Finland skal nedlægges af gigant-trup

Landstræner Nils Nielsen har i dag udtaget truppen til april-kampen mod Finland. Ikke mindre end 28 spillere skal testes ved træningssamlingen for at sikre, at de aller-bedste ender i den endelige EM-trup. Truppen tæller blandt andre Nadia Nadim, Kathrine Larsen og Louise Eriksen, der er søster til Christian Eriksen.


Simone Boye i kamp om bolden med russerne ved Algarve Cup. Foto: Mirko Kappes/frikøbt



Der bliver trængt på holdkortet til den vigtige kamp mod Finland, der spilles den 11. april i Slagelse. Landstræner Nils Nielsen har i dag udtaget ikke mindre end 28 spillere til samlingen på Sjælland, der bliver den sidste store samling for landsholdet før EM-forberedelser for alvor sparkes i gang til juni.

Det er derfor landstrænerens sidste reelle mulighed for at se sine spillere i landskampsaktion før det hele går løs op mod den store slutrunde, og dagene omkring kampen mod finnerne byder på mange træningspas for landsholdskvinderne.

”Den netop overståede Algarve Cup var en kampturnering, som ikke overlod meget tid til træningspas. Nu har vi en god, lang samling på hjemmebane, hvor der er indlagt masser af træninger, hvor vi kan se spillerne an, så vi ender med at stå med den helt rigtige trup til sommer,” siger Nils Nielsen.

Den store trup har overladt plads til blandt andre Brøndbys keeper Katrine Larsen og Kolding Q´s Louise Eriksen, der ikke har været med inde over A-landsholdet tidligere.

”Kathrine Larsen har fået tilkæmpet sig en plads i målet hos Brøndby, så jeg har haft masser af muligheder for at se hende i kampaktion på det seneste, og hun har bestemt gjort sig bemærket. Louise Eriksen har heller ikke været med i truppen før, men hun har været iøjnefaldende for sin klub, så hun fortjener også chancen,” siger Nils Nielsen.

Louise Eriksen er desuden søster til Christian Eriksen, der lige nu er med herrelandsholdet i Rumænien til en særdeles vigtig VM-kvalifikationskamp.

Nadia Nadims come back i landsholdslejren

Der er gensyn med Portland Thorns´ Nadia Nadim, der har været ude af truppen siden efteråret på grund af en knæskade. Nu er hun tilbage i truppen mod Finland og det glæder naturligvis Nils Nielsen, der har kæmpet med skader på flere pladser i sin trup.

”Vi er rigtig glade for at have Nadia er tilbage, men det er længe siden, at hun har været i aktion i kamp på grund af sin skade, så vi må se på hvordan hun har det og hvordan hendes fysik ser ud, når vi mødes i Slagelse,” siger Nils Nielsen.

Find hele truppen her. 

Du kan opleve kvindelandsholdet mod Finland den 11. april kl. 19.00 på Slagelse Stadion. Du kan booke din billet på billetsalg.dbu.dk – der er gratis entre. Kampen kan desuden ses på DR3. 

Log ind