U19-kvinder: Tilbage til succesgræsset
Det danske U19-landshold sætter snart kurs mod Tyrkiet, som er værter for EM-kvalifikationsrunden. Landet har tidligere lagt græs til dansk EM-succes i 2012, og landstræner Søren Randa-Boldt glæder sig til gensynet med succesgræsset på de tyrkiske baner trods svær modstand i vente.
U19-landsholdet fejrer en scoring på La Manga. Foto: DBU
For de danske U19-kvinder er det tyrkiske græs fyldt med gode minder om gode præstationer. I 2012 var Tyrkiet værter for EM-slutrunden, der bød på dansk oprejsning. De danske kvinder nåede helt til semifinalen, hvor de evige ærkerivaler fra Sverige dog blev stopklods for videre avancement mod guldet. Semifinalepladsen blev dengang sikret efter en ubesejret march gennem gruppespillet, og blandt andet værterne fra Tyrkiet blev sat på plads af de rød-hvide kvinder.
Denne gang venter de tyrkiske værter igen i den sidste og måske afgørende kamp om EM-billetten. Forinden står danskerne over for England og Tjekkiet – to særdeles stærke mandskaber, ifølge landstræner Søren Randa-Boldt.
”Selvom det ser godt ud for vores EM-chancer, er vi oppe mod England, som er ét af Europas bedste hold. Vi havde mulighed for at se dem an i La Manga-turneringen, og de er virkelig stærke lige nu. Vi skal have gode dage for at slå både dem og Tjekkiet,” siger Søren Randa-Boldt, der til kampene i Tyrkiet desværre må undvære én af de absolutte stjernespillere, da Sofie Svava er ude med en skade.
”Vi har måtte kigge andre veje, da vi nu mangler en venstrebenet gennembrudsstærk spiller efter Sofie er blevet skadet. Som erstatning har vi indkaldt debutanten Maria Hovmark, der er godt i gang med at bide sig fast på Brøndbys hold og som har scoret masser af mål, så det bliver spændende at se hende i aktion,” fortæller landstræneren.
Erfaringen skal hjælpe spillerne
Søren Randa-Boldt er efterhånden garvet i EM-slutrunder, og har stået i spidsen for det danske landshold tre gange tidligere ved et EM. Så der er masser af erfaringer med i kufferten til Tyrkiet for den 45-årige landstræner:
”Jeg tager nok det hele lidt mere cool end jeg gjorde for otte år siden. Det handler om at tage én kamp ad gangen, for det er nogle svære modstandere, vi er oppe imod. Jeg ved, at den her trup har meget at byde på, og vi har bedt spillerne om at sætte individuelle mål, som de først og fremmest skal opnå – og på den måde kan vi gå hen og spille rigtig gode kampe i Tyrkiet,” siger Søren Randa-Boldt.
Danmark møder Tjekkiet i første kamp ved EM-kvalifikationsrunden. Kampen spilles onsdag den 5. april kl. 14.30 dansk tid og kan følges via livestream på Pigelandsholdenes facebookside: www.facebook.com/pigelandsholdene.