
19/11 Thisted-Roskilde i Thisted
20/11 Årsmøde i DBU Jylland Region 2 i Aulum
22/11 Møde i Kolding med Bent Clausen og Thomas Christensen 
22/11 Årsmøde i DBU Jylland Region 4 i Rødding
24/11 Forberedelsesmøde med Claus Bretton-Meyer, Kenneth Reeh og Jakob Høyer
24/11 Møde med Gert Lundgaard i Brøndby
25/11 Bestyrelsesmøde
26/11 Møde i Legal Committee i Geneve
27/11 Møde I Legal Committee I Geneve
28/11 Bestyrelsesmøde I UEFA Events S.A.
29/11 Møde med de nordiske formænd i København
30/11 Julearrangement i Mary Fonden på Amalienborg
21/12 Møde med Niels Nygaard i København
21/12 Møde med Etisk Råd
22/12 Møde med Tysklands ambassadør på ambassaden i København

Log ind