Et nyt forskningsstudie viser, at blot 2 x 15 minutters fodboldtræning om ugen kan stimulere til knoglevækst. Det er centralt, når det kommer til forebyggelse af knogleskørhed, som har udviklet sig til en folkesygdom. 
 
En af forskerne bag undersøgelsen, Peter Krustrup, professor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, har været involveret i at starte et bedstemødre-fodboldhold i Frederikssund, hvor deltagere mellem 60 og 82 år træner i små korte fodboldtræningspas. 

”I fodboldtræning på små baner har vi set, at kvinder har seks accelerationer og ni opbremsninger hvert minut. Der er to afleveringer eller skud og der er to driblinger. Og det giver altså en god og varieret belastning for både knogler og muskler,” siger Peter Krustrup.

Aase Hansen på 68 år er spillende holdleder for de fodboldgale bedstemødre i Frederikssund. Hun kan sagtens mærke, hvordan fodboldtræningen har været god for kroppen. Særligt balancen har fået det bedre. Men det sociale er ligeså vigtigt, understreger hun:

”Vi kommer, som vi er. Og vi gør det, vi kan. Vi har jo nogle med, som har fået nye hofter og nye knæ. Vi har én med sclerose, men hun giver den fuld gas ligesom os andre. Vi har aftalt, at så siger man bare lige, at man skal have en vandpause, hvis man får lidt åndenød.”

Selvom det sociale tæller højt, så er det de sundhedsgavnlige effekter ved fodboldtræningen, som professor Peter Krustrup, ser muligheder i.

”Knogleskørhed har store omkostninger for patienterne selv og for hospitalsvæsnet. Og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vi kigger på, hvad der kan gøres for at forebygge. Særligt de mange fald- og knoglebrud. Og det er interessant, at selv korte fodboldtræningspas forbedrer balanceevnen og stimulerer knoglevæksten,” siger Peter Krustrup. 

Landsforeningen mod knogleskørhed, Osteoporoseforeningen, vurderer, at knogleskørhed koster det danske samfund over 11 milliarder kroner hvert år i behandling, faldulykker, genoptræning osv. Sundhedsstyrelsen og WHO vurderer, at omkring 500-600.000 danskere lider af knogleskørhed. Kun 135.000 af dem får den medicinske behandling, som de skal have. Det vil sige, at to tredjedele går rundt med sygdommen ubehandlet, fortæller landsformand for Osteoporoseforeningen, Ulla Knappe. 

Når der bliver spillet ’Bedste-bold’ i Frederikssund foregår det to mod to eller tre mod tre på små baner. Og efterhånden er bedstemødrenes mænd også blevet så misundelige på de aktive damer, at de er begyndt at tage med til træning. Men mændene bliver pænt henvist til en bane ved siden af. 

”Regler tager vi meget afslappet. Vi aner ikke, hvem der har vundet, når kampen er slut. Og jeg tror, at vi har øvet indkast i to år. Jeg tror aldrig, det hænger ved. Men vi har det sjovt,” siger Aase Hansen.