Lærere på banen for elevernes sundhed
Når sjællandske lærere i denne uge løber på fodboldbanen, får de med ‘11 for Health’ et forløb med fodbold og sundhed med hjem på skolerne.
“Skyd! Det er lækkert spillet, Kasper.” En gruppe lærere løber rundt med armene over hovedet og spiller fodbold, men de jubler og roser hinanden.
Det ligner langt fra en almindelig kamp, men er en del af pensum for at få lærerne til at tænke positivt på fodboldbanen. Smartboard og pegepind er nemlig skiftet ud med træningstøj for 40 sjællandske lærere, som i denne uge undervises i ‘11 for Health’, som er et 11-ugers forløb med fodbold og sundhed for elever i 4.-6. klasse.
For at kunne tage konceptet med hjem til deres elever, er de fra dag et aktive på grønsværen med kreative opvarmningsøvelser, boldlege og sammenhold, som får smilet frem og pulsen op for både nybegyndere og erfarne fodboldspillere.
Fodbold i øjenhøjde med inaktive elever
En af deltagerne er lærer Kasper Haxthausen fra Tjørnegårdsskolen i Roskilde, som kun har ganske få erfaringer med fodbold som barn, hvor det ikke rigtig fængede.
“Jeg synes, fodbold er kedeligt! Men jeg håber, at jeg kan få nogle gode redskaber og inspiration til at få de elever, som har det ligesom mig, engageret i undervisningen,” fortæller Kasper Haxthausen, som generelt oplever ud med at få sine elever motiveret til at bevæge sig og være fysisk aktive.
11 uger med dokumenteret effekt
Kasper Haxthausen og de øvrige lærere skal nu hjem og undervise deres elever i 4.-6. klasse i to lektioner ugentligt gennem 11 uger.
Over 12.000 elever har allerede skiftet bekendtskab med konceptet. Med dokumenteret effekt øger ’11 for Health’ elevernes trivsel og viden om sundhed. Men det har også effekt på elevernes fysiske helbred, for eksempel i forhold til lavere blodtryk og fedtprocent.
Et langt forløb giver god effekt på sundheden
En anden deltager, pædagog Ditte Gyldenholm fra Skolen på Grundtvigsvej, glæder sig til at se, hvilken effekt det lange forløb har på hendes elever. Hun har allerede erfaringer som fodboldtræner og -spiller. Men hun håber alligevel, at kurset kan give hende helt ny viden og redskaber:
"Jeg glæder mig til at opleve, hvad ‘11 for Health’s fokus på sundhed og trivsel kan gøre for eleverne, som traditionel fodboldtræning måske ikke kan. Derfor håber jeg, at det også kan være med til kan fange nogle af de elever, som måske ikke er så interesserede i fodbold.”
Nye perspektiver på kedelig fodbold
Ved kursets afslutning har Kasper Haxthausen også fået nye erfaringer med fodbold:
“Jeg gik ind til kurset og så fodbold som noget, man spiller på store hold, og få, dygtige spillere brillerer, mens resten fremstår som tabere og bænkevarmere. Men jeg har fundet ud af, at fodbold kan være for alle på alle niveauer, og det kan samle eleverne, når man spiller på små hold med høj intensitet og godt humør”.