DBU øger fokus på samfundsansvar

Fodbold bidrager dagligt til at løse samfundets udfordringer indenfor blandt andet sundhed, integration og frivillighed. Derfor lancerer DBU et nyt nyhedsbrev og nyhedssite med fokus på fodbold og samfund.


INDSPARK er DBU’s nye site og nyhedsbrev for nyheder om samfundsansvar og fodbold.

Det er DBU’s tilbud til blandt andet politikere, organisationer og medier for at få indblik i de mange historier om fodboldens betydning for sundhed og motion, integration og inklusion og andre samfundsrelevante temaer.

Det nye nyhedssite bliver lanceret efter, at DBU's ledelse de seneste år har været i kontakt med en række interessenter – ministre, folketingsmedlemmer, organisationer og andre – der gerne vil høre mere om fodboldens muligheder for at bidrage til at løse samfundets udfordringer. Disse historier får oftest mindre opmærksomhed end de mange historier om landshold, klubfodbold og de sportslige dele af fodboldens verden.

”Fodbold er suverænt den største sportsgren i Danmark og er sjovt både at spille og se på. Men fodbold bidrager også til at gøre danskerne sundere og skabe bedre integration og fællesskab i samfundet. Dét vil vi gerne fortælle mere om, så flere kan få glæde af fodboldens mange muligheder. Det er en vigtig del af vores vision og ønske om at være En Del af Noget Større,” siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU. 


FAKTA

INDSPARK er et nyhedssite med casehistorier, ny viden, debatindlæg, tal og fakta, analyser og andet relevant materiale om fodboldens rolle i samfundet. INDSPARK har et månedligt nyhedsbrev, hvor brugerne kan vælge de emner, der har størst interesse for den enkelte.

Se det nye nyhedssite, INDSPARK, her: www.dbu.dk/indspark

Skriv dig op til nyhedsbrevet, INDSPARK, her: http://po.st/indspark_signup


Log ind