Ny talentsatsning rammer bredere og yngre
Flere ressourcer og mere økonomi til talenterne skal sikre fortsat dansk fodboldsucces på herresiden.
De nye talenttrænere på deres første arbejdsdag i DBU. Foto: DBU Kommunikation.
Dansk herrefodbold oplever lige som kvindefodbolden i øjeblikket masser af medvind på fodboldbanen, hvor det danske Herre A-landshold allerede har kvalificeret sig til VM, og hvor de danske herretalenter fra U17, U19 og U21 alle ligger i gode positioner til en EM-billet.
Men succes kommer ikke uden fortsatte investeringer og optimeringer i og af den danske talentudvikling. Derfor skal en ny millioninvestering fra DBU’s side fortsat sikre, at dansk herrefodbold også i fremtiden er med i toppen.
DBU’s bestyrelse har med det nye budget således sikret tre millioner kroner ekstra om året til driftsomkostningerne i talentudviklingen – penge, som i den grad bydes velkommen af talentudviklingschef på herresiden, Flemming Berg:
”Med udgangspunkt i de analyser og rapporter, vi har fået foretaget det seneste år, har vi udpeget nogle fokus- og indsatsområder, som er nødvendige at investere i, hvis vi fortsat skal være konkurrencedygtige på herresiden. Det kan ikke gøres uden økonomi. Allerede nu har vi valgt at omstrukturere på flere områder for at blive endnu skarpere på talentudviklingen. Samtidig skal nye initiativer og projekter på tegnebrættet sikre, at vi også om 5 og 10 år kan levere landsholdsspillere på højt internationalt niveau,” siger Flemming Berg.
Et af de nyeste tiltag på herretalentsiden er etableringen af en ny talentstruktur – herunder ansættelsen af fem fuldtidsansatte talenttrænere, der netop har haft første arbejdsdag.
Ny viden – nye tiltag
Den nye talentstruktur skal sikre et øget fokus på aldersgrupperne U10-U15 med henblik på at nå bredere og længere ud i talentarbejdet. Det sker ved bedre talentidentifikation og bedre træningsmiljøer, der har til hensigt at udvikle og fastholde de helt unge spillere med særlige forudsætninger.
Det sker i tæt samarbejde og dialog med klubberne, der er en helt afgørende part i at sikre en succesfuld dansk spiller- og talentudvikling. Noget, som de nye initiativer og tiltag er et stærkt udtryk for.
”Vores fornemste opgave som talenttrænere og U-landstrænere er at have et samlet overblik over talentmassen i Danmark og sikre, at den fortsat vokser. Vi har i et land som Danmark ikke råd til at miste vores unge spillere – jo flere spillere vi udvikler og fastholder, jo større talentmasse har vi også at vælge fra på sigt. Det er jo egentlig ret logisk, at vi i Danmark er tvunget til at optimere, hvor vi kan, hvis vi skal følge med vores konkurrenter. Det gælder jo også ude i klubberne og derfor er vores tætte samarbejde nødvendig for succes,” siger ny sportslig ansvarlig i DBU for U10-U15, Martin Bloch.
De nye talenttrænere er allerede trukket i arbejdstøjet og skal fra årets start ud i de nyoprettede danske TOP-centre og observere samt kvalitetssikre træningen for U10-U12 i tæt samarbejde med klubberne. Derudover skal de ligeledes sikre den fortsatte udvikling af U13-U15 og betyder at der i foråret kigges grundigt på en stærk DBU spilleruddannelse i U13-U14 aldersgrupperne, som bindeled imellem TOP-centre og U15 Talentcentre.
”De nye TOP-centre handler om at give endnu bedre udviklingsmuligheder og skabe udviklende træningsmiljøer for børnenes bedste og på børnenes præmisser uanset hvor i Danmark, du bor. Det samme gælder, når de bliver ældre. Vi kan og skal blive endnu dygtigere til at udvikle vores spillere i de enkelte aldersgrupper med tidsvarende træning tilpasset børnenes behov. Det giver de nye rammer os endnu bedre mulighed for – både strategisk og praktisk,” fortæller Martin Bloch
Også på kvindesiden er igangsat et strategisk talentudviklingsarbejde, der foregår parallelt med arbejdet på herresiden, med talentudviklingschef, Lene Terp, i spidsen.
Baggrund:
Kort omkring DBU’s nye Talenttrænere (U10-U15):
- Martin Bloch – Sportslig ansvarlig U10-U15. (9 ½ år som DBU Talenttræner og flere assistentopgaver på DBU’s ungdomslandshold samt træner for U17 landsholdet i foråret 2017)
- Carsten Ravn Nielsen (Tidligere U13-U16 ungdomstræner i AaB og Viborg)
- Lasse Christensen (Tidligere A+ træner/Superligatræner i Vejle samt U19 træner i FCM)
- Niels Lawaetz (Tidligere DBU Regionaltræner, sportslig leder i KB mikrofodbold, U15 træner i Holbæk)
- Mads Krogsgaard (Tidligere U15 og U17 træner i FC Roskilde)
- Claus Frank Nielsen (halvtidsstilling – tidligere ungdomstræner/leder i Lyngby Boldklubs børneafdeling)