Måltyve løber med årets talentpriser

OPDATERET MED REAKTIONER: De har hver især gjort sig bemærket foran målet i den seneste sæson. Victor Jensen (FC København), Jacob Bruun Larsen (Dortmund) og Marcus Ingvartsen (FC Nordsjælland) kunne derfor i dag modtage DBU’s talentpris for årgangene U17, U19 og U21.

Mød her de tre danske talenter, der for 2016 modtager DBU's Talentpris - Victor Jensen, FC København (U17), Jacob Bruun Larsen (U19), Dortmund og Marcus Ingvartsen (U21), FC Nordsjælland. 


Om 12 dage løber Dansk Fodbold Award af stablen i Horsens.

Onsdag tyvstartede DBU dog i Brøndby med prisuddelingen af DBU’s Talentpriser på henholdsvis U17, U19 og U21. Her kom tre nye danske talenter ind i det fornemme selskab med andre store danske talenter som Agger, Schmeichel og Eriksen. Prisen kan kun modtages en gang.

Se listen over tidligere modtagere her.


U17: Victor en moderne spiller

Victor Jensen fra FC København har senest været med til at sikre det danske U17-landshold to sejre mod Nordirland. Men det er præstationerne for både klubben FC København og landsholdet, der er med til at sikre det unge talent DBU’s Talentpris for U17-årgangen. Herunder DBU’s begrundelse for valget:

Victor er en moderne spiller med flere strenge at spille på. Offensiv spiller med et godt blik både for at score selv og i oplæggerens rolle. Dynamisk, hurtig, pågående og fremadrettet. Ydermere en spiller der er aggressiv og forudseende i det første pres. En individualist men med fokus på og forståelse for helheden og kollektivet.

Victor har bevist både på landsholdene og hos FC København, at vi har at gøre med en talentfuld spiller, der er villig til at investere, hvad der kræves.

(Flemming Berg, DBU’s talentudviklingschef)


U19: Bruun Larsen et logisk valg

Jacob Bruun Larsen har allerede trukket overskrifter – både i Tyskland, hvor den danske spiller allerede har fået seniordebut, men også på diverse danske U-landshold, hvor han som yngste mand på OL-landsholdet med en assist var stærkt medvirkende til et dansk avancement til kvartfinalen.

Valget af Jacob Bruun som Årets Talent på U19 er meget logisk. Han har været en stærk profil på det danske U19-landshold, ligesom han også deltog på det danske OL-hold og har fået officiel debut for Dortmund.

Jacobs kvaliteter er mange og er blevet skærpet igennem de sidste par år i Dortmund. Han var allerede et stort talent, inden han tog afsted. Men det er tydeligt, at de større krav til ham i udlandet har modnet og forbedret ham både mentalt, fysisk og spillemæssigt. Jacob er en gennembrudsstærk offensiv spiller, som er hurtig, god 1v1 og sparker godt med begge ben og han kan dække mange positioner. Jacob har helt sikkert potentialet til at blive A-landsholdsspiller, men skal selvfølgelig fortsat udvikle sig på alle parametre for at lykkes med dette. Stort og fortjent tillykke til Jacob Bruun, som nu skal til at gøre sig gældende i seniorverdenen.

(Henrik Clausen, U19-landstræner)

U21: Ingvartsen en vigtig brik for både klub- og landshold

Marcus Ingvartsen spillede med otte mål en meget vigtig rolle i U21-landsholdets suveræne EM-kvalifikation – en 1/3 af alle danske mål. Og så kan han kan også gå hen at blive en vigtig brik for holdet til EM-slutrunden i Polen til sommer.

 

Marcus Ingvartsen er vigtig for både sin klub og det danske U21-landshold, hvor han er topscorer med otte mål, på trods af, at han kun spillede seks ud af ti kampe grundet nogle skader i foråret 2016. I de sidste fire afgørende kampe scorede han syv mål. Også i Alka Superligaen scorer han mange mål – 12 mål for FC Nordsjælland er det blevet til, og han ligger lige nu nummer to på topscorerlisten i Alka Superligaen.

 

Jeg plejer at sige, at Marcus’ spidskompetence er, at han ikke har nogle svage sider – han har højt niveau på rigtig mange parametre og er på den måde en meget komplet angriber. Hovedspillet, afslutningsfærdigheder og en god relationel forståelse for at nævne nogle få – alle kompetencer, hvor han scorer højt på karakterskalaen. Samtidig nyder han at træne rigtig meget, man kan sige, at han har talent for at træne. Marcus arbejder hårdt, også når modstanderne har bolden, hvilket kræves af angribere på højeste hylde i dag.

 

Marcus er stadig en ung angriber og har faktisk alderen til at være med på det næste U21-landshold, hvis ikke han udtages til A-landsholdet inden – det må tiden vise, men fremtiden tegner i hvert fald lys og tager vel i løbet af 1-2 år sigte mod en international karriere.  

(Niels Frederiksen, U21-landstræner)

Log ind