DBU modtager anbefalinger fra Kvindekommissionen

Kommissionen for flere piger og kvinder i dansk fodbold har afleveret sin rapport til DBU’s bestyrelse, der vil drøfte den og sende den i høring. DBU-formand takker kommissionen for det engagerede arbejde.

I efteråret 2016 nedsatte DBU’s bestyrelse en ny kommission for at få nye ideer til, hvordan der kan komme flere piger og kvinder i dansk fodbold – både på og udenfor banen – med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt som formand og en række stærke profiler både i og udenfor fodboldens verden. Nu har kommissionen afleveret sin rapport med en række anbefalinger til DBU’s formand, Jesper Møller.

”Først og fremmest skal der lyde en kæmpe tak til de mange personer, der har brugt tid og stort engagement på at drøfte mulige tiltag, der kan få flere piger og kvinder i dansk fodbold. Det er godt med ideer og inspiration fra alle sider, så vi sammen med alle dele af dansk fodbold kan fortsætte udviklingen af kvindefodbold,” siger Jesper Møller.

DBU’s formand har allerede sendt rapporten videre til resten af bestyrelsen, som skal drøfte rapporten på føstkommende møde. Herefter er det planen, at rapporten skal sendes i høring hos både Foreningen af Lokalunioner, Divisionsforeningen, Kvindedivisionsforeningen og relevante udvalg og faggrupper. 

”Vores strategi med at få sat fokus på kvinde- og pigefodbold er glædeligvis lykkedes, og nu skal vi videre. Her vil Kvindekommissionens rapport kunne give os yderligere ideer til at fortsætte den positive udvikling. Det skal naturligvis ske i tæt dialog og samarbejde med vore klubber, så vi sikrer forankring og bæredygtighed i forhold til rekruttering og fastholdelse i breddeklubberne, udvikling af turneringerne og i arbejdet med at styrke talentudvikling og landshold. Denne proces kan vi nu sætte igang” siger Jesper Møller.

Kvindekommissionen har haft en række møder og fået oplæg både fra danske fodboldklubber – elite såvel som bredde – samt fra internationale oplægsholdere fra UEFA samt fra både tysk og engelsk kvindefodbold. Derudover har kommissionen fået analyser og materiale om kvindefodbolds udvikling både i Danmark og i en række europæiske lande. Det har ført til en række anbefalinger i rapporten ’Gå Efter Guldet’, der netop er blevet offentliggjort.

Læs mere om Kvindekommissionens rapport her.


Log ind